Kongs-Emnerne
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
KONGS-EMNERNE.
KONGS-EMNERNE.
HISTORISK SKUESPIL
I FEM AKTER
I FEM AKTER
TREDJE UDGAVE.
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]
KØBENHAVN.
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).
THIELES BOGTRYKKERI.
1872.
PERSONERNE:
Håkon Håkonssøn, kongevalgt af Birkebejnerne.
Inga fra Vartejg, hans moder.
Skule jarl.
Fru Ragnhild, hans hustru.
Sigrid, hans søster.
Margrete, hans datter.
Guthorm Ingessøn.
Sigurd Ribbung.
Nikolas Arnessøn, bisp i Oslo.
Dagfinn Bonde, Håkons stallare.
Ivar Bodde, hans hirdprest.
Vegard Væradal, en af hans hirdmænd.
Gregorius Jonssøn, lendermand.
Pål Flida, lendermand.
Ingebjørg, Andres Skjaldarbands hustru.
Peter, hendes søn, en ung prest.
Sira Viljam, huskapellan hos bisp Nikolas.
Mester Sigard
fra Brabant, en læge.
Jatgejr skald, en Islænding.
Bård Bratte, en høvding fra det Trondhjemske.
Almue og bymænd
i Bergen, Oslo og Nidaros.
Korsbrødre, prester, munke og nonner.
Gæster, hirdmænd og fruer.
Krigsfolk o. s. v.
Handlingen foregår i første halvdel af det trettende århundrede.
FØRSTE AKT.
(Kristkirkegården i Bergen. I baggrunden ligger kirken, hvis høj-
portal vender fremover mod tilskuerne. Til venstre i forgrunden står
Håkon Håkonssøn, Dagfinn Bonde, Vegard af Værdalen,
Ivar Bodde samt flere lendermænd og høvdinger. Lige over for ham
står Skule jarl, Gregorius Jonssøn, Pål Flida og andre af
jarlens mænd. Længere tilbage på samme side sees Sigurd Ribbung
med sit følge og bortenfor ham Guthorm Ingessøn med flere høvdinger.
Kirkens tilgange er besatte med vagt; almuen fylder hele kirkegården;
mange sidder oppe i træerne og paa kirkemuren; alle synes i højeste
spænding at vente på noget, som skal ske. Fra byens kirketårne ringer
det fjern og nær.)
portal vender fremover mod tilskuerne. Til venstre i forgrunden står
Håkon Håkonssøn, Dagfinn Bonde, Vegard af Værdalen,
Ivar Bodde samt flere lendermænd og høvdinger. Lige over for ham
står Skule jarl, Gregorius Jonssøn, Pål Flida og andre af
jarlens mænd. Længere tilbage på samme side sees Sigurd Ribbung
med sit følge og bortenfor ham Guthorm Ingessøn med flere høvdinger.
Kirkens tilgange er besatte med vagt; almuen fylder hele kirkegården;
mange sidder oppe i træerne og paa kirkemuren; alle synes i højeste
spænding at vente på noget, som skal ske. Fra byens kirketårne ringer
det fjern og nær.)
Skule jarl
(dæmpet og utålmodig til Gregorius Jonssøn).
(dæmpet og utålmodig til Gregorius Jonssøn).
Hvad bier de efter så længe derinde?
Gregorius Jonssøn.
Stille; nu begynder salmen.
(Inde fra den lukkede kirke høres til basuners lyd:)
Kor af munke og nonner.
Domine coeli etc. etc.
(Under sangen åbnes kirkedøren indenfra; i forhallen sees bisp Nikolas
omgiven af prester og klosterbrødre.)
omgiven af prester og klosterbrødre.)
Bisp Nikolas
(træder frem i døren og forkynder med opløftet stav):
(træder frem i døren og forkynder med opløftet stav):
Nu bærer Inga fra Vartejg jernbyrd for Håkon
kongs-emne!
kongs-emne!
(Kirken lukkes igen; sangen vedbliver derinde.)
s. 8
Gregorius Jonssøn
(dæmpet til jarlen).
(dæmpet til jarlen).
Kald på den hellige kong Olaf for det, som
ret er.
ret er.
Skule jarl
(hurtigt og afværgende).
(hurtigt og afværgende).
Ikke nu. Bedst, ikke at minde ham om mig.
Ivar Bodde
(griber Håkon om armen).
(griber Håkon om armen).
Bed til herren din Gud, Håkon Håkonssøn.
Håkon.
Behøves ikke; jeg er viss på ham.
(Sangen fra kirken lyder stærkere; alle blotter hovederne, mange falder
på knæ og beder.)
på knæ og beder.)
Gregorius Jonssøn
(til jarlen).
(til jarlen).
Dette er en stor time for dig og mange.
Skule jarl
(seer spændt mod kirken).
(seer spændt mod kirken).
En stor time for Norge.
Pål Flida
(nær ved jarlen).
(nær ved jarlen).
Nu holder hun jernet.
Dagfinn Bonde
(over hos Håkon).
(over hos Håkon).
De kommer kirkegulvet nedover.
Ivar Bodde.
Krist skærme dine skære hænder, Inga kongs-
moder!
moder!
Håkon.
Denne stund skal hun visselig lønnes for al
min tid.
min tid.
s. 9
Skule jarl
(som spændt har lyttet, udbryder pludseligt).
(som spændt har lyttet, udbryder pludseligt).
Skreg hun? Slap hun jernet?
Pål Flida
(går opover).
(går opover).
Jeg ved ikke hvad det var.
Gregorius Jonssøn.
Kvinderne græder højt i forhallen.
Koret fra kirken
(falder jublende ind).
(falder jublende ind).
Gloria in excelsis deo!
(Portalen springer op; Inga kommer ud, fulgt af nonner, prester og
munke.)
munke.)
Inga
(på kirketrappen).
(på kirketrappen).
Gud har dømt! Se disse hænder; med dem
bar jeg jernet!
bar jeg jernet!
Stemmer blandt mængden.
De er skære og hvide, som før!
Andre stemmer.
Endda fagrere!
Hele almuen.
Han er visselig Håkon Sverresøns søn!
Håkon
(favner hende).
(favner hende).
Hav tak, tak, du højt velsignede!
Bisp Nikolas
(stryger forbi jarlen).
(stryger forbi jarlen).
Uklogt var det at fremme jernbyrden.
Skule jarl.
Nej, herre bisp, Gud måtte tale i denne sag.
s. 10
Håkon
(dybt bevæget, holder Inga ved hånden).
(dybt bevæget, holder Inga ved hånden).
Nu er det da altså gjort, det, som hver en
evne i mig har råbt højt imod, – det, som mit
hjerte har vridt og vendt sig under –
evne i mig har råbt højt imod, – det, som mit
hjerte har vridt og vendt sig under –
Dagfinn Bonde
(ud mod mængden).
(ud mod mængden).
Ja, se på denne kvinde og tænk jer om, så
mange som I her er! Hvo har tvivlt om hendes
ord, før enkelte havde brug for at der skulde
tvivles?
mange som I her er! Hvo har tvivlt om hendes
ord, før enkelte havde brug for at der skulde
tvivles?
Pål Flida.
Tvivlen har hvisket i hvert kot fra den stund
Håkon kongs-emne blev båren som barn ind i
kong Inges gård.
Håkon kongs-emne blev båren som barn ind i
kong Inges gård.
Gregorius Jonssøn.
Og sidste vinter vokste den til et skrig og gik
lydt over landet, nord og sør; det tænker jeg hver
mand kan vidne.
lydt over landet, nord og sør; det tænker jeg hver
mand kan vidne.
Håkon.
Bedst kan jeg selv vidne det. Derfor har jeg
også givet efter for mange trofaste venners råd og
bøjet mig så dybt, som ingen anden kongevalgt
mand har gjort på lange tider. Jeg har bevist med
jernbyrd min fødsel, bevist min ret, som Håkon
Sverressøns søn, til at tage land og rige i arv. Ikke
vil jeg her granske nøjere, hvem der har fostret
tvivlen og gjort den så højmælt, som jarlens frænde
siger; men det ved jeg, at bittert har jeg lidt under
den. Jeg har været kongevalgt fra barn af, men
liden kongsære blev mig vist, selv der, hvor det
skulde tykkes, at jeg tryggest turde vente det. Jeg
vil kun minde om sidst palmesøndag i Nidaros, da
jeg gik op til alteret for at ofre, og erkebispen
vendte sig om og lod som han ikke så mig, for at
slippe at hilse, som det er skik at hilse konger.
Dog, sligt skulde jeg let vidst at bære, men åben
krig var nær ved at bryde løs i landet og den
måtte jeg hindre.
også givet efter for mange trofaste venners råd og
bøjet mig så dybt, som ingen anden kongevalgt
mand har gjort på lange tider. Jeg har bevist med
jernbyrd min fødsel, bevist min ret, som Håkon
Sverressøns søn, til at tage land og rige i arv. Ikke
vil jeg her granske nøjere, hvem der har fostret
tvivlen og gjort den så højmælt, som jarlens frænde
siger; men det ved jeg, at bittert har jeg lidt under
den. Jeg har været kongevalgt fra barn af, men
liden kongsære blev mig vist, selv der, hvor det
skulde tykkes, at jeg tryggest turde vente det. Jeg
s. 11
vil kun minde om sidst palmesøndag i Nidaros, da
jeg gik op til alteret for at ofre, og erkebispen
vendte sig om og lod som han ikke så mig, for at
slippe at hilse, som det er skik at hilse konger.
Dog, sligt skulde jeg let vidst at bære, men åben
krig var nær ved at bryde løs i landet og den
måtte jeg hindre.
Dagfinn Bonde.
Godt kan det være for konger at lytte til kloge
råd; men var mit råd hørt i denne sag, da havde
det ikke været med hedt jern men med koldt stål
at Håkon Håkonssøn skulde skiftet ret mellem sig
og sine uvenner.
råd; men var mit råd hørt i denne sag, da havde
det ikke været med hedt jern men med koldt stål
at Håkon Håkonssøn skulde skiftet ret mellem sig
og sine uvenner.
Håkon.
Styr dig, Dagfinn; det sømmer sig for den
mand, som skal styre fremst i riget.
mand, som skal styre fremst i riget.
Skule jarl
(med et let smil).
(med et let smil).
Kongens uven er det så nemt at kalde hver
den, som er kongens vilje imod. Jeg mener nu,
den er kongen værst, som råder ham fra at godt-
gøre sin ret til kongsnavnet.
den, som er kongens vilje imod. Jeg mener nu,
den er kongen værst, som råder ham fra at godt-
gøre sin ret til kongsnavnet.
Håkon.
Hvem ved. Var det min ret alene, som her
handledes om, så kunde det hænde, at jeg ikke
havde købt den så dyrt; men vi får se højere op;
her gælder det kald og pligt. Jeg kender det højt
og varmt indeni mig, og jeg blyges ikke ved at
sige det, – jeg alene er den, som kan styre landet
frem til det bedste i disse tider; – kongefødsel
avler kongepligt –
handledes om, så kunde det hænde, at jeg ikke
havde købt den så dyrt; men vi får se højere op;
her gælder det kald og pligt. Jeg kender det højt
og varmt indeni mig, og jeg blyges ikke ved at
sige det, – jeg alene er den, som kan styre landet
frem til det bedste i disse tider; – kongefødsel
avler kongepligt –
s. 12
Skule jarl.
Der er flere her, som giver sig selv sligt fagert
skudsmål.
skudsmål.
Sigurd Ribbung.
Jeg gør det, og med ligeså fuld grund. Min
farfader var kong Magnus Erlingssøn –
farfader var kong Magnus Erlingssøn –
Håkon.
Ja, hvis din fader, Erling Steinvæg, var kong
Magnus's søn; men de fleste nægter det, og endnu
er der ikke båret nogen jernbyrd i den sag.
Magnus's søn; men de fleste nægter det, og endnu
er der ikke båret nogen jernbyrd i den sag.
Sigurd Ribbung.
Ribbungerne tog mig til konge og gjorde det
med fri vilje, mens Dagfinn Bonde og andre Birke-
bejnere truede sig til et kongsnavn for dig.
med fri vilje, mens Dagfinn Bonde og andre Birke-
bejnere truede sig til et kongsnavn for dig.
Håkon.
Ja så ilde havde I stellt med Norge, at Sverres
ætling måtte true sig frem.
ætling måtte true sig frem.
Guthorm Ingessøn.
Sverres ætling er jeg ligeså fuldt som du –
Dagfinn Bonde.
Men ikke i lige række mand efter mand.
Bisp Nikolas.
Der er kvindeled imellem, Guthorm.
Guthorm Ingessøn.
Det ved jeg dog, at Inge Bårdssøn, min fader,
var lovligt tagen til konge over Norge.
var lovligt tagen til konge over Norge.
Håkon.
Fordi der ikke var nogen, som kendte til at
Sverres sønnesøn var ilive. Fra den dag det blev
vitterligt, styrede han riget som værge for mig,
ikke anderledes.
Sverres sønnesøn var ilive. Fra den dag det blev
s. 13
vitterligt, styrede han riget som værge for mig,
ikke anderledes.
Skule jarl.
Så kan ikke siges med sandhed; Inge var hele
sin tid konge med al lovlig magt og uden forbe-
hold. At Guthorm liden ret har, kan være sandt
nok; thi han er uægte født; men jeg er kong
Inges ægtefødte broder, og loven er for mig, når
jeg kræver og tager fuld arv efter ham.
sin tid konge med al lovlig magt og uden forbe-
hold. At Guthorm liden ret har, kan være sandt
nok; thi han er uægte født; men jeg er kong
Inges ægtefødte broder, og loven er for mig, når
jeg kræver og tager fuld arv efter ham.
Dagfinn Bonde.
Å, herre jarl, fuld arv har I visselig taget, og
det ikke eders faders slægtseje alene, men alt, hvad
Håkon Sverressøn af gods lod efter sig.
det ikke eders faders slægtseje alene, men alt, hvad
Håkon Sverressøn af gods lod efter sig.
Bisp Nikolas.
Ikke alt, gode Dagfinn. Ær sandheden; –
kong Håkon har beholdt en sylgje og den guld-
ring, han bærer om armen.
kong Håkon har beholdt en sylgje og den guld-
ring, han bærer om armen.
Håkon.
Lad det være som det vil; med Guds hjælp
skal jeg vinde gods igen. Og nu, I lendermænd
og lagmænd, I kirkebrødre og høvdinger og hird-
folk, nu er det tid at sætte rigsmødet, som ved-
taget er. Med bundne hænder har jeg siddet til
denne dag; jeg mener ingen mand vil fortænke
mig i, at jeg længter efter at få dem løste.
skal jeg vinde gods igen. Og nu, I lendermænd
og lagmænd, I kirkebrødre og høvdinger og hird-
folk, nu er det tid at sætte rigsmødet, som ved-
taget er. Med bundne hænder har jeg siddet til
denne dag; jeg mener ingen mand vil fortænke
mig i, at jeg længter efter at få dem løste.
Skule jarl.
Det går flere, som jer, Håkon Håkonssøn.
Håkon
(blir opmærksom).
(blir opmærksom).
Herre jarl, hvad mener I?
s. 14
Skule jarl.
Jeg mener, at alle vi kongs-emner har samme
skel til at længte. Alle har vi været lige stramt
bundne; thi ingen af os har vidst hvor langt hans
ret strak.
skel til at længte. Alle har vi været lige stramt
bundne; thi ingen af os har vidst hvor langt hans
ret strak.
Bisp Nikolas.
Utrygt har det været med kirkens sager som
med landets; men nu får den hellige kong Olafs
lov dømme.
med landets; men nu får den hellige kong Olafs
lov dømme.
Dagfinn Bonde
(halvlydt).
(halvlydt).
Nye kneb!
(Håkons mænd rykker nærmere sammen.)
Håkon
(tvinger sig til rolighed og går et par skridt frem mod jarlen).
(tvinger sig til rolighed og går et par skridt frem mod jarlen).
Jeg vil tro, at jeg ikke har fattet eders mening.
Jernbyrden har godtgjort min odelsret til riget, og
derfor skønner jeg ikke bedre, end at rigsmødet
kun har at give lovskraft til mit kongevalg, som
alt gik for sig på Ørething for seks år siden.
Jernbyrden har godtgjort min odelsret til riget, og
derfor skønner jeg ikke bedre, end at rigsmødet
kun har at give lovskraft til mit kongevalg, som
alt gik for sig på Ørething for seks år siden.
Flere blandt jarlens og Sigurds mænd.
Nej, nej, – det nægter vi!
Skule jarl.
Så var aldrig tanken, da det blev vedtaget at
holde rigsmøde her. Ved jernbyrden har I endnu
ikke vundet riget, men kun bevist eders adkomst
til idag at møde frem med os andre kongs-emner
og gøre gældende det krav, som I mener at have –
holde rigsmøde her. Ved jernbyrden har I endnu
ikke vundet riget, men kun bevist eders adkomst
til idag at møde frem med os andre kongs-emner
og gøre gældende det krav, som I mener at have –
Håkon
(tvinger sig).
(tvinger sig).
Det vil da kort og grejdt sige, at i seks år har
jeg urettelig båret kongsnavn, og i seks år har I,
herre jarl, urettelig rådet landet som værge for mig.
s. 15
jeg urettelig båret kongsnavn, og i seks år har I,
herre jarl, urettelig rådet landet som værge for mig.
Skule jarl.
Ingenlunde så. En måtte bære kongsnavnet,
da min broder var død. Birkebejnerne, og mest
Dagfinn Bonde, var virksomme for eders sag og
fik jert valg fremmet, før vi andre kunde komme
frem med vore fordringer.
da min broder var død. Birkebejnerne, og mest
Dagfinn Bonde, var virksomme for eders sag og
fik jert valg fremmet, før vi andre kunde komme
frem med vore fordringer.
Bisp Nikolas
(til Håkon).
(til Håkon).
Jarlen mener, at hint valg kun gav jer brugs-
ret ikke ejendomsret til kongemagten.
ret ikke ejendomsret til kongemagten.
Skule jarl.
I har siddet inde med alle rettigheder; men
både Sigurd Ribbung og Guthorm Ingessøn og
jeg mener os at være fuldt så nære arvinger, som
I, og nu skal loven dele mellem os og sige hvo
der skal tage arven fast for alle tider.
både Sigurd Ribbung og Guthorm Ingessøn og
jeg mener os at være fuldt så nære arvinger, som
I, og nu skal loven dele mellem os og sige hvo
der skal tage arven fast for alle tider.
Bisp Nikolas.
Sandt at sige, har nok jarlen god grund for
sin mening.
sin mening.
Skule jarl.
Både jernbyrd og rigsmøde har mere end en-
gang været på tale i disse år, men altid er der
kommet noget imellem. Og, herr Håkon, dersom
I mente, at eders ret stod uryggelig fast ved det
første kongevalg, hvorfor gav I da jert minde til
at jernbyrden nu blev fremmet?
gang været på tale i disse år, men altid er der
kommet noget imellem. Og, herr Håkon, dersom
I mente, at eders ret stod uryggelig fast ved det
første kongevalg, hvorfor gav I da jert minde til
at jernbyrden nu blev fremmet?
Dagfinn Bonde
(forbitret).
(forbitret).
Brug værget, kongsmænd, og lad det dele!
s. 16
Mange af hirden
(stormer frem).
(stormer frem).
Bær våben på kongens uvenner!
Skule jarl
(råber til sine).
(råber til sine).
Dræb ingen! Sår ingen! Bare hold dem fra
livet.
livet.
Håkon
(holder sine tilbage).
(holder sine tilbage).
Ind med værget hver mand, som drog det! –
Ind med værget, siger jeg! (rolig.) I gør det tifold
værre for mig med slig fremfærd.
Ind med værget, siger jeg! (rolig.) I gør det tifold
værre for mig med slig fremfærd.
Skule jarl.
Slig farer mænd frem mod mænd hele landet
rundt. Der ser I, Håkon Håkonssøn; nu tænker
jeg det bedst viste sig, hvad I har at gøre, ifald
landets fred og mænds liv ligger jer på hjerte.
rundt. Der ser I, Håkon Håkonssøn; nu tænker
jeg det bedst viste sig, hvad I har at gøre, ifald
landets fred og mænds liv ligger jer på hjerte.
Håkon
(efter en kort betænkning).
(efter en kort betænkning).
Ja – jeg ser det. (tager Inga ved hånden og vender sig
til en af dem, som står om ham.) Torkell, du var en trofast
mand i min faders hird; tag denne kvinde hjem i
dit herberge og vær god mod hende; – hun var
Håkon Sverressøn såre kær. – Gud signe dig, min
moder, – jeg får møde til rigsstævne nu. (Inga
trykker hans hånd og går med Torkell. Håkon tier lidt, træder derpå
frem og siger med klarhed:) Loven skal dømme; den alene.
I Birkebejnere, som var med på Ørething og tog mig
til konge, I er nu løste fra den ed, I svor mig der.
Du, Dagfinn, er ikke min stallare mere; jeg vil ikke
møde frem med stallare eller med hird, ikke med
kongsmænd eller med svorne kæmper; jeg er en fattig
mand; al min arv er en sylgje og denne guld-
ring; – det er ringe gods at lønne så mange
gode mænds tjeneste med. Nu, I andre kongs-
emner, nu står det lige mellem os; jeg vil intet
have forud for jer undtagen den ret, som jeg har
ovenfra, – den hverken kan eller vil jeg dele
med nogen. – Lad blæse til rigsstævne, og så
dømme Gud og den hellige kong Olafs lov.
(Går ud med sine mænd til venstre; der blæses i horn og lur langt borte.)
til en af dem, som står om ham.) Torkell, du var en trofast
mand i min faders hird; tag denne kvinde hjem i
dit herberge og vær god mod hende; – hun var
Håkon Sverressøn såre kær. – Gud signe dig, min
moder, – jeg får møde til rigsstævne nu. (Inga
trykker hans hånd og går med Torkell. Håkon tier lidt, træder derpå
frem og siger med klarhed:) Loven skal dømme; den alene.
I Birkebejnere, som var med på Ørething og tog mig
til konge, I er nu løste fra den ed, I svor mig der.
Du, Dagfinn, er ikke min stallare mere; jeg vil ikke
møde frem med stallare eller med hird, ikke med
kongsmænd eller med svorne kæmper; jeg er en fattig
s. 17
mand; al min arv er en sylgje og denne guld-
ring; – det er ringe gods at lønne så mange
gode mænds tjeneste med. Nu, I andre kongs-
emner, nu står det lige mellem os; jeg vil intet
have forud for jer undtagen den ret, som jeg har
ovenfra, – den hverken kan eller vil jeg dele
med nogen. – Lad blæse til rigsstævne, og så
dømme Gud og den hellige kong Olafs lov.
(Går ud med sine mænd til venstre; der blæses i horn og lur langt borte.)
Gregorius Jonssøn
(til jarlen, idet mængden holder på at gå).
(til jarlen, idet mængden holder på at gå).
Ved jernbyrden tyktes du mig ræd, og nu ser
du så glad og trøstig ud.
du så glad og trøstig ud.
Skule jarl
(fornøjet).
(fornøjet).
Så du, han havde Sverres øjne, da han talte?
Godt blir valget enten de gør ham eller mig til
konge.
Godt blir valget enten de gør ham eller mig til
konge.
Gregorius Jonssøn
(urolig).
(urolig).
Men vig ikke. Tænk på alle dem, som falder
med din sag.
med din sag.
Skule jarl.
Her står jeg paa rettens grund; nu gemmer
jeg mig ikke for helgenen.
jeg mig ikke for helgenen.
(Går ud til venstre med sit følge.)
Bisp Nikolas
(haster efter Dagfinn Bonde).
(haster efter Dagfinn Bonde).
Det går nok, gode Dagfinn, det går nok; –
men hold jarlen langt borte fra kongen, når han
er kåret; – hold ham bare langt borte!
men hold jarlen langt borte fra kongen, når han
er kåret; – hold ham bare langt borte!
(Alle går ud til venstre bag kirken.)
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
2
s. 18
(En hal i kongsgården. Til venstre i forgrunden er et lavt vindu;
til højre indgangsdør; i baggrunden en større dør, som fører ind til
kongshallen. Ved vinduet står et bord; forresten stole og bænke.)
til højre indgangsdør; i baggrunden en større dør, som fører ind til
kongshallen. Ved vinduet står et bord; forresten stole og bænke.)
(Fru Ragnhild og Margrete kommer fra den mindre dør; Sigrid
følger straks efter.)
følger straks efter.)
Fru Ragnhild.
Her ind.
Margrete.
Ja her er mørkest.
Fru Ragnhild
(går til vinduet).
(går til vinduet).
Og her kan vi se ned paa thingvolden.
Margrete
(ser forsigtigt ud).
(ser forsigtigt ud).
Ja, dernede bag kirken er de alle samlede.
(vender sig i gråd.) Dernede skal nu det ske, som vil
drage så meget efter sig.
(vender sig i gråd.) Dernede skal nu det ske, som vil
drage så meget efter sig.
Fru Ragnhild.
Hvem råder her i hallen imorgen?
Margrete.
O ti. Så tung en dag havde jeg aldrig tænkt
at skulle leve.
at skulle leve.
Fru Ragnhild.
Den måtte komme; at stå som kongsværge
var ikke fuld gerning for ham.
var ikke fuld gerning for ham.
Margrete.
Ja – den måtte komme; kongsnavnet alene
kunde ikke være ham nok.
kunde ikke være ham nok.
Fru Ragnhild.
Hvem taler du om?
s. 19
Margrete.
Om Håkon.
Fru Ragnhild.
Jeg talte om jarlen.
Margrete.
Der lever ikke ypperligere mænd, end de to.
Fru Ragnhild.
Ser du Sigurd Ribbung? Hvor lumsk han
sidder, – ret som en ulv i lænke.
sidder, – ret som en ulv i lænke.
Margrete.
Ja se –! Han folder hænderne foran sig
over sværdknappen og hviler hagen på dem.
over sværdknappen og hviler hagen på dem.
Fru Ragnhild.
Han bider sig i mundskægget og ler –
Margrete.
Hvor stygt han ler.
Fru Ragnhild.
Han ved, at ingen vil fremme hans sag; –
det er det, som gør ham ond. – Hvem er den
lagmand, som taler nu?
det er det, som gør ham ond. – Hvem er den
lagmand, som taler nu?
Margrete.
Det er Gunnar Grjonbak.
Fru Ragnhild.
Er han for jarlen?
Margrete.
Nej han er nok for kongen –
Fru Ragnhild
(ser på hende).
(ser på hende).
For hvem er han, siger du?
2*
s. 20
Margrete.
For Håkon Håkonssøn.
Fru Ragnhild
(ser ud; efter et kort ophold).
(ser ud; efter et kort ophold).
Hvor sidder Guthorm Ingessøn, – ham ser
jeg ikke.
jeg ikke.
Margrete.
Bag sine mænd, der nederst – i fodsid kappe.
Fru Ragnhild.
Ja der.
Margrete.
Han ser ud som han skammer sig –
Fru Ragnhild.
Det er paa moderens vegne.
Margrete.
Så gjorde ikke Håkon.
Fru Ragnhild.
Hvem taler nu?
Margrete
(ser ud).
(ser ud).
Tord Skolle, lagmanden i Ranafylke.
Fru Ragnhild.
Er han for jarlen?
Margrete.
Nej – for Håkon.
Fru Ragnhild.
Hvor uryggelig jarlen sidder og hører til.
Margrete.
Håkon tykkes stille – men stærk alligevel.
(livfuldt) Stod en langfarende mand her, han skulde
kende de to blandt alle de tusende andre.
(livfuldt) Stod en langfarende mand her, han skulde
kende de to blandt alle de tusende andre.
s. 21
Fru Ragnhild.
Se, Margrete; Dagfinn Bonde flytter en for-
gyldt stol frem for Håkon –
gyldt stol frem for Håkon –
Margrete.
Pål Flida sætter magen til den bag jarlen –
Fru Ragnhild.
Håkons mænd vil hindre det!
Margrete.
Jarlen holder fast i stolen –!
Fru Ragnhild.
Håkon taler vredt til ham – (flygter med et skrig
fra vinduet.) O Jesus Kristus! Så du øjnene – og
smilet –! Nej, det var ikke jarlen!
fra vinduet.) O Jesus Kristus! Så du øjnene – og
smilet –! Nej, det var ikke jarlen!
Margrete
(som med rædsel har fulgt efter).
(som med rædsel har fulgt efter).
Ikke Håkon heller! Hverken jarlen eller Håkon!
Sigrid
(ved vinduet).
(ved vinduet).
O usselt, usselt!
Margrete.
Sigrid!
Fru Ragnhild.
Er du her!
Sigrid.
Så dybt må de lægge vejen nedenom, for at
vinde op på kongssædet.
vinde op på kongssædet.
Margrete.
O, bed med os, at alt må vendes til det bedste.
s. 22
Fru Ragnhild
(bleg og forfærdet til Sigrid).
(bleg og forfærdet til Sigrid).
Så du ham –? Så du min husbond –?
Øjnene og smilet, – jeg skulde ikke kendt ham!
Øjnene og smilet, – jeg skulde ikke kendt ham!
Sigrid.
Ligned han Sigurd Ribbung?
Fru Ragnhild
(sagte).
(sagte).
Ja, han ligned Sigurd Ribbung!
Sigrid.
Lo han som Sigurd?
Fru Ragnhild.
Ja, ja!
Sigrid.
Så får vi alle bede.
Fru Ragnhild
(med fortvivlet styrke).
(med fortvivlet styrke).
Jarlen må kåres til konge! Han tager skade
på sin sjæl, blir han ikke første mand i landet!
på sin sjæl, blir han ikke første mand i landet!
Sigrid
(stærkere).
(stærkere).
Så får vi alle bede!
Fru Ragnhild.
Hys, hvad er det! (ved vinduet) Hvilke råb!
Alle mænd har rejst sig; alle bannere og mærker
svinger for vinden.
Alle mænd har rejst sig; alle bannere og mærker
svinger for vinden.
Sigrid
(griber hende om armen).
(griber hende om armen).
Bed, kvinde! Bed for din husbond!
Fru Ragnhild.
Ja, hellig Olaf, giv ham al magten i dette land!
s. 23
Sigrid
(vildt).
(vildt).
Ingen – ingen! Ellers frelses han ikke!
Fru Ragnhild.
Han må have magten. Alt godt i ham vil
gro og blomstre, får han den. – Se ud, Margrete!
Hør efter! (viger et skridt tilbage.) Der løftes alle hænder
til ed!
gro og blomstre, får han den. – Se ud, Margrete!
Hør efter! (viger et skridt tilbage.) Der løftes alle hænder
til ed!
Margrete
(lytter ved vinduet).
(lytter ved vinduet).
Fru Ragnhild.
Gud og hellig Olaf, hvem gælder det?
Sigrid.
Bed!
Margrete
(lytter og giver med opløftet hånd tegn til taushed).
(lytter og giver med opløftet hånd tegn til taushed).
Fru Ragnhild
(om lidt).
(om lidt).
Tal!
(Fra thingvolden blæses højt i lur og horn.)
Fru Ragnhild.
Gud og hellig Olaf, hvem galdt det?
(kort ophold.)
Margrete
(vender hovedet om og siger):
(vender hovedet om og siger):
Nu tog de Håkon Håkonssøn til konge.
(Musiken til kongstoget falder ind, først dæmpet, siden nærmere og
nærmere. Fru Ragnhild klynger sig grædende op til Sigrid, som
fører hende stille ud til højre; Margrete blir ubevægelig stående lænet
op til vinduskarmen. Kongens svende åbner de store døre; man ser ind
i hallen, som lidt efter lidt fyldes af toget fra thingvolden.)
nærmere. Fru Ragnhild klynger sig grædende op til Sigrid, som
fører hende stille ud til højre; Margrete blir ubevægelig stående lænet
op til vinduskarmen. Kongens svende åbner de store døre; man ser ind
i hallen, som lidt efter lidt fyldes af toget fra thingvolden.)
s. 24
Håkon
(vender sig i døren til Ivar Bodde).
(vender sig i døren til Ivar Bodde).
Bring mig skrivefjæren og voks og silke, –
pergament har jeg herinde. (Går i livlig bevægelse frem til
bordet og lægger nogle pergamentruller frem.) Margrete, nu er
jeg konge!
pergament har jeg herinde. (Går i livlig bevægelse frem til
bordet og lægger nogle pergamentruller frem.) Margrete, nu er
jeg konge!
Margrete.
Jeg hilser min herre og konge.
Håkon.
Tak! – (ser på hende og tager hendes hånd.) Tilgiv; jeg
tænkte ikke på, at det måtte krænke eder.
tænkte ikke på, at det måtte krænke eder.
Margrete
(drager hånden til sig).
(drager hånden til sig).
Det krænkte mig ikke; – I er visselig konge-
født.
født.
Håkon
(med liv).
(med liv).
Ja må ikke hver mand sige det, som kommer
ihug, hvor vidunderligt Gud og de hellige har
berget mig mod alt ondt? Årsgammel bar Birke-
bejnerne mig over fjeldet i frost og uvejr og midt
imellem dem, som stod mig efter livet. I Nidaros
slap jeg uskadt fra Baglerne den tid de brændte
byen og dræbte såmange af vore, mens kong Inge
selv med nød frelste sig ombord ved at entre op-
efter ankertovet.
ihug, hvor vidunderligt Gud og de hellige har
berget mig mod alt ondt? Årsgammel bar Birke-
bejnerne mig over fjeldet i frost og uvejr og midt
imellem dem, som stod mig efter livet. I Nidaros
slap jeg uskadt fra Baglerne den tid de brændte
byen og dræbte såmange af vore, mens kong Inge
selv med nød frelste sig ombord ved at entre op-
efter ankertovet.
Margrete.
I har fristet en hård opvækst.
Håkon
(ser visst på hende).
(ser visst på hende).
Det bæres mig nu for, at I kunde gjort den
mildere.
mildere.
s. 25
Margrete.
Jeg?
Håkon.
I kunde været mig så god en fostersøster i
alle de år vi vokste op sammen.
alle de år vi vokste op sammen.
Margrete.
Men det faldt sig ikke slig.
Håkon.
Nej – det faldt sig ikke slig; – vi så på
hinanden, hver fra vor krog, men sjelden taltes vi
ved – (utålmodig) hvor blir han af! (Ivar Bodde kommer
med skrivesager.) Er du der; giv hid!
hinanden, hver fra vor krog, men sjelden taltes vi
ved – (utålmodig) hvor blir han af! (Ivar Bodde kommer
med skrivesager.) Er du der; giv hid!
(Håkon sætter sig ved bordet og skriver. Lidt efter kommer Skule
jarl ind; derpå Dagfinn Bonde, bisp Nikolas og Vegard
Væradal.)
jarl ind; derpå Dagfinn Bonde, bisp Nikolas og Vegard
Væradal.)
Håkon
(ser op og lader pennen synke).
(ser op og lader pennen synke).
Herre jarl, ved I hvad jeg her skriver! (Jarlen
nærmer sig.) Det er til min moder; jeg takker hende
for alt godt og kysser hende tusende gange – her
i brevet, forstår I. Hun skal sendes øster til
Borgasyssel og leve der med al kongelig ære.
nærmer sig.) Det er til min moder; jeg takker hende
for alt godt og kysser hende tusende gange – her
i brevet, forstår I. Hun skal sendes øster til
Borgasyssel og leve der med al kongelig ære.
Skule jarl.
I vil ikke beholde hende i kongsgården?
Håkon.
Hun er mig altfor kær, jarl; – en konge må
ikke have nogen om sig, som er ham altfor kær;
en konge må handle med frie hænder, stå alene,
ikke ledes, ikke lokkes. Her er så meget at bøde
på i Norge. (vedbliver at skrive.)
ikke have nogen om sig, som er ham altfor kær;
en konge må handle med frie hænder, stå alene,
ikke ledes, ikke lokkes. Her er så meget at bøde
på i Norge. (vedbliver at skrive.)
s. 26
Vegard Væradal
(sagte til bisp Nikolas).
(sagte til bisp Nikolas).
Det var mit råd, dette med Inga kongsmoder.
Bisp Nikolas.
Jeg kendte jer straks på rådet.
Vegard Væradal.
Men lige for lige nu.
Bisp Nikolas.
Vent. Jeg holder det jeg lovede.
Håkon
(giver pergamentet til Ivar Bodde).
(giver pergamentet til Ivar Bodde).
Læg det sammen og bring hende det selv med
mange kærlige hilsninger –
mange kærlige hilsninger –
Ivar Bodde
(som har kastet et øje i pergamentet).
(som har kastet et øje i pergamentet).
Herre – allerede idag, skriver I –!
Håkon.
Nu er vinden god, den stryger leden nedover.
Dagfinn Bonde
(langsomt).
(langsomt).
Kom ihug, herre konge, at hun har ligget
natten over på altertrinet i bøn og faste.
natten over på altertrinet i bøn og faste.
Ivar Bodde.
Og det turde hænde hun var træt efter jern-
byrden.
byrden.
Håkon.
Sandt nok, sandt nok; – min gode kærlige
moder –! (tar sig sammen) Ja, er hun altfor træt, så
venter hun til imorgen.
moder –! (tar sig sammen) Ja, er hun altfor træt, så
venter hun til imorgen.
s. 27
Ivar Bodde.
Eders vilje skal ske. (lægger et nyt pergament frem.)
Men så det andet, herre.
Men så det andet, herre.
Håkon.
Det andet? – Ivar Bodde, jeg kan ikke.
Dagfinn Bonde
(peger på brevet til Inga).
(peger på brevet til Inga).
I kunde dog hint.
Ivar Bodde.
Alt, hvad syndigt er, må brydes.
Bisp Nikolas
(som imidlertid har nærmet sig).
(som imidlertid har nærmet sig).
Bind jarlens hænder nu, kong Håkon.
Håkon
(dæmpet).
(dæmpet).
Mener I det trænges?
Bisp Nikolas.
I får aldrig købt landets fred paa billigere
vilkår.
vilkår.
Håkon.
Så kan jeg. Hid med pennen! (skriver.)
Skule jarl
(til bispen, der går over til højre).
(til bispen, der går over til højre).
I har kongens øre, som det lader.
Bisp Nikolas.
Til gavn for jer.
Skule jarl.
Siger I det?
Bisp Nikolas.
Før kveld vil I takke mig. (han fjerner sig.)
s. 28
Håkon
(rækker pergamentet frem).
(rækker pergamentet frem).
Læs dette, jarl.
Skule jarl
(læser, ser forbauset på kongen og siger med halv stemme):
(læser, ser forbauset på kongen og siger med halv stemme):
I bryder alt forhold til Kanga hin unge?
Håkon.
Til Kanga, som jeg har elsket over alt i
verden. Fra idag af tør hun aldrig træffes paa den
vej, hvor kongen går frem.
verden. Fra idag af tør hun aldrig træffes paa den
vej, hvor kongen går frem.
Skule jarl.
Stort er det, som I der gør, Håkon; – jeg
ved godt fra mig selv, hvad det må koste –
ved godt fra mig selv, hvad det må koste –
Håkon.
Bort må hver den, som er kongen altfor kær.
– Bind brevet sammen. (giver det til Ivar Bodde.)
– Bind brevet sammen. (giver det til Ivar Bodde.)
Bisp Nikolas
(bøjer sig over stolen).
(bøjer sig over stolen).
Herre konge, nu vandt I langt frem mod
jarlens venskab.
jarlens venskab.
Håkon
(rækker ham hånden).
(rækker ham hånden).
Tak, bisp Nikolas; I rådede mig til det bedste.
Bed om en nåde, og den skal vises jer.
Bed om en nåde, og den skal vises jer.
Bisp Nikolas.
Vil I?
Håkon.
Det tilsiger jeg eder med mit kongeord.
Bisp Nikolas.
Så gør Vegard Væradal til sysselmand på
Hålogaland.
Hålogaland.
s. 29
Håkon.
Vegard? Han er fast den troeste ven jeg har;
nødig skikkede jeg ham så langt fra mig.
nødig skikkede jeg ham så langt fra mig.
Bisp Nikolas.
Kongens ven bør kongeligt lønnes. Bind
jarlen på den vis, som jeg har rådet til, så er I
tryg for alle tider.
jarlen på den vis, som jeg har rådet til, så er I
tryg for alle tider.
Håkon
(tager et pergamentblad)
(tager et pergamentblad)
Vegard skal have syssel på Hålogaland. (skrivende)
Her giver jeg ham mit kongelige brev derpå.
Her giver jeg ham mit kongelige brev derpå.
(Bispen fjerner sig.)
Skule jarl
(nærmer sig bordet).
(nærmer sig bordet).
Hvad skriver I der?
Håkon
(rækker ham bladet).
(rækker ham bladet).
Læs.
Skule jarl
(læser og ser visst på kongen).
(læser og ser visst på kongen).
Vegard Væradal? På Hålogaland?
Håkon.
På det nordre, som er ledigt.
Skule jarl.
I mindes da ikke, at Andres Skjaldarband
også har syssel der nord? De to er bittre avinds-
mænd; – Andres Skjaldarband holder sig til mig –
også har syssel der nord? De to er bittre avinds-
mænd; – Andres Skjaldarband holder sig til mig –
Håkon
(smiler og rejser sig).
(smiler og rejser sig).
Og Vegard Væradal til mig. Derfor må de
se til at blive forligte jo før jo heller. Der må
ingen splid være mellem kongens og jarlens mænd
herefterdags.
se til at blive forligte jo før jo heller. Der må
ingen splid være mellem kongens og jarlens mænd
herefterdags.
s. 30
Bisp Nikolas.
Hm, dette her turde snart gå galt!
(nærmer sig urolig.)
Skule jarl.
I tænker klogt og dybt, Håkon.
Håkon
(varm).
(varm).
Skule jarl, jeg tog riget fra jer idag, – men
lad eders datter dele det med mig!
lad eders datter dele det med mig!
Skule jarl.
Min datter!
Margrete.
Gud!
Håkon.
Margrete, – vil I være dronning?
Margrete
(tier).
(tier).
Håkon
(tager hendes hånd).
(tager hendes hånd).
Svar mig.
Margrete
(sagte).
(sagte).
Jeg vil gerne være eders hustru.
Skule jarl
(med et håndslag).
(med et håndslag).
Fred og forlig af hjertet!
Håkon.
Tak!
Ivar Bodde
(til Dagfinn).
(til Dagfinn).
Himlen være lovet; nu dages det.
s. 31
Dagfinn Bonde.
Jeg tror det næsten. Så godt har jeg aldrig
likt jarlen før.
likt jarlen før.
Bisp Nikolas
(bagved).
(bagved).
Stadig på vagt, gode Dagfinn, – stadig på
vagt.
vagt.
Ivar Bodde
(til Vegard).
(til Vegard).
Nu er I sysselmand på Hålogaland; her har
I kongens hånd for det. (giver ham brevet.)
I kongens hånd for det. (giver ham brevet.)
Vegard Væradal.
Jeg skal siden takke kongen for hans nåde.
(vil gå.)
(vil gå.)
Bisp Nikolas
(stanser ham).
(stanser ham).
Andres Skjaldarband er en hård hals, lad jer
ikke kue.
ikke kue.
Vegard Væradal.
Det har aldrig lykkets for nogen før. (går.)
Bisp Nikolas
(følger efter).
(følger efter).
Vær som fjeld og flint mod Andres Skjaldar-
band, – og tag min velsignelse med jer forresten.
band, – og tag min velsignelse med jer forresten.
Ivar Bodde,
(som har ventet bag kongen med pergamenterne i hånden).
(som har ventet bag kongen med pergamenterne i hånden).
Her er brevene, herre –
Håkon.
Godt; giv dem til jarlen.
Ivar Bodde.
Til jarlen? Vil I ikke sætte seglet for?
s. 32
Håkon.
Det plejer jo jarlen gøre; – han har seglet.
Ivar Bodde
(dæmpet).
(dæmpet).
Ja hidindtil, – sålænge han førte værgemålet
for eder; – men nu!
for eder; – men nu!
Håkon.
Nu som før; – jarlen har seglet. (fjerner sig.)
Skule jarl.
Giv mig brevene, Ivar Bodde.
(Går over til bordet med dem, tager frem rigsseglet, som han bærer gemt
i beltet, og forsegler under det følgende.)
i beltet, og forsegler under det følgende.)
Bisp Nikolas
(halvlydt).
(halvlydt).
Håkon Håkonssøn er konge – og jarlen har
kongens segl; – det går nok, det går nok.
kongens segl; – det går nok, det går nok.
Håkon.
Hvad siger I, herre bisp?
Bisp Nikolas.
Jeg siger, Gud og Sankt Olaf våger over sin
hellige kirke. (Går ind i kongshallen.)
hellige kirke. (Går ind i kongshallen.)
Håkon
(nærmer sig Margrete).
(nærmer sig Margrete).
En klog dronning kan virke store ting i landet;
eder turde jeg tryggelig kåre, thi jeg ved I er klog.
eder turde jeg tryggelig kåre, thi jeg ved I er klog.
Margrete.
Kun det!
Håkon.
Hvad mener I?
Margrete.
Intet, intet, herre.
s. 33
Håkon.
Og I bærer ikke nag til mig, om I end har
sluppet fagre ønsker for min skyld?
sluppet fagre ønsker for min skyld?
Margrete.
Jeg har ingen fagre ønsker sluppet for eders
skyld.
skyld.
Håkon.
Og I vil stå mig nær, og give mig gode råd?
Margrete.
Jeg vilde så gerne stå eder nær.
Håkon.
Og give mig gode råd. Tak for det; kvinders
råd båder hver mand, og jeg har herefter ingen
anden end eder; – min moder måtte jeg sende
bort –
råd båder hver mand, og jeg har herefter ingen
anden end eder; – min moder måtte jeg sende
bort –
Margrete.
Ja, hun var eder altfor kær.
Håkon.
Og jeg er konge. Farvel da, Margrete! I er
så ung endnu; men næste sommer skal vort bryl-
lup stå, – og fra den stund lover jeg at holde
eder hos mig i al sømmelig tro og ære.
så ung endnu; men næste sommer skal vort bryl-
lup stå, – og fra den stund lover jeg at holde
eder hos mig i al sømmelig tro og ære.
Margrete
(smiler sørgmodigt).
(smiler sørgmodigt).
Ja, jeg ved det vil vare længe, før I sender
mig bort.
mig bort.
Håkon
(levende).
(levende).
Sende eder bort? Det vil jeg aldrig gøre!
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
3
s. 34
Margrete
(med tårefyldte øjne).
(med tårefyldte øjne).
Nej, det gør Håkon kun med dem, som er
ham altfor kære.
(Går mod udgangsdøren. Håkon ser tankefuld efter hende.)
ham altfor kære.
(Går mod udgangsdøren. Håkon ser tankefuld efter hende.)
Fru Ragnhild
(fra højre side).
(fra højre side).
Kongen og jarlen sålænge herinde! Angsten
dræber mig; – Margrete, hvad har kongen sagt
og gjort?
dræber mig; – Margrete, hvad har kongen sagt
og gjort?
Margrete.
O så meget! Sidst tog han en sysselmand og
en dronning.
en dronning.
Fru Ragnhild.
Du, Margrete!
Margrete
(om moderens hals).
(om moderens hals).
Ja!
Fru Ragnhild.
Du blir dronning!
Margrete.
Kun dronning; – men jeg tror jeg er glad
ved det endda. (Hun og moderen følges ud til højre.)
ved det endda. (Hun og moderen følges ud til højre.)
Skule jarl
(til Ivar Bodde).
(til Ivar Bodde).
Her er vore breve; bring dem til kongs-
moderen og til Kanga. (Ivar Bodde bøjer sig og går.)
moderen og til Kanga. (Ivar Bodde bøjer sig og går.)
Dagfinn Bonde
(i salsdøren).
(i salsdøren).
Erkebispen af Nidaros begærer at måtte bringe
kong Håkon Håkonssøn sin hylding!
kong Håkon Håkonssøn sin hylding!
s. 35
Håkon
(ånder af fuldt bryst).
(ånder af fuldt bryst).
Endelig er jeg da konge i Norge.
(Går ind i hallen.)
Skule jarl
(gemmer kongens segl i beltet).
(gemmer kongens segl i beltet).
Men jeg råder land og rige.
Teppet falder.
3*
ANDEN AKT.
(Gildehallen i Bergens kongsgård. Et stort buevindu midt på bag-
væggen. Langsmed denne er en forhøjning med sæder for kvinderne.
Ved den venstre langvæg står kongsstolen nogle trin over gulvet; midt
på den modsatte væg stor indgangsdør. Bannere, mærker, skjolde og
våben samt brogede tepper hænger ned fra vægstolperne og fra det ud-
skårne træloft. Rundtom i hallen står drikkeborde med kander, horn
og bægre.)
væggen. Langsmed denne er en forhøjning med sæder for kvinderne.
Ved den venstre langvæg står kongsstolen nogle trin over gulvet; midt
på den modsatte væg stor indgangsdør. Bannere, mærker, skjolde og
våben samt brogede tepper hænger ned fra vægstolperne og fra det ud-
skårne træloft. Rundtom i hallen står drikkeborde med kander, horn
og bægre.)
(Kong Håkon sidder på forhøjningen hos Margrete, Sigrid,
Fru Ragnhild og mange fornemme kvinder. Ivar Bodde står bag
kongens stol. Om drikkebordene er kongens og jarlens mænd samt gæster
bænkede. Ved det fremste bord tilhøjre sidder blandt andre Dagfinn
Bonde, Gregorius Jonssøn og Pål Flida. Skule jarl og bisp
Nikolas spiller bretspil ved et bord tilvenstre. Jarlens husfolk går fra
og til og bærer drikkesager frem. Fra en tilstødende stue høres musik
under de følgende optrin.)
Fru Ragnhild og mange fornemme kvinder. Ivar Bodde står bag
kongens stol. Om drikkebordene er kongens og jarlens mænd samt gæster
bænkede. Ved det fremste bord tilhøjre sidder blandt andre Dagfinn
Bonde, Gregorius Jonssøn og Pål Flida. Skule jarl og bisp
Nikolas spiller bretspil ved et bord tilvenstre. Jarlens husfolk går fra
og til og bærer drikkesager frem. Fra en tilstødende stue høres musik
under de følgende optrin.)
Dagfinn Bonde.
Nu lider det alt på femte dagen, og endda er
madsvendene lige rappe til at sætte de fyldte krus
frem.
madsvendene lige rappe til at sætte de fyldte krus
frem.
Pål Flida.
Det var aldrig jarlens vis at svelte sine gæster.
Dagfinn Bonde.
Nej, det ser slig ud. Så gildt et kongsbryllup
har ikke været spurgt i Norge før.
har ikke været spurgt i Norge før.
s. 37
Pål Flida.
Skule jarl har heller ikke giftet bort nogen
datter før.
datter før.
Dagfinn Bonde.
Sandt nok; jarlen er en mægtig mand.
En hirdmand.
Sidder inde med tredjedelen af riget. Det er
mere, end nogen jarl havde før i tiden.
mere, end nogen jarl havde før i tiden.
Pål Flida.
Kongens del er dog større.
Dagfinn Bonde.
Det snakker vi ikke om her; nu er vi venner
og vel forligte. (drikker Pål til.) Lad så kongen være
konge og jarlen jarl.
og vel forligte. (drikker Pål til.) Lad så kongen være
konge og jarlen jarl.
Pål Flida
(ler).
(ler).
Grejdt høres det på dig, at du er kongsmand.
Dagfinn Bonde.
Det pligter også jarlsmændene at være.
Pål Flida.
Aldrig det. Vi har svoret jarlen ed, men
ikke kongen.
ikke kongen.
Dagfinn Bonde.
Det kan ske endnu.
Bisp Nikolas
(dæmpet til jarlen under spillet).
(dæmpet til jarlen under spillet).
Hører I, hvad Dagfinn Bonde siger?
Skule jarl
(uden at se op).
(uden at se op).
Jeg hører nok.
s. 38
Gregorius Jonssøn
(ser visst på Dagfinn).
(ser visst på Dagfinn).
Tænker kongen på sligt?
Dagfinn Bonde.
Nå nå, – lad fare; – ingen splid idag.
Bisp Nikolas.
Kongen vil tage eders mænd i ed, jarl.
Gregorius Jonssøn
(stærkere).
(stærkere).
Tænker kongen på sligt, spørger jeg?
Dagfinn Bonde.
Jeg svarer ikke. Lad os drikke på fred og
venskab mellem kongen og jarlen. Øllet er godt.
venskab mellem kongen og jarlen. Øllet er godt.
Pål Flida.
Det har også fået god tid til at ligge.
Gregorius Jonssøn.
Tre gange har jarlen beredt bryllupet, tre
gange lovede kongen at komme, – tre gange
svigtede han.
gange lovede kongen at komme, – tre gange
svigtede han.
Dagfinn Bonde.
Last jarlen for det; han gav os fuldt op at
tage vare i viken.
tage vare i viken.
Pål Flida.
Sigurd Ribbung gav jer nok mere at tage vare
i Vermeland, efter hvad der siges.
i Vermeland, efter hvad der siges.
Dagfinn Bonde
(opfarende).
(opfarende).
Ja, hvem var det, som slap Sigurd Ribbung løs?
Gregorius Jonssøn.
Sigurd Ribbung rømte fra os i Nidaros, det
er vitterligt for alle.
er vitterligt for alle.
s. 39
Dagfinn Bonde.
Men det er ikke vitterligt for nogen, at I
hindrede ham.
hindrede ham.
Bisp Nikolas
(til jarlen, der betænker sig på et træk).
(til jarlen, der betænker sig på et træk).
Hører I, jarl, – det var jer, som slap Sigurd
Ribbung.
Ribbung.
Skule jarl
(trækker).
(trækker).
Den vise er gammel.
Gregorius Jonssøn
(til Dagfinn).
(til Dagfinn).
Jeg tænkte dog, du havde hørt om Islændingen,
Andres Torsteinssøn, Sigurd Ribbungs ven –
Andres Torsteinssøn, Sigurd Ribbungs ven –
Dagfinn Bonde.
Ja; da Sigurd var rømt, hængte I Islændingen,
det ved jeg.
det ved jeg.
Bisp Nikolas
(trækker og siger leende til jarlen).
(trækker og siger leende til jarlen).
Nu slår jeg bonden, herre jarl.
Skule jarl
(lydt).
(lydt).
Slå ham; en bonde gælder ikke stort.
(flytter en brikke.)
(flytter en brikke.)
Dagfinn Bonde.
Nej, det fik Islændingen sande, den tid Sigurd
Ribbung rømte til Vermeland.
Ribbung rømte til Vermeland.
(Undertrykt latter mellem kongsmændene; samtalen fortsættes dæmpet;
straks efter kommer en mand ind og hvisker til Gregorius Jonssøn.)
straks efter kommer en mand ind og hvisker til Gregorius Jonssøn.)
Bisp Nikolas.
Og så trækker jeg hid; og så har I tabt.
Skule jarl.
Det lader så.
s. 40
Bisp Nikolas
(lægger sig tilbage i stolen).
(lægger sig tilbage i stolen).
I værgede ikke godt om kongen på det sidste.
Skule jarl
(stryger brikkerne overende og rejser sig).
(stryger brikkerne overende og rejser sig).
Jeg er længesiden træt af at være kongsværge.
Gregorius Jonssøn
(nærmer sig og siger dæmpet).
(nærmer sig og siger dæmpet).
Herre jarl, Jostein Tamb lader melde, at nu
ligger skibet klar til at gå under sejl.
ligger skibet klar til at gå under sejl.
Skule jarl
(sagte).
(sagte).
Godt. (tager et forseglet pergament frem.) Her er brevet.
Gregorius Jonssøn
(ryster på hovedet).
(ryster på hovedet).
Jarl, jarl, – er det rådeligt?
Skule jarl.
Hvilket?
Gregorius Jonssøn.
Kongens segl er for.
Skule jarl.
Det er til kongens bedste jeg handler.
Gregorius Jonssøn.
Så lad kongen selv vise tilbudet fra sig.
Skule jarl.
Det gør han ikke, om han får råde. Al hans
hug og tanke er rettet på at kue Ribbungerne,
derfor vil han sikre sig på andre kanter.
hug og tanke er rettet på at kue Ribbungerne,
derfor vil han sikre sig på andre kanter.
Gregorius Jonssøn.
Klogt kan det være, det, som I her gør, –
men det er farligt.
men det er farligt.
s. 41
Skule jarl.
Lad mig om det. Bring brevet, og sig Jostein
at han sejler straks.
at han sejler straks.
Gregorius Jonssøn.
Det skal ske, som I byder.
(går ud til højre og kommer ind igen om lidt.)
(går ud til højre og kommer ind igen om lidt.)
Bisp Nikolas
(til jarlen).
(til jarlen).
I har mangt at skøtte, lader det til.
Skule jarl.
Men liden tak for det.
Bisp Nikolas.
Kongen har rejst sig.
(Håkon kommer nedover; alle mænd står op fra bordene.)
Håkon
(til bispen).
(til bispen).
Højlig må det glæde os, hvor frisk og stærk
I har holdt ud i alle disse lystige dage.
I har holdt ud i alle disse lystige dage.
Bisp Nikolas.
Det blaffrer op engang imellem, herre konge;
men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget syg
hele vinteren udover.
men længe varer det nok ikke. Jeg har ligget syg
hele vinteren udover.
Håkon.
Ja, ja, – I har levet et stærkt liv, rigt på
mangen rygtbar gerning.
mangen rygtbar gerning.
Bisp Nikolas
(ryster på hovedet).
(ryster på hovedet).
Å, der er måde med det; jeg har mangt ugjort
endnu. Den som vidste, om en fik tid til det alt-
sammen.
endnu. Den som vidste, om en fik tid til det alt-
sammen.
s. 42
Håkon.
De levende får tage arv efter dem, som går
bort, ærværdige herre; alle vil vi jo det bedste for
land og folk. (vender sig til jarlen.) Et undrer mig
højlig; ingen af vore sysselmænd på Hålogaland
er mødt frem til bryllupet.
bort, ærværdige herre; alle vil vi jo det bedste for
land og folk. (vender sig til jarlen.) Et undrer mig
højlig; ingen af vore sysselmænd på Hålogaland
er mødt frem til bryllupet.
Skule jarl.
Sandt nok; Andres Skjaldarband havde jeg så
sikkert ventet.
sikkert ventet.
Håkon
(smilende).
(smilende).
Og Vegard Væradal også.
Skule jarl.
Også Vegard, ja.
Håkon
(spogende).
(spogende).
Og jeg håber, I havde taget bedre imod min
gamle ven nu, end for syv år siden på Oslo
brygge, da I stak ham i kinden, så sværdet skar
sig selv ud.
gamle ven nu, end for syv år siden på Oslo
brygge, da I stak ham i kinden, så sværdet skar
sig selv ud.
Skule jarl
(ler tvungent).
(ler tvungent).
Ja dengang Gunnulf, eders morbroder, hug
højre hånd af Sira Eiliv, min bedste ven og råd-
giver.
højre hånd af Sira Eiliv, min bedste ven og råd-
giver.
Bisp Nikolas
(muntert).
(muntert).
Og da Dagfinn Bonde og hirdmændene satte
stærk nattevagt på kongsskibet, og sagde, at kongen
var utryg i jarlens værge!
stærk nattevagt på kongsskibet, og sagde, at kongen
var utryg i jarlens værge!
s. 43
Håkon
(alvorligt).
(alvorligt).
De dage er gamle og glemte.
Dagfinn Bonde
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Nu kan der blæses til våbenlegen nede på
volden, hvis det lyster eder, herre.
volden, hvis det lyster eder, herre.
Håkon.
Godt. Idag vil vi tage al glæde med; imorgen
får vi begynde igen at tænke på Ribbungerne og
Orknøjarlen.
får vi begynde igen at tænke på Ribbungerne og
Orknøjarlen.
Bisp Nikolas.
Ja, han nægter jo at svare skatten?
Håkon.
Havde jeg Ribbungerne vel fra halsen, så foer
jeg selv vestover.
jeg selv vestover.
(Håkon går op mod forhøjningen, rækker Margrete hånden og fører
hende ud til højre; lidt efter lidt følger de øvrige efter.)
hende ud til højre; lidt efter lidt følger de øvrige efter.)
Bisp Nikolas
(til Ivar Bodde).
(til Ivar Bodde).
Hør lidt her. Hvem er den mand, som heder
Jostein Tamb?
Jostein Tamb?
Ivar Bodde.
Her er en farmand fra Orknø, som heder slig.
Bisp Nikolas.
Fra Orknø? Ja så. Og nu sejler han hjem?
Ivar Bodde.
Ja, han gør nok det.
Bisp Nikolas
(sagtere).
(sagtere).
Med dyr ladning, Ivar Bodde!
s. 44
Ivar Bodde.
Korn og klæde, tror jeg.
Bisp Nikolas.
Og et brev fra Skule jarl.
Ivar Bodde
(studser).
(studser).
Til hvem?
Bisp Nikolas.
Ved ikke; – der var kongssegl for –
Ivar Bodde
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Herre bisp, – er det som I siger?
Bisp Nikolas.
Hys, bland ikke mig op i den sag. (fjerner sig.)
Ivar Bodde.
Da må jeg straks –! Dagfinn Bonde! Dagfinn,
Dagfinn –! (trænger sig gennem mængden ved udgangsdøren.)
Dagfinn –! (trænger sig gennem mængden ved udgangsdøren.)
Bisp Nikolas
(deltagende til Gregorius Jonssøn).
(deltagende til Gregorius Jonssøn).
Ingen dag uden en eller anden fanger ulempe
på gods og frihed!
på gods og frihed!
Gregorius Jonssøn.
Hvem gælder det nu?
Bisp Nikolas.
En stakkels farmand, – Jostein Tamb synes
jeg de kaldte ham.
jeg de kaldte ham.
Gregorius Jonssøn.
Jostein –?
Bisp Nikolas.
Dagfinn Bonde vil nægte ham at sejle.
s. 45
Gregorius Jonssøn.
Vil Dagfinn nægte ham, siger I?
Bisp Nikolas.
Ret nu gik han.
Gregorius Jonssøn.
Tilgiv, herre, jeg må skynde mig –
Bisp Nikolas.
Ja, gør det, gode lendermand; – Dagfinn
Bonde er så ilsindet.
Bonde er så ilsindet.
(Gregorius Jonssøn iler ud til højre blandt resten af de tilstede-
værende; kun Skule jarl og bisp Nikolas bliver tilbage i hallen.)
værende; kun Skule jarl og bisp Nikolas bliver tilbage i hallen.)
Skule jarl
(går tankefuld op og ned; pludselig er det ligesom han vågner;
han ser sig om og siger):
(går tankefuld op og ned; pludselig er det ligesom han vågner;
han ser sig om og siger):
Hvor stilt her blev med engang.
Bisp Nikolas.
Kongen gik.
Skule jarl.
Og alle mænd fulgte ham efter.
Bisp Nikolas.
Alle, undtagen vi.
Skule jarl.
Det er noget stort, det, at være konge.
Bisp Nikolas
(forsigtig).
(forsigtig).
Gad I prøve det, jarl?
Skule jarl
(smiler alvorligt).
(smiler alvorligt).
Jeg har prøvet det; hver søvnsvanger nat er
jeg konge i Norge.
jeg konge i Norge.
s. 46
Bisp Nikolas.
Drømme varsler.
Skule jarl.
De frister også.
Bisp Nikolas.
Neppe jer. Før i tiden, det kan jeg skønne;
– men nu, da I har tredjedelen af riget, råder
som første mand i landet og er dronningens fader –
– men nu, da I har tredjedelen af riget, råder
som første mand i landet og er dronningens fader –
Skule jarl.
Mest nu, – mest nu.
Bisp Nikolas.
Dølg intet! Skrift; thi I bærer visselig på en
stor kval.
stor kval.
Skule jarl.
Mest nu, som jeg siger. Det er den store
forbandelse, som ligger over alt mit liv, dette, at
stå det højeste så nær – bare et slug imellem –
et spring over, – på den anden side er kongsnavn
og purpurkåbe og trone og magt og alt; daglig har
jeg det for øje – men vinder aldrig over.
forbandelse, som ligger over alt mit liv, dette, at
stå det højeste så nær – bare et slug imellem –
et spring over, – på den anden side er kongsnavn
og purpurkåbe og trone og magt og alt; daglig har
jeg det for øje – men vinder aldrig over.
Bisp Nikolas.
Sandt, sandt, jarl.
Skule jarl.
Da de tog Guthorm Sigurdssøn til konge, stod
jeg i min ungdoms fuldeste kraft; da var det som
det skreg lydt i mig: væk med barnet, – jeg er
den voksne, stærke mand! – men Guthorm var
kongssøn; der lå et slug mellem mig og tronen.
jeg i min ungdoms fuldeste kraft; da var det som
det skreg lydt i mig: væk med barnet, – jeg er
den voksne, stærke mand! – men Guthorm var
kongssøn; der lå et slug mellem mig og tronen.
s. 47
Bisp Nikolas.
Og I vovede ikke –
Skule jarl.
Så blev Erling Stejnvæg hyldet af Slittun-
gerne. Da skreg det i mig igen: Skule er en
større høvding end Erling Stejnvæg! Men jeg
måtte brudt med Birkebejnerne, – det var sluget
dengang.
gerne. Da skreg det i mig igen: Skule er en
større høvding end Erling Stejnvæg! Men jeg
måtte brudt med Birkebejnerne, – det var sluget
dengang.
Bisp Nikolas.
Og Erling blev konge for Slittungerne, og for
Ribbungerne siden, og I ventede!
Ribbungerne siden, og I ventede!
Skule jarl.
Jeg ventede på Guthorms død.
Bisp Nikolas.
Og Guthorm døde, og Inge Bårdssøn, eders
broder, blev konge.
broder, blev konge.
Skule jarl.
Så ventede jeg på min broders død. Han var
syg fra første færd af; hver morgen, når vi mødtes
i den hellige messe, sad jeg og skottede efter, om
ikke sotten tog til. Hvert drag af smerte, som
strøg over hans ansigt, var mig som et vindpust i
sejlet og bar mig nærmere mod tronen. Hvert
suk, han lettede sin ve og vånde i, lød for mig,
som horn og lur langt bortunder liderne, som
sendebud, der kom langvejs fra for at melde, at
nu fik jeg snart tage rigsstyret. Slig rykkede jeg
hver kærlig brodertanke op med rod og trevler;
og Inge døde og Håkon kom, – og Birkebejnerne
tog ham til konge.
syg fra første færd af; hver morgen, når vi mødtes
i den hellige messe, sad jeg og skottede efter, om
ikke sotten tog til. Hvert drag af smerte, som
strøg over hans ansigt, var mig som et vindpust i
sejlet og bar mig nærmere mod tronen. Hvert
suk, han lettede sin ve og vånde i, lød for mig,
som horn og lur langt bortunder liderne, som
sendebud, der kom langvejs fra for at melde, at
nu fik jeg snart tage rigsstyret. Slig rykkede jeg
hver kærlig brodertanke op med rod og trevler;
og Inge døde og Håkon kom, – og Birkebejnerne
tog ham til konge.
s. 48
Bisp Nikolas.
Og I ventede.
Skule jarl.
Mig tykkedes der måtte komme hjælp ovenfra.
Jeg kendte kongskraften i mig, og jeg ældedes;
hver dag, der gik, var en dag, som toges bort fra
min livsgerning. Hver kveld tænkte jeg: imorgen
sker der et jertegn, som fælder ham og sætter mig
på det tomme sæde.
Jeg kendte kongskraften i mig, og jeg ældedes;
hver dag, der gik, var en dag, som toges bort fra
min livsgerning. Hver kveld tænkte jeg: imorgen
sker der et jertegn, som fælder ham og sætter mig
på det tomme sæde.
Bisp Nikolas.
Ringe var Håkons magt dengang; han var
kun et barn; det galdt ikke andet, end et skridt
af eder, men I tog det ikke.
kun et barn; det galdt ikke andet, end et skridt
af eder, men I tog det ikke.
Skule jarl.
Det skridt var svært at tage; det havde skilt
mig fra al min slægt og fra alle venner.
mig fra al min slægt og fra alle venner.
Bisp Nikolas.
Ja, der er sagen, Skule jarl, – der er for-
bandelsen, som har ligget over eders liv. I vil
vide hver vej åben i nødsfald, – I vover ikke at
bryde alle broer af og kun beholde en igen, værge
den alene, og sejre eller falde der. I stiller snarer
for eders uven, I bygger fælde for hans fod og
hænger hvasse sverd over hans hoved, I strør gift
i alle fade og I har hundrede garn ude; men vil
han ind i et af dem, så vover I ikke at trække i
tråden; griber han efter giften, så tykkes det jer
tryggere at han falder for sverd; er han ved at
lade sig fange om morgenen, så finder I det bedre,
at det sker ved kveldstid.
bandelsen, som har ligget over eders liv. I vil
vide hver vej åben i nødsfald, – I vover ikke at
bryde alle broer af og kun beholde en igen, værge
den alene, og sejre eller falde der. I stiller snarer
for eders uven, I bygger fælde for hans fod og
hænger hvasse sverd over hans hoved, I strør gift
i alle fade og I har hundrede garn ude; men vil
han ind i et af dem, så vover I ikke at trække i
tråden; griber han efter giften, så tykkes det jer
tryggere at han falder for sverd; er han ved at
lade sig fange om morgenen, så finder I det bedre,
at det sker ved kveldstid.
s. 49
Skule jarl
(ser alvorligt på ham).
(ser alvorligt på ham).
Og hvad vilde I gøre, herre bisp?
Bisp Nikolas.
Tal ikke om mig; min gerning er at tømre
kongsstolene i dette land, ikke at sidde deroppe og
styre folk og rige.
kongsstolene i dette land, ikke at sidde deroppe og
styre folk og rige.
Skule jarl
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Svar mig på et, ærværdige herre; men svar
mig med al sandhed. Hvorfor går Håkon så
uryggelig frem på den lige vej? Han er ikke kløg-
tigere end I, ikke djærvere end jeg.
mig med al sandhed. Hvorfor går Håkon så
uryggelig frem på den lige vej? Han er ikke kløg-
tigere end I, ikke djærvere end jeg.
Bisp Nikolas.
Hvem gør den største gerning i verden?
Skule jarl.
Det gør den største mand.
Bisp Nikolas.
Men hvem er den største mand?
Skule jarl.
Den modigste.
Bisp Nikolas.
Så siger høvdingen. En prest vilde sige, det
er den mest troende, – en vismand, at det er den
kyndigste. Men det er ingen af dem, jarl. Den
lykkeligste mand er den største mand. Den
lykkeligste er det, som gør de største gerninger,
han, hvem tidens krav kommer over ligesom i
brynde, avler tanker, dem han ikke selv fatter, og
som peger for ham på den vej, han ikke selv ved
hvor bær hen, men som han dog går og må gå,
til han hører folket skrige i glæde, og han ser sig
om med spilte øjne og undrer sig og skønner, at
han har gjort et storværk.
er den mest troende, – en vismand, at det er den
kyndigste. Men det er ingen af dem, jarl. Den
lykkeligste mand er den største mand. Den
lykkeligste er det, som gør de største gerninger,
han, hvem tidens krav kommer over ligesom i
brynde, avler tanker, dem han ikke selv fatter, og
som peger for ham på den vej, han ikke selv ved
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
4
s. 50
hvor bær hen, men som han dog går og må gå,
til han hører folket skrige i glæde, og han ser sig
om med spilte øjne og undrer sig og skønner, at
han har gjort et storværk.
Skule jarl.
Ja, der er dette uryggelig sikre ved Håkon.
Bisp Nikolas.
Det er det, som Romerne kaldte ingenium. –
Jeg er ikke stiv i latinen forresten; men det kaldtes
ingenium.
Jeg er ikke stiv i latinen forresten; men det kaldtes
ingenium.
Skule jarl
(først tankefuld, siden i stigende bevægelse).
(først tankefuld, siden i stigende bevægelse).
Håkon skulde være skabt af et andet stof end
jeg? Være af de lykkelige? – Ja, trives ikke alting
for ham? Føjer ikke alting sig til det bedste, når
det gælder ham? Selve bonden mærker det; han
siger, at træerne bær togange frugt, og fuglene
ruger æg togange hver sommer, mens Håkon er
konge. Vermelandsbygden, som han brændte og
hærgede, den står og lyser med tømrede huse igen,
og alle akre svinger tungt for vinden. Det er som
blodet og asken gødsler, der Håkon farer frem i
hærfærd; det er som Herren dækker over med
grøde, hvad Håkon tramper ned; det er som de
hellige magter skynder sig at slette ud, hver skyld
efter ham. Og hvor let gik han ikke til at blive
konge! Han trængte til at Inge skulde dø tidligt,
og Inge døde; han trængte til værn og værge, og
hans mænd værnede og værgede ham; han trængte
til jernbyrd, og hans moder kom og bar den
for ham.
jeg? Være af de lykkelige? – Ja, trives ikke alting
for ham? Føjer ikke alting sig til det bedste, når
det gælder ham? Selve bonden mærker det; han
siger, at træerne bær togange frugt, og fuglene
ruger æg togange hver sommer, mens Håkon er
konge. Vermelandsbygden, som han brændte og
hærgede, den står og lyser med tømrede huse igen,
og alle akre svinger tungt for vinden. Det er som
blodet og asken gødsler, der Håkon farer frem i
hærfærd; det er som Herren dækker over med
grøde, hvad Håkon tramper ned; det er som de
hellige magter skynder sig at slette ud, hver skyld
efter ham. Og hvor let gik han ikke til at blive
konge! Han trængte til at Inge skulde dø tidligt,
og Inge døde; han trængte til værn og værge, og
hans mænd værnede og værgede ham; han trængte
til jernbyrd, og hans moder kom og bar den
for ham.
s. 51
Bisp Nikolas
(i uvilkårligt udbrud).
(i uvilkårligt udbrud).
Men vi – vi to –!
Skule jarl.
Vi?
Bisp Nikolas.
Ja I – I da!
Skule jarl.
Håkon har retten, bisp.
Bisp Nikolas.
Han har retten, fordi han er den lykkelige; –
den største lykke er den, at have retten. Men
med hvilken ret fik Håkon retten og ikke I?
den største lykke er den, at have retten. Men
med hvilken ret fik Håkon retten og ikke I?
Skule jarl
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Der er ting, som jeg vil bede Gud frelse mig
fra at tænke på.
fra at tænke på.
Bisp Nikolas.
Så I aldrig et gammelt billede i Nidaros krist-
kirke? Det viser syndfloden, som vokser og højner
sig op over alle berge, så der kun er en eneste
tind igen. Opover der klyver en hel slægt, fader
og moder og søn og søns hustru og børn; – og
sønnen river faderen ned i vandflommen for at
vinde bedre fæste, og han vil rive moderen med,
og hustru og alle børn, for at vinde op til toppen
selv; – thi deroppe er en fodsbred land, der kan
han holde sig en time. – Det, jarl, det er vis-
dommens saga og hver vismands saga.
kirke? Det viser syndfloden, som vokser og højner
sig op over alle berge, så der kun er en eneste
tind igen. Opover der klyver en hel slægt, fader
og moder og søn og søns hustru og børn; – og
sønnen river faderen ned i vandflommen for at
vinde bedre fæste, og han vil rive moderen med,
og hustru og alle børn, for at vinde op til toppen
selv; – thi deroppe er en fodsbred land, der kan
han holde sig en time. – Det, jarl, det er vis-
dommens saga og hver vismands saga.
4*
s. 52
Skule jarl.
Men retten!
Bisp Nikolas.
Sønnen havde retten. Han havde styrke og
lyst til livet; – føj din lyst og brug din evne,
den ret har hvermand.
lyst til livet; – føj din lyst og brug din evne,
den ret har hvermand.
Skule jarl.
Til det, som godt er, ja.
Bisp Nikolas.
Leg og spil med ord! Der gives ikke godt og
ondt, ikke op og ned, ikke højt og lavt. Slige ord
må I glemme, ellers gør I aldrig det sidste skridt,
sætter aldrig over sluget. (dæmpet og indtrængende.) I skal
ikke hade flok eller sag, fordi flokken eller sagen
vil dette og ikke hint; men I skal hade hver
mand i flokken, fordi han er eder imod, og I skal
hade hver den, som står rundt om en sag, fordi
sagen ikke fremmer eders vilje. Alt det, som I
kan bruge, det er godt, – alt det, som lægger
bråte på eders vej, det er ondt.
ondt, ikke op og ned, ikke højt og lavt. Slige ord
må I glemme, ellers gør I aldrig det sidste skridt,
sætter aldrig over sluget. (dæmpet og indtrængende.) I skal
ikke hade flok eller sag, fordi flokken eller sagen
vil dette og ikke hint; men I skal hade hver
mand i flokken, fordi han er eder imod, og I skal
hade hver den, som står rundt om en sag, fordi
sagen ikke fremmer eders vilje. Alt det, som I
kan bruge, det er godt, – alt det, som lægger
bråte på eders vej, det er ondt.
Skule jarl
(ser grublende frem for sig).
(ser grublende frem for sig).
Hvad har ikke jeg kostet på den kongsstol,
som jeg dog ikke rak op til; – og hvad har
Håkon kostet på den, han, som nu sidder der så
tryg! Jeg var ung og slap min fagre lønlige kær-
lighed, for at gifte mig ind i en mægtig æt. Jeg
bad til de hellige, at der måtte skænkes mig en
søn, – jeg fik kun døtre.
som jeg dog ikke rak op til; – og hvad har
Håkon kostet på den, han, som nu sidder der så
tryg! Jeg var ung og slap min fagre lønlige kær-
lighed, for at gifte mig ind i en mægtig æt. Jeg
bad til de hellige, at der måtte skænkes mig en
søn, – jeg fik kun døtre.
s. 53
Bisp Nikolas.
Håkon får sønner, jarl, – se til!
Skule jarl
(går over mod vinduet tilhøjre).
(går over mod vinduet tilhøjre).
Ja, – alt føjer sig for Håkon.
Bisp Nikolas
(følger efter ham).
(følger efter ham).
Og I, I vil lade jer jage fredløs fra lykken
alt eders liv igennem! Er I da blind? Ser I ikke,
at det er en stærkere magt end Birkebejnerflokken,
som står bagved Håkon og fremmer al hans ger-
ning? Han får hjælpen deroppefra, fra dem –
dem, som står eder imod, – fra dem, som var
eders avindsmænd fra fødselen af! Og for disse
avindsmænd bøjer I eder! Rejs jer, mand; skyd
ryg! Hvad fik I ellers eders ubændige sjæl til?
Kom ihug, at det første storværk i verden blev
øvet af en, som rejste sig mod et stærkt rige!
alt eders liv igennem! Er I da blind? Ser I ikke,
at det er en stærkere magt end Birkebejnerflokken,
som står bagved Håkon og fremmer al hans ger-
ning? Han får hjælpen deroppefra, fra dem –
dem, som står eder imod, – fra dem, som var
eders avindsmænd fra fødselen af! Og for disse
avindsmænd bøjer I eder! Rejs jer, mand; skyd
ryg! Hvad fik I ellers eders ubændige sjæl til?
Kom ihug, at det første storværk i verden blev
øvet af en, som rejste sig mod et stærkt rige!
Skule jarl.
Hvem?
Bisp Nikolas.
Engelen, som rejste sig mod lyset!
Skule jarl.
Og som blev slængt i afgrundens gab –
Bisp Nikolas
(vildt).
(vildt).
Og skabte et rige der, og blev konge, en mæg-
tig konge, – mægtigere end nogen af de titusende –
jarler deroppe! (synker ned på bænken ved drikkebordet )
tig konge, – mægtigere end nogen af de titusende –
jarler deroppe! (synker ned på bænken ved drikkebordet )
s. 54
Skule jarl
(ser længe på ham og siger):
(ser længe på ham og siger):
Bisp Nikolas, er I noget mere eller noget
mindre end et menneske?
mindre end et menneske?
Bisp Nikolas
(smiler).
(smiler).
Jeg er i uskyldighedsstand: jeg kender ikke
forskel mellem godt og ondt.
forskel mellem godt og ondt.
Skule jarl
(halvt til sig selv).
(halvt til sig selv).
Hvorfor satte de mig ind i verden, når de
ikke vilde stelle det bedre for mig? Håkon har så
fast og uryggelig en tro på sig selv, – alle hans
mænd har så fast og uryggelig en tro på ham –
ikke vilde stelle det bedre for mig? Håkon har så
fast og uryggelig en tro på sig selv, – alle hans
mænd har så fast og uryggelig en tro på ham –
Bisp Nikolas.
Dølg, at I ikke har slig tro på eder selv! Tal,
som om I havde den; sværg højt og dyrt på, at
I har den, – og alle vil tro på jer.
som om I havde den; sværg højt og dyrt på, at
I har den, – og alle vil tro på jer.
Skule jarl.
Havde jeg en søn! Havde jeg en søn, som
kunde tage al den store arv efter mig!
kunde tage al den store arv efter mig!
Bisp Nikolas
(livfuldt).
(livfuldt).
Jarl – hvis I havde en søn?
Skule jarl
Jeg har ingen.
Bisp Nikolas.
Håkon får sønner.
Skule jarl
(knuger hænderne).
(knuger hænderne).
Og er kongefødt!
s. 55
Bisp Nikolas
(rejser sig).
(rejser sig).
Jarl, – hvis han ikke var det?
Skule jarl.
Han har jo godtgjort det; jernbyrden –
Bisp Nikolas.
Og hvis han ikke var det – trods jernbyrden?
Skule jarl.
Vil I sige, at Gud løj, da han lod jernbyrden
lykkes?
lykkes?
Bisp Nikolas.
Hvad var det Inga fra Vartejg trøstede sig til
at æske Gudsdom for?
at æske Gudsdom for?
Skule jarl.
At det barn, hun fødte øster i Borgasyssel,
var Håkon Sverressøns søn.
var Håkon Sverressøns søn.
Bisp Nikolas
(nikker, ser sig om og siger sagte):
(nikker, ser sig om og siger sagte):
Og hvis nu kong Håkon ikke var dette barn?
Skule jarl
(farer et skridt tilbage).
(farer et skridt tilbage).
Almægtige –! (fatter sig.) Det er utænkeligt.
Bisp Nikolas.
Hør mig, jarl. Jeg er seks og syvti år; det
tar til at bære brat nedover bakke nu, og denne
sag drister jeg mig ikke til at tage med derover –
tar til at bære brat nedover bakke nu, og denne
sag drister jeg mig ikke til at tage med derover –
Skule jarl.
Tal, tal! Er han ikke Håkon Sverressøns søn?
s. 56
Bisp Nikolas.
Hør mig. Det gjordes ikke vitterligt for
nogen, den tid Inga var med barn. Håkon
Sverressøn var nylig død, og sagtens frygtede hun
for Inge Bårdssøn, som da var konge, og for
eder, – nå ja, for Baglerne med, kan jeg tænke.
Hun fødte lønligt i Trond prests hus, øster i
Heggen herred, og ni dage efter rejste hun hjem;
men kongsbarnet blev et helt år hos presten, uden
at hun turde se til det, og uden at nogen vidste
det, undtagen Trond og hans to sønner.
nogen, den tid Inga var med barn. Håkon
Sverressøn var nylig død, og sagtens frygtede hun
for Inge Bårdssøn, som da var konge, og for
eder, – nå ja, for Baglerne med, kan jeg tænke.
Hun fødte lønligt i Trond prests hus, øster i
Heggen herred, og ni dage efter rejste hun hjem;
men kongsbarnet blev et helt år hos presten, uden
at hun turde se til det, og uden at nogen vidste
det, undtagen Trond og hans to sønner.
Skule jarl.
Ja, ja, – og så?
Bisp Nikolas.
Da barnet var årsgammelt kunde det ikke godt
dølges længere. Inga røbede da sagen for Erlend
af Huseby, – en gammel Birkebejner fra Sverres
tider – ved I.
dølges længere. Inga røbede da sagen for Erlend
af Huseby, – en gammel Birkebejner fra Sverres
tider – ved I.
Skule jarl.
Nu?
Bisp Nikolas.
Han og andre høvdinger fra Oplandene tog
barnet, rejste midtvinters over fjeldet med det, og
bragte det til kongen, som den tid sad i Nidaros.
barnet, rejste midtvinters over fjeldet med det, og
bragte det til kongen, som den tid sad i Nidaros.
Skule jarl.
Og endda kan I sige, at –?
Bisp Nikolas.
Stor fare kan I vel skønne det måtte være for
en ringe prest at fostre et kongsbarn. Straks
barnet var født, skriftede han derfor for en af sine
overmænd i kirken og spurgte om hans råd. Denne
hans overmand bød da Trond lønligt at forbytte
barnet, sende den rette kongssøn til et trygt sted
og give Inga den urette, om hun eller Birkebej-
nerne siden krævede kongssønnen.
en ringe prest at fostre et kongsbarn. Straks
barnet var født, skriftede han derfor for en af sine
s. 57
overmænd i kirken og spurgte om hans råd. Denne
hans overmand bød da Trond lønligt at forbytte
barnet, sende den rette kongssøn til et trygt sted
og give Inga den urette, om hun eller Birkebej-
nerne siden krævede kongssønnen.
Skule jarl
(oprørt).
(oprørt).
Og hvem var den hund, som rådede til sligt?
Bisp Nikolas.
Det var mig.
Skule jarl.
I? Ja, I har altid hadet Sverres æt.
Bisp Nikolas.
Utrygt tyktes det mig for kongssønnen at
komme i eders hænder.
komme i eders hænder.
Skule jarl.
Men presten?
Bisp Nikolas.
Lovede at gøre, som jeg bød.
Skule jarl
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Og Håkon er den urette?
Bisp Nikolas.
Hvis presten har holdt sit løfte.
Skule jarl.
Hvis han har holdt det?
Bisp Nikolas.
Trond prest rejste fra landet samme vinter
barnet kom til kong Inge. Han foer til Thomas
Becketts grav, og blev siden i England til han døde.
barnet kom til kong Inge. Han foer til Thomas
Becketts grav, og blev siden i England til han døde.
s. 58
Skule jarl.
Han rejste fra landet, siger I! Da har han
forbyttet barnet og frygtet hævn af Birkebejnerne.
forbyttet barnet og frygtet hævn af Birkebejnerne.
Bisp Nikolas.
Eller han har ikke forbyttet det, og frygtet
hævn af mig.
hævn af mig.
Skule jarl.
Hvilken af delene tror I?
Bisp Nikolas.
Begge dele er lige trolige.
Skule jarl.
Men prestesønnerne, som I nævnte?
Bisp Nikolas.
De gik med korsfarerne til det hellige land.
Skule jarl.
Og ingen har spurgt til dem siden?
Bisp Nikolas.
Jo.
Skule jarl.
Hvor er de?
Bisp Nikolas.
De druknede i Grækerhavet på udrejsen.
Skule jarl.
Og Inga –?
Bisp Nikolas.
Ved intet, hverken om prestens skrifte eller
om mit råd.
om mit råd.
Skule jarl.
Hendes barn var kun ni dage, da hun rejste,
sagde I?
sagde I?
s. 59
Bisp Nikolas.
Ja; og det barn, hun så igen, var over års-
gammelt –
gammelt –
Skule jarl.
Så er der ingen i verden, som kan lyse op
her! (går nogle gange stærkt op og ned.) Almægtige Gud,
kan dette være sandhed? Håkon – kongen –
han, som styrer over alt land og rige, han skulde
ikke være den odelsbårne! – Og hvorfor er det
ikke rimeligt nok? Har ikke alt held vidunderligt
fulgt ham, – hvorfor da ikke også det, at tages
som barn ud af en fattig kotkarls hus og lægges i
kongsbarnets vugge –
her! (går nogle gange stærkt op og ned.) Almægtige Gud,
kan dette være sandhed? Håkon – kongen –
han, som styrer over alt land og rige, han skulde
ikke være den odelsbårne! – Og hvorfor er det
ikke rimeligt nok? Har ikke alt held vidunderligt
fulgt ham, – hvorfor da ikke også det, at tages
som barn ud af en fattig kotkarls hus og lægges i
kongsbarnets vugge –
Bisp Nikolas.
Mens hele folket tror, han er kongens søn –
Skule jarl.
Mens han selv tror det, bisp, – det er det
meste af lykken, det er styrkebeltet! (går til vinduet.)
Se hvor fager han sidder på hesten. Ingen sidder
som han. Det ler og glitrer som solskin i hans
øjne, han ser udad i dagen, som om han vidste
sig skabt til at gå fremad, altid fremad. (vender sig
om mod bispen.) Jeg er en kongsarm, kan hænde et
kongshoved også; men han er den hele konge.
meste af lykken, det er styrkebeltet! (går til vinduet.)
Se hvor fager han sidder på hesten. Ingen sidder
som han. Det ler og glitrer som solskin i hans
øjne, han ser udad i dagen, som om han vidste
sig skabt til at gå fremad, altid fremad. (vender sig
om mod bispen.) Jeg er en kongsarm, kan hænde et
kongshoved også; men han er den hele konge.
Bisp Nikolas.
Og er det kanske endda ikke.
Skule jarl.
Nej, – kanske endda ikke.
s. 60
Bisp Nikolas
(lægger hånden på hans skulder).
(lægger hånden på hans skulder).
Jarl, hør mig –
Skule jarl
(vedbliver at se ud).
(vedbliver at se ud).
Der sidder dronningen. Håkon taler mildt til
hende; hun blir rød og bleg af glæde. Han tog
hende til hustru, fordi det var klogt at kåre
datteren af den mægtigste mand i landet. Der
var ikke en varm tanke i hans hjerte for hende
dengang; – men det vil komme; Håkon har
lykken med sig. Hun vil lyse over hans liv –
(stanser og udbryder forundret:) Hvad er det?
hende; hun blir rød og bleg af glæde. Han tog
hende til hustru, fordi det var klogt at kåre
datteren af den mægtigste mand i landet. Der
var ikke en varm tanke i hans hjerte for hende
dengang; – men det vil komme; Håkon har
lykken med sig. Hun vil lyse over hans liv –
(stanser og udbryder forundret:) Hvad er det?
Bisp Nikolas.
Hvilket?
Skule jarl.
Dagfinn Bonde brød voldsomt gennem flokken,
som står rundt om. Nu melder han noget for
kongen.
som står rundt om. Nu melder han noget for
kongen.
Bisp Nikolas
(ser ud bag ved jarlen).
(ser ud bag ved jarlen).
Håkon tykkes at blive vred; – gør han ikke?
Han knytter hånden –
Han knytter hånden –
Skule jarl.
Han ser herop, – hvad kan det være? (vil gå.)
Bisp Nikolas
(holder ham tilbage).
(holder ham tilbage).
Jarl, hør mig, – der turde findes et middel
til at blive viss på Håkons ret.
til at blive viss på Håkons ret.
Skule jarl.
Et middel, siger I?
s. 61
Bisp Nikolas.
Trond prest har før han døde opsat et brev
om sin fremfærd og taget sakramentet på, at det
han der skriver, er sandt.
om sin fremfærd og taget sakramentet på, at det
han der skriver, er sandt.
Skule jarl.
Og dette brev, – for Guds barmhjertigheds
skyld, – hvor er det?
skyld, – hvor er det?
Bisp Nikolas.
I må da vide, at – (ser mod døren). Hys, kongen
kommer!
kommer!
Skule jarl.
Brevet, bisp, – brevet!
Bisp Nikolas.
Der er kongen.
(Håkon kommer ind, fulgt af sin hird og mange gæster. Straks der-
efter viser Margrete sig; hun er i ængstelig bevægelse og vil ile frem
til kongen, men hindres af Fru Ragnhild, som med flere kvinder har
fulgt hende. Sigrid holder sig lidt for sig selv opimod baggrunden.
Jarlens mænd synes urolige og samler sig i flok på højre side, hvor
Skule står, men noget tilbage.)
efter viser Margrete sig; hun er i ængstelig bevægelse og vil ile frem
til kongen, men hindres af Fru Ragnhild, som med flere kvinder har
fulgt hende. Sigrid holder sig lidt for sig selv opimod baggrunden.
Jarlens mænd synes urolige og samler sig i flok på højre side, hvor
Skule står, men noget tilbage.)
Håkon
(i stærkt indre oprør).
(i stærkt indre oprør).
Skule jarl, hvem er konge i dette land?
Skule jarl.
Hvem der er konge?
Håkon.
Så spurgte jeg. Jeg har kongsnavnet, men
hvem har kongsmagten?
hvem har kongsmagten?
Skule jarl.
Kongsmagten bør være der, hvor kongs-
retten er.
retten er.
Håkon.
Så burde det være; men er det så?
s. 62
Skule jarl.
Stævner I mig her tildoms?
Håkon.
Det gør jeg; thi den ret har jeg mod hver
mand i riget.
mand i riget.
Skule jarl.
Jeg trøster mig til at svare for mine gerninger.
Håkon.
Godt for os alle, hvis så er. (stiger et trin op, hvor
kongsstolen står, og støtter sig til stolarmen.) Her står jeg som
eders konge og spørger: ved I, at Jon jarl på
Orknø har rejst sig mod mig?
kongsstolen står, og støtter sig til stolarmen.) Her står jeg som
eders konge og spørger: ved I, at Jon jarl på
Orknø har rejst sig mod mig?
Skule jarl.
Ja.
Håkon.
At han nægter at betale mig skatten?
Skule jarl.
Ja.
Håkon.
Og er det sandt, at I, herre jarl, idag har
skikket brev til ham?
skikket brev til ham?
Skule jarl.
Hvem siger så?
Ivar Bodde.
Så siger jeg.
Dagfinn Bonde.
Jostein Tamb turde ikke nægte at tage det
med, siden kongens segl var for.
med, siden kongens segl var for.
s. 63
Håkon.
I skriver til kongens uvenner og sætter kon-
gens segl for, skjønt kongen ikke ved, hvad der
står skrevet!
gens segl for, skjønt kongen ikke ved, hvad der
står skrevet!
Skule jarl.
Så har jeg gjort i mange år med eders minde.
Håkon.
Ja, den tid, I førte værgemålet for mig.
Skule jarl.
Aldrig har I havt skade deraf. Jon jarl skrev
mig til og bad om min mellemkomst; han bød
forlig, men paa uhæderlige vilkår for kongen.
Vermelandstoget har sært trykket eders sind; havde
I selv fået handle nu, så var Jon jarl sluppet for
let, – jeg kan grejde sagen bedre.
mig til og bad om min mellemkomst; han bød
forlig, men paa uhæderlige vilkår for kongen.
Vermelandstoget har sært trykket eders sind; havde
I selv fået handle nu, så var Jon jarl sluppet for
let, – jeg kan grejde sagen bedre.
Håkon.
Vi ønskede helst at grejde sagen selv. – Og
hvad har I svaret?
hvad har I svaret?
Skule jarl.
Læs mit brev.
Håkon.
Giv hid!
Skule jarl.
Jeg tænkte I havde det?
Dagfinn Bonde.
I ved visst bedre end så. Gregorius Jonssøn
var rappere på foden; da vi kom ombord, var
brevet borte.
var rappere på foden; da vi kom ombord, var
brevet borte.
s. 64
Skule jarl
(vender sig til Gregorius Jonssøn).
(vender sig til Gregorius Jonssøn).
Herr lendermand, giv kongen brevet.
Gregorius Jonssøn
(nærmer sig urolig).
(nærmer sig urolig).
Hør mig –!
Skule jarl.
Hvad nu?
Gregorius Jonssøn
(dæmpet).
(dæmpet).
I vil mindes, der stod skrevet hvasse ord om
kongen.
kongen.
Skule jarl.
Dem skal jeg vide at svare for. Brevet!
Gregorius Jonssøn.
Jeg har det ikke.
Skule jarl.
I har det ikke!
Gregorius Jonssøn.
Dagfinn Bonde var i hælene på os. Jeg greb
brevet fra Jostein Tamb, bandt en sten til det –
brevet fra Jostein Tamb, bandt en sten til det –
Skule jarl.
Nu?
Gregorius Jonssøn.
Det ligger på bunden af fjorden.
Skule jarl.
Ilde – ilde har I der handlet.
Håkon.
Jeg venter på brevet, herre jarl!
s. 65
Skule jarl.
Jeg kan ikke lægge det frem.
Håkon.
I kan ikke?
Skule jarl
(går et skridt nærmere mod kongen).
(går et skridt nærmere mod kongen).
Jeg er for stolt til at skyde mig ind under,
hvad I og eders mænd vilde kalde for udflugter –
hvad I og eders mænd vilde kalde for udflugter –
Håkon
(tvinger sin opbrusende vrede).
(tvinger sin opbrusende vrede).
Og så –?
Skule jarl.
Kort og godt; – jeg lægger det ikke frem;
– jeg vil ikke lægge det frem!
– jeg vil ikke lægge det frem!
Håkon.
I trodser mig altså!
Skule jarl.
Hvis det ikke kan være andet, – nu ja, jeg
trodser eder.
trodser eder.
Ivar Bodde
(stærkt).
(stærkt).
Nu, herre konge, nu tænker jeg ikke nogen
mand har mere vidnesbyrd behov!
mand har mere vidnesbyrd behov!
Dagfinn Bonde.
Nej, nu tænker jeg, vi kender jarlens sindelag.
Håkon
(koldt til jarlen).
(koldt til jarlen).
Vil I give kongsseglet til Ivar Bodde.
Margrete
(iler med foldede hænder frem mod forhøjningen, hvor kongen står).
(iler med foldede hænder frem mod forhøjningen, hvor kongen står).
Håkon, vær mig en mild og nådig husbond!
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
s. 5
s. 66
Håkon
(gør en bydende armbevægelse mod hende; hun skjuler ansigtet i sit slør
og går opover mod moderen igen).
(gør en bydende armbevægelse mod hende; hun skjuler ansigtet i sit slør
og går opover mod moderen igen).
Skule jarl
(til Ivar Bodde).
(til Ivar Bodde).
Her er kongsseglet.
Ivar Bodde.
Dette skulde være gildets sidste kveld. Det
endte med en tung sorg for kongen; men det
måtte komme slig engang, og jeg mener, hver
trofast mand må glæde sig ved, at det kom.
endte med en tung sorg for kongen; men det
måtte komme slig engang, og jeg mener, hver
trofast mand må glæde sig ved, at det kom.
Skule jarl.
Og jeg mener, hver trofast mand må harmes
dybt over at en prest på slig vis stiller sig mellem
os Birkebejnere; – ja, jeg siger Birkebejnere, thi
jeg er Birkebejner fuldt så godt som kongen og
hans mænd. Jeg er af samme æt, Sverres æt,
kongsætten, – men I, prest, I har bygget en mur
af mistro rundt om kongen og stængt mig ude
fra ham; det har været eders gerning i mange år.
dybt over at en prest på slig vis stiller sig mellem
os Birkebejnere; – ja, jeg siger Birkebejnere, thi
jeg er Birkebejner fuldt så godt som kongen og
hans mænd. Jeg er af samme æt, Sverres æt,
kongsætten, – men I, prest, I har bygget en mur
af mistro rundt om kongen og stængt mig ude
fra ham; det har været eders gerning i mange år.
Pål Flida
(opægget til de omstående).
(opægget til de omstående).
Jarlsmænd! Skal vi tåle sligt længere?
Gregorius Jonssøn
(træder frem).
(træder frem).
Nej, vi kan ikke og vil ikke tåle det længer.
Her må det siges lydt, – ingen af jarlens mænd
kan tjene kongen med fuld tro og kærlighed, så-
længe Ivar Bodde går ind og ud i kongsgården og
lægger ondt for os.
Her må det siges lydt, – ingen af jarlens mænd
kan tjene kongen med fuld tro og kærlighed, så-
længe Ivar Bodde går ind og ud i kongsgården og
lægger ondt for os.
s. 67
Pål Flida.
Prest! Jeg undsiger dig på liv og lemmer,
hvor jeg træffer dig, på fri mark, ombord, eller i
uhelligt hus!
hvor jeg træffer dig, på fri mark, ombord, eller i
uhelligt hus!
Mange jarlsmænd.
Jeg også! Jeg også! Du skal være fredløs
for os!
for os!
Ivar Bodde.
Gud forbyde, at jeg skulde stå mellem kongen
og så mange mægtige høvdinger. – Håkon, min
høje herre, jeg ved med mig selv, at jeg har tjent
eder med al troskab. Jarlen har jeg varet jer
imod, det er sandt; men hvis jeg nogen tid gjorde
ham uret, da får Gud forlade mig det. Nu er der
ikke mere for mig at gøre i kongsgården; her er
eders segl; tag det i egne hænder; for længe siden
skulde det ligget der.
og så mange mægtige høvdinger. – Håkon, min
høje herre, jeg ved med mig selv, at jeg har tjent
eder med al troskab. Jarlen har jeg varet jer
imod, det er sandt; men hvis jeg nogen tid gjorde
ham uret, da får Gud forlade mig det. Nu er der
ikke mere for mig at gøre i kongsgården; her er
eders segl; tag det i egne hænder; for længe siden
skulde det ligget der.
Håkon
(der er stegen ned fra forhøjningen).
(der er stegen ned fra forhøjningen).
I bliver!
Ivar Bodde.
Jeg kan ikke. Samvittigheden vilde bide og
nage mig nat og dag, om jeg gjorde det. Større
ulykke kan ingen mand volde i disse tider, end
at stille sig mellem kongen og jarlen.
nage mig nat og dag, om jeg gjorde det. Større
ulykke kan ingen mand volde i disse tider, end
at stille sig mellem kongen og jarlen.
Håkon.
Ivar Bodde, jeg byder dig at blive!
Ivar Bodde.
Om den hellige kong Olaf stod op af sølv-
kisten og bød mig blive, så måtte jeg dog gå nu.
(lægger seglet i kongens hånd.) Farvel, min ædle herre!
Gud fremme og signe al eders gerning!
kisten og bød mig blive, så måtte jeg dog gå nu.
5*
s. 68
(lægger seglet i kongens hånd.) Farvel, min ædle herre!
Gud fremme og signe al eders gerning!
(Går mellem mængden ud til højre.)
Håkon
(mørk, til jarlen og hans mænd).
(mørk, til jarlen og hans mænd).
Der mistede jeg en trofast ven for eders skyld;
stort vederlag må I byde, skal I veje tabet op.
stort vederlag må I byde, skal I veje tabet op.
Skule jarl.
Jeg byder mig selv og alle mine.
Håkon.
Næsten er jeg ræd der må mere til. Jeg
trænger nu til at samle om mig alle dem, som
jeg fuldt kan lide på. Dagfinn Bonde, lad straks
gå bud nordover til Hålogaland; Vegard Væradal
skal kaldes her ned igen.
trænger nu til at samle om mig alle dem, som
jeg fuldt kan lide på. Dagfinn Bonde, lad straks
gå bud nordover til Hålogaland; Vegard Væradal
skal kaldes her ned igen.
Dagfinn Bonde
(der har stået noget tilbage i samtale med en rejseklædt mand, som er
trådt ind i hallen, nærmer sig og siger rystet):
(der har stået noget tilbage i samtale med en rejseklædt mand, som er
trådt ind i hallen, nærmer sig og siger rystet):
Vegard kan ikke komme, herre.
Håkon.
Hvoraf ved du det?
Dagfinn Bonde.
Ret nu er her bud om ham.
Håkon.
Hvad melder det?
Dagfinn Bonde.
At Vegard Væradal er dræbt.
Mange stemmer.
Dræbt!
s. 69
Håkon.
Hvem dræbte ham?
Dagfinn Bonde.
Andres Skjaldarband, jarlens ven.
(Kort ophold; mændene hvisker uroligt indbyrdes.)
Håkon.
Hvor er budet?
Dagfinn Bonde
(fører manden frem).
(fører manden frem).
Her, herre konge.
Håkon.
Hvad årsag var der til drabet?
Budet.
Det ved nok ingen. De taltes ved om finne-
skatten og med et sprang Andres op og gav ham
banesår.
skatten og med et sprang Andres op og gav ham
banesår.
Håkon.
Og havde der før været trætte mellem dem?
Budet.
Stundom. Andres sagde tidt, at en klog råd-
giver her sørfra havde skrevet ham til, at han
skulde være som fjeld og flint mod Vegard Væradal.
giver her sørfra havde skrevet ham til, at han
skulde være som fjeld og flint mod Vegard Væradal.
Dagfinn Bonde.
Sælsomt nok; – før Vegard rejste, fortalte han
mig, at en klog rådgiver havde sagt, han skulde
være som fjeld og flint mod Andres Skjaldarband.
mig, at en klog rådgiver havde sagt, han skulde
være som fjeld og flint mod Andres Skjaldarband.
Bisp Nikolas
(spytter).
(spytter).
Tvi vorde slige rådgivere!
s. 70
Håkon.
Vi vil ikke nøjere granske, hvad rod dette
stammer fra. To trofaste sjæle har jeg mistet
idag. Jeg kunde græde for Vegard; men her skal
mere end gråd til; her får det gælde liv for liv.
Herre jarl, Andres Skjaldarband er eders hånd-
gangne mand; I bød mig al hjælp, som vederlag
for Ivar Bodde. Jeg tager jer på ordet og venter
I vil virke for, at straffen fremmes over denne
ugerning.
stammer fra. To trofaste sjæle har jeg mistet
idag. Jeg kunde græde for Vegard; men her skal
mere end gråd til; her får det gælde liv for liv.
Herre jarl, Andres Skjaldarband er eders hånd-
gangne mand; I bød mig al hjælp, som vederlag
for Ivar Bodde. Jeg tager jer på ordet og venter
I vil virke for, at straffen fremmes over denne
ugerning.
Skule jarl.
Onde engle stiller sig visselig mellem os to
idag. På hversomhelst anden af mine mænd
skulde jeg tilstedet, at I lod drabet hævne –
idag. På hversomhelst anden af mine mænd
skulde jeg tilstedet, at I lod drabet hævne –
Håkon
(spændt).
(spændt).
Nu?
Skule jarl.
Men ikke på Andres Skjaldarband.
Håkon
(opbrusende).
(opbrusende).
Vil I værge om drabsmanden!
Skule jarl.
Om denne drabsmand må jeg værge.
Håkon.
Og årsagen –?
Skule jarl.
Den får ingen vide uden Gud i himlen.
Bisp Nikolas
(sagte til Dagfinn).
(sagte til Dagfinn).
Jeg ved den.
s. 71
Dagfinn Bonde.
Og jeg aner den.
Bisp Nikolas.
Sig ingenting, gode Dagfinn!
Håkon.
Jarl, jeg vil tro i det længste, at det ikke er
alvor, det I her siger mig –
alvor, det I her siger mig –
Skule jarl.
Var det min egen fader, Andres Skjaldarband
havde dræbt, – han skulde endda gå fri. I må
ikke spørge mere.
havde dræbt, – han skulde endda gå fri. I må
ikke spørge mere.
Håkon.
Godt. Så får vi selv tage os tilrette!
Skule jarl
(med et udtryk af angst).
(med et udtryk af angst).
Konge! det blir blodværk på begge sider!
Håkon.
Lad gå; straffen skal dog fremmes.
Skule jarl.
Den skal ikke fremmes! – Den kan ikke
fremmes!
fremmes!
Bisp Nikolas.
Nej, der har jarlen ret.
Håkon.
Og det siger I, ærværdige herre?
Bisp Nikolas.
Andres Skjaldarband har taget korset.
Håkon og Skule jarl.
Taget korset!
s. 72
Bisp Nikolas.
Og er alt faret fra landet.
Skule jarl.
Godt var det for os alle.
Håkon.
Dagen helder; bryllupsgildet får nu være endt.
Jeg takker eder, herre jarl, for al ære, som er mig
vist i denne tid. – I drager til Nidaros, kan jeg
tænke?
Jeg takker eder, herre jarl, for al ære, som er mig
vist i denne tid. – I drager til Nidaros, kan jeg
tænke?
Skule jarl.
Det er så min agt.
Håkon.
Og jeg til Viken. – Hvis du, Margrete,
heller ønsker at blive her i Bergen, så gør det.
heller ønsker at blive her i Bergen, så gør det.
Margrete.
Hvor du farer, vil jeg følge, indtil du for-
byder mig det.
byder mig det.
Håkon.
Godt, så følg.
Sigrid.
Vidt spredes æten nu. (knæler for Håkon.) Vis mig
en nåde, herre konge!
en nåde, herre konge!
Håkon.
Rejs eder, fru Sigrid; hvad I beder om, skal
ske.
ske.
Sigrid.
Jeg kan ikke følge jarlen til Nidaros. Nonne-
klostret på Rejn skal indvies; skriv til erkebispen,
– virk for at jeg bliver abbedisse der.
klostret på Rejn skal indvies; skriv til erkebispen,
– virk for at jeg bliver abbedisse der.
s. 73
Skule jarl.
Du, min søster?
Håkon.
I vil gå i kloster!
Sigrid
(rejser sig).
(rejser sig).
Siden blodnatten i Nidaros, da mit bryllup
stod, og Baglerne kom og hug min brudgom ned,
og mange hundrede med ham, mens byen brandt
i alle hjørner, – da var det ligesom blodet og
branden gjorde mit syn sløvt og slukt for verden
udenom. Men jeg fik kraft til at skimte det, som
ingen anden øjner, – og et ser jeg nu – en stor
skrækkens tid for landet!
stod, og Baglerne kom og hug min brudgom ned,
og mange hundrede med ham, mens byen brandt
i alle hjørner, – da var det ligesom blodet og
branden gjorde mit syn sløvt og slukt for verden
udenom. Men jeg fik kraft til at skimte det, som
ingen anden øjner, – og et ser jeg nu – en stor
skrækkens tid for landet!
Skule jarl
(heftigt).
(heftigt).
Hun er syg! Agt ikke på hende!
Sigrid.
Rig grøde vil modnes for ham, som høster i
mørke. Alle kvinder i Norge skulle kun have en
gerning nu, – knæle i klostre og kirker, og bede
– bede ved dag og nat!
mørke. Alle kvinder i Norge skulle kun have en
gerning nu, – knæle i klostre og kirker, og bede
– bede ved dag og nat!
Håkon
(rystet).
(rystet).
Er det spådomsgave eller sjælesot, som taler så?
Sigrid.
Farvel, min broder, – vi mødes engang til.
Skule jarl
(uvilkårligt).
(uvilkårligt).
Når?
s. 74
Sigrid
(sagte).
(sagte).
Når du tager kronen; når der er al fare, –
når du trænger mig i din højeste nød!
når du trænger mig i din højeste nød!
(Går ud til højre med Margrete, fru Ragnhild og kvinderne.)
Håkon
(efter et kort ophold, drager sværdet og siger med fast og rolig bestemthed):
(efter et kort ophold, drager sværdet og siger med fast og rolig bestemthed):
Alle jarlens mænd skal tages i ed.
Skule jarl
(heftigt).
(heftigt).
Er det eders fulde agt! (næsten bedende.) Kong
Håkon, gør det ikke!
Håkon, gør det ikke!
Håkon.
Ingen jarlsmand slipper fra Bergen, før han
har svoret kongen troskab.
har svoret kongen troskab.
(Går med sin hird. Alle, undtagen bispen og jarlen, følger efter.)
Bisp Nikolas.
Han har taget på jer med hårde hænder idag.
Skule jarl
(tier og ser målløs efter kongen).
(tier og ser målløs efter kongen).
Bisp Nikolas
(stærkere).
(stærkere).
Og er kanske endda ikke kongefødt.
Skule jarl
(vender sig pludselig i stærk bevægelse og griber bispens arm).
(vender sig pludselig i stærk bevægelse og griber bispens arm).
Trond prests skriftemål – hvor er det?
Bisp Nikolas.
Han sendte mig det fra England, før han døde;
jeg ved ikke med hvem, – og jeg har ikke fået det.
jeg ved ikke med hvem, – og jeg har ikke fået det.
s. 75
Skule jarl.
Men det må findes!
Bisp Nikolas.
Det tror jeg fuldt og fast.
Skule jarl.
Og finder I det, da vil I give det i mine
hænder?
hænder?
Bisp Nikolas.
Det lover jeg.
Skule jarl.
Det sværger I ved eders sjæls salighed?
Bisp Nikolas.
Det sværger jeg ved min sjæls salighed!
Skule jarl.
Godt; til den tid vil jeg stå Håkon imod, hvor
det kan ske stilt og i løndom. Det må hindres,
at han er mægtigere end jeg, når kampen skal
begynde.
det kan ske stilt og i løndom. Det må hindres,
at han er mægtigere end jeg, når kampen skal
begynde.
Bisp Nikolas.
Men hvis det viser sig, at han er den rette
kongssøn, – hvad så?
kongssøn, – hvad så?
Skule jarl.
Så får jeg prøve på at bede – bede om yd-
mygt sind til at tjene ham som ærlig høvding og
af al min evne.
mygt sind til at tjene ham som ærlig høvding og
af al min evne.
Bisp Nikolas.
Og hvis han er den urette?
s. 76
Skule jarl.
Da skal han vige for mig! Kongsnavn og
kongsstol, hird og hær, skat og flåde, byer og
borge, alt vil jeg have!
kongsstol, hird og hær, skat og flåde, byer og
borge, alt vil jeg have!
Bisp Nikolas.
Han vil ty til Viken –
Skule jarl.
Jeg jager ham fra Viken!
Bisp Nikolas.
Så sætter han sig fast i Nidaros.
Skule jarl.
Jeg stormer Nidaros!
Bisp Nikolas.
Han stænger sig inde i Olafs hellige kirke –
Skule jarl.
Jeg bryder kirkefreden –
Bisp Nikolas.
Han flygter op på højalteret og hænger sig
fast ved Olafs skrin –
fast ved Olafs skrin –
Skule jarl.
Jeg trækker ham ned fra alteret, om jeg så
skal trække helgenskrinet med –
skal trække helgenskrinet med –
Bisp Nikolas.
Men han har endda kronen på hovedet, jarl!
Skule jarl.
Jeg slår kronen af med mit sværd!
Bisp Nikolas.
Men dersom den sidder altfor fast –?
s. 77
Skule jarl.
Nu da, i Guds eller Satans navn – da slår
jeg hovedet med! (går ud til højre).
jeg hovedet med! (går ud til højre).
Bisp Nikolas
(ser efter ham, nikker langsomt og siger):
(ser efter ham, nikker langsomt og siger):
Ja – ja; – slig kan jeg like jarlen!
Teppet falder.
TREDJE AKT.
(En stue i Oslo bispegård. På højre side er indgangsdøren. I bag-
grunden fører en liden åbentstående port ind til kapellet, som er oplyst.
En dør, med teppe for på den venstre væg, går ind til bispens sove-
værelse. Foran på samme side står en stoppet hvilebænk. Over tilhøjre
er et skrivebord med breve, dokumenter og en brændende lampe.)
grunden fører en liden åbentstående port ind til kapellet, som er oplyst.
En dør, med teppe for på den venstre væg, går ind til bispens sove-
værelse. Foran på samme side står en stoppet hvilebænk. Over tilhøjre
er et skrivebord med breve, dokumenter og en brændende lampe.)
(Stuen er i førstningen tom; indenfor forhænget tilvenstre høres sang
af munke. Lidt efter kommer Pål Flida rejseklædt ind fra højre,
stanser indenfor døren, venter, ser sig om og banker derpå tre gange i
gulvet med sin stav.)
af munke. Lidt efter kommer Pål Flida rejseklædt ind fra højre,
stanser indenfor døren, venter, ser sig om og banker derpå tre gange i
gulvet med sin stav.)
Sira Viljam
(kommer ud fra venstre og udbryder med dæmpet stemme):
(kommer ud fra venstre og udbryder med dæmpet stemme):
Pål Flida! Gud være lovet; – så er jarlen
ikke langt borte.
ikke langt borte.
Pål Flida.
Skibene sejler alt frem ved Hovedø; jeg foer
i forvejen. Og hvorledes går det med bispen?
i forvejen. Og hvorledes går det med bispen?
Sira Viljam.
Han får den sidste olje nu.
Pål Flida.
Så er der al fare.
Sira Viljam.
Mester Sigard fra Brabant har sagt, at han
ikke kan leve natten over.
ikke kan leve natten over.
s. 79
Pål Flida.
Da mener jeg, han har stævnet os for sent
til sig.
til sig.
Sira Viljam.
Nej, nej, – han har fuld samling og lidt
kræfter også, – hvert øjeblik spørger han om ikke
jarlen snart kommer.
kræfter også, – hvert øjeblik spørger han om ikke
jarlen snart kommer.
Pål Flida.
I kalder ham endnu for jarl; ved I ikke, at
kongen har givet ham navn af hertug?
kongen har givet ham navn af hertug?
Sira Viljam.
Jo, jo visst; det er bare slig en gammel vane.
Hys – (han og Pål Flida slår kors og bøjer sig. Ud fra bispens
kammer kommer to kordrenge med lys, derefter to andre med røgelsekar;
efter dem prester, der bærer kalk, disk, et krusifiks og en kirkefane; bag-
efter følger et tog af prester og munke; kordrenge med lys og røgelsekar
slutter processionen, der langsomt bevæger sig ind i kapellet, hvis dør
lukkes efter dem.)
Hys – (han og Pål Flida slår kors og bøjer sig. Ud fra bispens
kammer kommer to kordrenge med lys, derefter to andre med røgelsekar;
efter dem prester, der bærer kalk, disk, et krusifiks og en kirkefane; bag-
efter følger et tog af prester og munke; kordrenge med lys og røgelsekar
slutter processionen, der langsomt bevæger sig ind i kapellet, hvis dør
lukkes efter dem.)
Pål Flida.
Nu har da den gamle herre gjort op med
denne verden.
denne verden.
Sira Viljam.
Jeg kan vel sige ham, at hertug Skule kommer
så snart ske kan?
så snart ske kan?
Pål Flida.
Han går lige fra bryggen og her op i bispe-
gården. Farvel! (går.)
gården. Farvel! (går.)
(Flere prester, hvoriblandt Peter, samt tjenere hos bispen kommer ud
fra venstre med tepper, puder og et stort fyrfad.)
fra venstre med tepper, puder og et stort fyrfad.)
Sira Viljam.
Hvad skal dette til?
s. 80
En prest
(reder op på bænken).
(reder op på bænken).
Bispen vil ligge herude.
Sira Viljam.
Men er det rådeligt?
Presten.
Mester Sigard mener, vi kan gerne føje ham.
Der er han alt.
Der er han alt.
(Bisp Nikolas kommer ud, støttet af mester Sigard og en prest.
Han er i bispedragt, men uden stav og hue.)
Han er i bispedragt, men uden stav og hue.)
Bisp Nikolas.
Tænd flere lys! (Han bringes til sæde på bænken ved
fyrfadet og dækkes til med tepperne.) Viljam! Nu har jeg fået
forladelse for alle mine synder! De tog dem med
allesammen; – jeg synes jeg er så let nu.
fyrfadet og dækkes til med tepperne.) Viljam! Nu har jeg fået
forladelse for alle mine synder! De tog dem med
allesammen; – jeg synes jeg er så let nu.
Sira Viljam.
Hertugen har budsendt jer, herre; han er alt
indenfor Hovedø.
indenfor Hovedø.
Bisp Nikolas.
Det er godt, meget godt. Kongen vil vel også
snart være her. Jeg har været en syndig hund i
mine dage, Viljam; jeg har forbrudt mig svarlig
mod kongen. Presterne derinde de sagde, at alle
mine synder skulde være mig forladt; – ja, det
kan være vel nok; men de har så godt for at love,
de; det er ikke dem, jeg har forbrudt mig imod.
Nej, nej – det er nok tryggest, at få det fra kon-
gens egen mund. (udbryder heftigt:) Lys, siger jeg! Her
er så mørkt herinde.
snart være her. Jeg har været en syndig hund i
mine dage, Viljam; jeg har forbrudt mig svarlig
mod kongen. Presterne derinde de sagde, at alle
mine synder skulde være mig forladt; – ja, det
kan være vel nok; men de har så godt for at love,
de; det er ikke dem, jeg har forbrudt mig imod.
Nej, nej – det er nok tryggest, at få det fra kon-
gens egen mund. (udbryder heftigt:) Lys, siger jeg! Her
er så mørkt herinde.
s. 81
Sira Viljam.
Her er tændt –
Mester Sigard
(stanser ham med et tegn og nærmer sig bispen).
(stanser ham med et tegn og nærmer sig bispen).
Hvorledes har I det, herre?
Bisp Nikolas.
Å jo, – å jo; jeg er kold på hænder og fødder.
Mester Sigard
(halvhøjt, idet han flytter fyrfadet nærmere).
(halvhøjt, idet han flytter fyrfadet nærmere).
Hm, – det er begyndelsen til enden.
Bisp Nikolas
(angst til Viljam).
(angst til Viljam).
Jeg har sagt, at otte munke skal synge og
bede for mig i kapellet inat. Hav øje med dem;
der er dovne svende iblandt.
bede for mig i kapellet inat. Hav øje med dem;
der er dovne svende iblandt.
Sira Viljam
(peger taus mod kapellet, hvorfra høres sang, som vedbliver under det
følgende).
(peger taus mod kapellet, hvorfra høres sang, som vedbliver under det
følgende).
Bisp Nikolas.
Så meget ugjort endnu, og så gå fra det alt-
sammen! Så meget ugjort, Viljam!
sammen! Så meget ugjort, Viljam!
Sira Viljam.
Herre, tænk på det himmelske!
Bisp Nikolas.
Jeg har tiden for mig; – udpå morgenstunden,
mener mester Sigard –
mener mester Sigard –
Sira Viljam.
Herre, herre!
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
6
s. 82
Bisp Nikolas.
Giv mig mitra og stav! – Du har godt ved at
sige jeg skal tænke – (en prest bringer det forlangte). Så,
sæt huen der, den er mig for tung; giv mig staven
i hånd; så, nu er jeg rustet. En bisp! – Den
onde tør ikke gå mig på livet nu!
sige jeg skal tænke – (en prest bringer det forlangte). Så,
sæt huen der, den er mig for tung; giv mig staven
i hånd; så, nu er jeg rustet. En bisp! – Den
onde tør ikke gå mig på livet nu!
Sira Viljam.
Vil I ellers noget?
Bisp Nikolas.
Nej. Jo, sig mig; – Peter, Andres Skjaldar-
bands søn, – alle taler så godt om ham –
bands søn, – alle taler så godt om ham –
Sira Viljam.
Han er visselig en skyldfri sjæl.
Bisp Nikolas.
Peter, du skal våge hos mig til kongen eller
hertugen kommer. Gå ud sålænge, I andre, men
vær ved hånden.
hertugen kommer. Gå ud sålænge, I andre, men
vær ved hånden.
(Alle, undtagen Peter, går ud til højre.)
Bisp Nikolas
(efter et kort ophold).
(efter et kort ophold).
Peter!
Peter
(nærmer sig).
(nærmer sig).
Herre?
Bisp Nikolas.
Har du aldrig set gamle mænd dø?
Peter.
Nej.
Bisp Nikolas.
Rædde er de allesammen; det tør jeg sværge
på! Der på bordet ligger et stort brev med segl
for; giv mig det. (Peter bringer brevet.) Det er til din
moder.
på! Der på bordet ligger et stort brev med segl
s. 83
for; giv mig det. (Peter bringer brevet.) Det er til din
moder.
Peter.
Til min moder?
Bisp Nikolas.
Du får rejse nordover til Hålogaland med det.
Jeg har skrevet til hende om en stor og vigtig sag;
der er kommet tidende fra din fader.
Jeg har skrevet til hende om en stor og vigtig sag;
der er kommet tidende fra din fader.
Peter.
Han strider som en herrens kæmpe i det hel-
lige land. Falder han der, så falder han på
vigslet grund; thi der er hver fodsbred jord hellig.
Jeg minder Gud om ham i alle mine bønner.
lige land. Falder han der, så falder han på
vigslet grund; thi der er hver fodsbred jord hellig.
Jeg minder Gud om ham i alle mine bønner.
Bisp Nikolas.
Er Andres Skjaldarband dig kær?
Peter.
Han er en hæderlig mand; men der lever en
anden mand, hvis storhed min moder ligesom
fostrede og nærede mig med.
anden mand, hvis storhed min moder ligesom
fostrede og nærede mig med.
Bisp Nikolas
(hurtig og spændt).
(hurtig og spændt).
Er det hertug Skule?
Peter.
Ja, hertugen, – Skule Bårdssøn. Min moder
har kendt ham i yngre dage. Hertugen må visselig
være den ypperste mand i landet!
har kendt ham i yngre dage. Hertugen må visselig
være den ypperste mand i landet!
Bisp Nikolas.
Der er brevet; rejs nordover med det straks!
– Synger de ikke derinde?
– Synger de ikke derinde?
6*
s. 84
Peter.
Jo, herre!
Bisp Nikolas.
Otte svære karle med struber som basuner,
det må dog vel hjælpe noget, ved jeg?
det må dog vel hjælpe noget, ved jeg?
Peter.
Herre, herre, jeg vilde bede selv!
Bisp Nikolas.
Jeg har for meget ugjort, Peter. Livet er alt-
for kort; – desuden så vil nok kongen tilgive
mig, når han kommer – (farer sammen i smerte).
for kort; – desuden så vil nok kongen tilgive
mig, når han kommer – (farer sammen i smerte).
Peter.
I lider visst?
Bisp Nikolas.
Jeg lider ikke; men det ringer for mine øren;
det lyser og blinker for øjnene –
det lyser og blinker for øjnene –
Peter.
Det er de himmelske klokker, som ringer
eder hjem; – det, som blinker, er alterlysene,
dem Guds engle har tændt for eder.
eder hjem; – det, som blinker, er alterlysene,
dem Guds engle har tændt for eder.
Bisp Nikolas.
Ja visst er det så; – det har ingen fare, når
de kun holder godt ud i bøn derinde. – Farvel,
rejs straks med brevet.
de kun holder godt ud i bøn derinde. – Farvel,
rejs straks med brevet.
Peter.
Skal jeg ikke først –?
Bisp Nikolas.
Nej, gå; jeg er ikke ræd for at være alene.
s. 85
Peter.
Vel mødt igen da, når de himmelske klokker
engang har lyd for mig også. (går ud til højre.)
engang har lyd for mig også. (går ud til højre.)
Bisp Nikolas.
De himmelske klokker, – ja, sligt siges så let,
når en går om på to friske ben. – Så meget
ugjort! Men der vil leve mangt efter mig alligevel.
Jeg lovede hertugen ved min sjæls salighed, at give
ham Trond prests skriftemål, hvis det kom mig
ihænde; – godt, at jeg ikke har fået det. Havde
han visshed, så vilde han sejre eller falde; da blev
en af dem den mægtigste mand, som nogensinde
havde levet i Norge. Nej, nej, – hvad jeg ikke
kunde nå, skal ingen anden nå. Det er bedst med
uvissheden; sålænge hertugen tynges af den, vil
de to ødelægge hinanden, hvor de kan komme til;
byer vil brændes, bygder hærges, – ingen af dem
vinder ved den andens tab – – (forfærdet). Nåde,
forbarmelse! Det er jo mig, som bærer skylden –
mig, som fra første færd gav stødet til det hele!
(beroligende sig). Ja, ja, ja! men nu kommer kongen,
– det er jo ham, det mest går ud over, – han
tilgiver mig nok – der skal læses bønner og
messer; det har ingen nød; – jeg er jo bisp, og
jeg har aldrig dræbt nogen med egen hånd. –
Godt er det, at Trond prests skriftemål ikke kom;
de hellige er med mig, de vil ikke friste mig til
at bryde mit løfte. – Hvem banker på døren?
Det må være hertugen! (gnider sig fornøjet i hænderne.)
Han vil trygle om beviser for kongsretten, – og
jeg har ingen beviser at give ham!
når en går om på to friske ben. – Så meget
ugjort! Men der vil leve mangt efter mig alligevel.
Jeg lovede hertugen ved min sjæls salighed, at give
ham Trond prests skriftemål, hvis det kom mig
ihænde; – godt, at jeg ikke har fået det. Havde
han visshed, så vilde han sejre eller falde; da blev
en af dem den mægtigste mand, som nogensinde
havde levet i Norge. Nej, nej, – hvad jeg ikke
kunde nå, skal ingen anden nå. Det er bedst med
uvissheden; sålænge hertugen tynges af den, vil
de to ødelægge hinanden, hvor de kan komme til;
byer vil brændes, bygder hærges, – ingen af dem
vinder ved den andens tab – – (forfærdet). Nåde,
forbarmelse! Det er jo mig, som bærer skylden –
mig, som fra første færd gav stødet til det hele!
(beroligende sig). Ja, ja, ja! men nu kommer kongen,
– det er jo ham, det mest går ud over, – han
tilgiver mig nok – der skal læses bønner og
messer; det har ingen nød; – jeg er jo bisp, og
jeg har aldrig dræbt nogen med egen hånd. –
Godt er det, at Trond prests skriftemål ikke kom;
de hellige er med mig, de vil ikke friste mig til
at bryde mit løfte. – Hvem banker på døren?
Det må være hertugen! (gnider sig fornøjet i hænderne.)
Han vil trygle om beviser for kongsretten, – og
jeg har ingen beviser at give ham!
s. 86
(Inga fra Vartejg kommer ind; hun er sortklædt, med kåbe og hætte.)
Bisp Nikolas
(farer sammen).
(farer sammen).
Hvem er det?
Inga.
En kone fra Vartejg i Borgasyssel, ærværdige
herre.
herre.
Bisp Nikolas.
Kongsmoderen!
Inga.
Så kaldtes jeg engang.
Bisp Nikolas.
Gå, gå! Jeg rådede ikke Håkon til at skille
sig af med jer!
sig af med jer!
Inga.
Hvad kongen gør, er velgjort; det er ikke
derfor jeg kommer.
derfor jeg kommer.
Bisp Nikolas.
Og hvorfor da?
Inga.
Gunnulf, min broder, er kommen hjem fra
Englandsfærden –
Englandsfærden –
Bisp Nikolas.
Fra Englandsfærden –!
Inga.
Han har været borte i mange år, som I ved,
og flakket vidt omkring; nu førte han brev hjem –
og flakket vidt omkring; nu førte han brev hjem –
Bisp Nikolas
(åndeløs).
(åndeløs).
Brev –?
s. 87
Inga.
Fra Trond prest. Det er til eder, herre.
(rækker ham det.)
(rækker ham det.)
Bisp Nikolas.
Ja så; – og I bringer det?
Inga.
Så var Tronds ønske. Stor tak skylder jeg
ham fra den tid, han fostrede Håkon. Jeg fik
spurgt, at I var syg; derfor gav jeg mig straks på
rejsen; jeg har gået hid på min fod –
ham fra den tid, han fostrede Håkon. Jeg fik
spurgt, at I var syg; derfor gav jeg mig straks på
rejsen; jeg har gået hid på min fod –
Bisp Nikolas.
Det havde ikke hastet så bråt, Inga!
Dagfinn Bonde
(kommer ind fra højre).
(kommer ind fra højre).
Guds fred, ærværdige herre!
Bisp Nikolas.
Kommer kongen?
Dagfinn Bonde.
Nu rider han Ryenbergene nedover med dron-
ningen og kongsbarnet og stort følge.
ningen og kongsbarnet og stort følge.
Inga
(iler frem mod Dagfinn).
(iler frem mod Dagfinn).
Kongen, – kongen! kommer han hid?
Dagfinn Bonde.
Inga! Er I her, I hårdt prøvede kvinde?
Inga.
Den er ikke hårdt prøvet, som har så stor en
søn.
søn.
Dagfinn Bonde.
Nu skal hans hårde hjerte smeltes.
s. 88
Inga.
Ikke et ord til kongen om mig. O, men se
ham må jeg dog; – hør, – kommer han hid?
ham må jeg dog; – hør, – kommer han hid?
Dagfinn Bonde.
Ja, snart.
Inga.
Og det er mørk kveld. Kongen skal vel lyses
frem med fakler?
frem med fakler?
Dagfinn Bonde.
Ja.
Inga.
Så vil jeg stille mig i et bislag, hvor han går
forbi; – og så hjemover til Vartejg. Men først
ind i Hallvards kirke; der brænder lys inat; der
vil jeg bede godt for kongen, for min fagre søn.
forbi; – og så hjemover til Vartejg. Men først
ind i Hallvards kirke; der brænder lys inat; der
vil jeg bede godt for kongen, for min fagre søn.
(Går ud til højre.)
Dagfinn Bonde.
Jeg har røgtet mit ærinde; jeg går for at
møde kongen.
møde kongen.
Bisp Nikolas.
Hils ham kærligst, gode Dagfinn!
Dagfinn Bonde
(idet han går ud til højre).
(idet han går ud til højre).
Ikke vilde jeg være bisp Nikolas imorgen.
Bisp Nikolas.
Trond prests skriftemål –! Altså kom det
da alligevel; – her holder jeg det i min hånd.
(grubler og stirrer ud for sig.) – En skulde aldrig love
noget på sin sjæls salighed, når en er så gammel
som jeg. Havde jeg år igen, så skulde jeg altid vride
mig fra sligt et løfte; men ikveld, den sidste kveld,
– nej, det er ikke rådeligt. – Kan jeg da holde
det? Er det ikke at sætte på spil alt det, jeg har
virket for hele mit liv igennem? – (hviskende) O,
kunde jeg snyde den onde, bare denne eneste gang
til! (lytter.) Hvad er det? (råber) Viljam, Viljam!
da alligevel; – her holder jeg det i min hånd.
(grubler og stirrer ud for sig.) – En skulde aldrig love
noget på sin sjæls salighed, når en er så gammel
som jeg. Havde jeg år igen, så skulde jeg altid vride
s. 89
mig fra sligt et løfte; men ikveld, den sidste kveld,
– nej, det er ikke rådeligt. – Kan jeg da holde
det? Er det ikke at sætte på spil alt det, jeg har
virket for hele mit liv igennem? – (hviskende) O,
kunde jeg snyde den onde, bare denne eneste gang
til! (lytter.) Hvad er det? (råber) Viljam, Viljam!
Sira Viljam
(kommer ind fra højre).
(kommer ind fra højre).
Bisp Nikolas.
Hvad er det, som suser og tuder så stygt?
Sira Viljam.
Det er uvejret, som tager til.
Bisp Nikolas.
Tager uvejret til! – Jo visst vil jeg holde
mit løfte! Uvejret, siger du –? Synger de der-
inde?
mit løfte! Uvejret, siger du –? Synger de der-
inde?
Sira Viljam.
Ja, herre.
Bisp Nikolas.
Sig, de skal gøre sig al flid; – broder Aslak
især; han gør altid så stutte bønner; han kniber
undaf, når han kan komme til; han springer over,
den hund! (slår i gulvet med bispestaven.) Gå ind og sig
ham, det er den sidste nat, jeg har igen; han
skal gøre sig flid, ellers kommer jeg over ham og
spøger!
især; han gør altid så stutte bønner; han kniber
undaf, når han kan komme til; han springer over,
den hund! (slår i gulvet med bispestaven.) Gå ind og sig
ham, det er den sidste nat, jeg har igen; han
skal gøre sig flid, ellers kommer jeg over ham og
spøger!
Sira Viljam.
Herre, skal jeg ikke hente mester Sigard?
Bisp Nikolas.
Gå ind, siger jeg! (Viljam går ind i kapellet.) Det
må visselig være himlens vilje, at jeg skal forlige
kongen og hertugen, siden den sender mig Trond
prests brev nu. Dette er hårdt at gå på, Nikolas;
rive ned med et eneste ryk, hvad du har brugt
hele dit liv til at bygge. Men der er ikke andet
for; jeg får gøre himlens vilje dennegang. – Der-
som jeg endda bare kunde læse, hvad der står i
brevet; men jeg kan ikke se et ord! Der driver
tåger for mine øjne, det gnistrer og sprætter –;
og ingen anden tør jeg lade læse det for mig! At
love sligt –! Er menneskets kløgt da så ussel, at
det ikke mægter råde over andet og tredje led af
sin egen gerning? Jeg talte så længe og så ind-
trængende til Vegard Væradal om at få kongen til
at sende Inga fra sig, at det omsider skede. Den
gerning var klog i første led; men havde jeg ikke
rådet slig, så havde ikke Inga været på Vartejg nu,
brevet var ikke kommet tidsnok i mine hænder,
og jeg havde ikke havt noget løfte at holde, –
altså uklog i andet led. Havde jeg endda tiden
for mig; men kun denne ene nat tilende, og
knapt nok det. Jeg må, jeg vil leve længer!
(banker med staven; en prest træder ind fra højre.) Mester Sigard
skal komme! (presten går; bispen knuger brevet i hænderne.)
Her, indenfor dette tynde segl ligger Norges saga
for hundrede år! Den ligger og drømmer, som
fugleungen i ægget! O, den, som nu havde flere
end en sjæl – eller også ingen! (trykker brevet vildt
op til sit bryst.) O, var ikke enden så rap over mig,
– og dommen og straffen, – jeg skulde ruge dig
ud til en høg, som skulde kaste skyggende rædsel
over alt landet og hugge sine hvasse kløer i hver
mands hjerte! (farer sammen.) Men den sidste time er
nær! (skrigende.) Nej, nej, – du skal blive til en
svane, en hvid svane! (kaster brevet bortover gulvet og råber:)
Mester Sigard, mester Sigard!
må visselig være himlens vilje, at jeg skal forlige
s. 90
kongen og hertugen, siden den sender mig Trond
prests brev nu. Dette er hårdt at gå på, Nikolas;
rive ned med et eneste ryk, hvad du har brugt
hele dit liv til at bygge. Men der er ikke andet
for; jeg får gøre himlens vilje dennegang. – Der-
som jeg endda bare kunde læse, hvad der står i
brevet; men jeg kan ikke se et ord! Der driver
tåger for mine øjne, det gnistrer og sprætter –;
og ingen anden tør jeg lade læse det for mig! At
love sligt –! Er menneskets kløgt da så ussel, at
det ikke mægter råde over andet og tredje led af
sin egen gerning? Jeg talte så længe og så ind-
trængende til Vegard Væradal om at få kongen til
at sende Inga fra sig, at det omsider skede. Den
gerning var klog i første led; men havde jeg ikke
rådet slig, så havde ikke Inga været på Vartejg nu,
brevet var ikke kommet tidsnok i mine hænder,
og jeg havde ikke havt noget løfte at holde, –
altså uklog i andet led. Havde jeg endda tiden
for mig; men kun denne ene nat tilende, og
knapt nok det. Jeg må, jeg vil leve længer!
(banker med staven; en prest træder ind fra højre.) Mester Sigard
skal komme! (presten går; bispen knuger brevet i hænderne.)
Her, indenfor dette tynde segl ligger Norges saga
for hundrede år! Den ligger og drømmer, som
fugleungen i ægget! O, den, som nu havde flere
end en sjæl – eller også ingen! (trykker brevet vildt
op til sit bryst.) O, var ikke enden så rap over mig,
– og dommen og straffen, – jeg skulde ruge dig
ud til en høg, som skulde kaste skyggende rædsel
over alt landet og hugge sine hvasse kløer i hver
mands hjerte! (farer sammen.) Men den sidste time er
s. 91
nær! (skrigende.) Nej, nej, – du skal blive til en
svane, en hvid svane! (kaster brevet bortover gulvet og råber:)
Mester Sigard, mester Sigard!
Mester Sigard
(fra højre).
(fra højre).
Hvorledes går det, ærværdige herre?
Bisp Nikolas.
Mester Sigard, – sælg mig tre dages liv!
Mester Sigard.
Jeg har sagt jer –
Bisp Nikolas.
Ja, ja; men det var ikke alvor; det var en
liden straf. Jeg har været en urimelig herre mod
jer; derfor vilde I skræmme mig. Fy, det var
stygt, – nej, nej, – det var tilpas for mig!
Men vær nu god og snild! Jeg skal betale godt;
– tre dages liv, mester Sigard, bare tre dages liv!
liden straf. Jeg har været en urimelig herre mod
jer; derfor vilde I skræmme mig. Fy, det var
stygt, – nej, nej, – det var tilpas for mig!
Men vær nu god og snild! Jeg skal betale godt;
– tre dages liv, mester Sigard, bare tre dages liv!
Mester Sigard.
Om jeg så selv skulde gå bort i samme stund,
som I, kunde jeg dog ikke lægge tre dage til.
som I, kunde jeg dog ikke lægge tre dage til.
Bisp Nikolas.
En dag da; bare en dag! Lad det være lyst,
lad solen skinne, når jeg skal afsted! Hør Sigard!
(vinker ham hen til sig og drager ham ned på bænken.) Jeg har
givet næsten alt mit guld og sølv til kirken, for
at få store messer læst bagefter. Jeg vil gøre det
om igen; I skal få det altsammen! Hvad, Sigard,
skal vi to narre dem derinde? He, he, he! I bliver
rig, Sigard, og rejser af landet; jeg får frist og kan
område mig lidt og hjælpe mig med færre bønner.
Hvad, Sigard, skal vi –? (Sigard føler hans puls; bispen
udbryder angst:) Nå, hvorfor svarer I ikke?
lad solen skinne, når jeg skal afsted! Hør Sigard!
(vinker ham hen til sig og drager ham ned på bænken.) Jeg har
givet næsten alt mit guld og sølv til kirken, for
at få store messer læst bagefter. Jeg vil gøre det
om igen; I skal få det altsammen! Hvad, Sigard,
skal vi to narre dem derinde? He, he, he! I bliver
rig, Sigard, og rejser af landet; jeg får frist og kan
s. 92
område mig lidt og hjælpe mig med færre bønner.
Hvad, Sigard, skal vi –? (Sigard føler hans puls; bispen
udbryder angst:) Nå, hvorfor svarer I ikke?
Mester Sigard
(rejser sig).
(rejser sig).
Jeg har ikke tid, herre. Jeg vil lave jer en
drik, som kan lette jer lidt på det sidste.
drik, som kan lette jer lidt på det sidste.
Bisp Nikolas.
Nej, vent med det! Vent – og svar mig!
Mester Sigard.
Jeg har ikke tid; drikken må være færdig
inden en time. (går ud til højre.)
inden en time. (går ud til højre.)
Bisp Nikolas.
Inden en time! (banker vildt.) Viljam! Viljam!
Sira Viljam
(kommer ud fra kapellet).
(kommer ud fra kapellet).
Bisp Nikolas.
Tag flere til hjælp derinde! De otte forslår
ikke!
ikke!
Sira Viljam.
Herre –?
Bisp Nikolas.
Flere til hjælp, siger jeg! Kolbejn korsbroder
har ligget syg i fem uger, – han kan ikke have
syndet stort i den tid –
har ligget syg i fem uger, – han kan ikke have
syndet stort i den tid –
Sira Viljam.
Han var til skrifte igår.
s. 93
Bisp Nikolas
(ivrig.)
(ivrig.)
Ja han må være god; tag ham! (Viljam går ind i
kapellet igen.) Inden en time! (tørrer sveden af panden.)
Puh, hvor her er varmt! – Den usle hund, –
hvad hjælper al hans lærdom, når han ikke kan
lægge en time til. Der sidder han dagstødt i sin
stue og sætter kunstige hjul og lodder og løfte-
stænger sammen; han vil skabe et værk, som skal
gå og gå, og aldrig stanse, – perpetuum mobile
kalder han det. Hvorfor øver han ikke heller sin
kunst og sin kløgt på at gøre mennesket til sligt
perpetuum mobile –? (stanser og tænker; det lysner i hans
øjne.) Perpetuum mobile, – jeg er ikke stiv i latinen,
– men det betyder noget, som har evnen til at
virke evigt, udover gennem alle tider. Om jeg nu
selv kunde –? Det var en gerning at ende med,
det! Det var at gøre sin største gerning i sin
sidste stund! At sætte igang hjul og lodder og
løftestænger i kongens og hertugens sjæle; sætte
dem slig igang, at ingen magt på jorden kan
stanse dem; kan jeg det, da bliver jeg jo ved at
leve, leve i mit værk, – og når det kommer til
stykket, så er det kanske det, som kaldes udøde-
lighed. – Trøstelige, svalende tanker, hvor I gør
den gamle mand godt! (puster ud og strækker sig behageligt
på bænken.) Diabolus har været hårdt efter mig
ikveld. Det er følgen af at ligge ledig; otium est
pulvis – pulveris – nå, ligegodt med latinen, –
Diabolus skal ikke få magt over mig mere; jeg
vil være virksom til det sidste; jeg vil –; hvor
de belger derinde – (banker; Viljam kommer ud.) Sig
hertugen kommer snart, jeg har store ting at
tænke på.
kapellet igen.) Inden en time! (tørrer sveden af panden.)
Puh, hvor her er varmt! – Den usle hund, –
hvad hjælper al hans lærdom, når han ikke kan
lægge en time til. Der sidder han dagstødt i sin
stue og sætter kunstige hjul og lodder og løfte-
stænger sammen; han vil skabe et værk, som skal
gå og gå, og aldrig stanse, – perpetuum mobile
kalder han det. Hvorfor øver han ikke heller sin
kunst og sin kløgt på at gøre mennesket til sligt
perpetuum mobile –? (stanser og tænker; det lysner i hans
øjne.) Perpetuum mobile, – jeg er ikke stiv i latinen,
– men det betyder noget, som har evnen til at
virke evigt, udover gennem alle tider. Om jeg nu
selv kunde –? Det var en gerning at ende med,
det! Det var at gøre sin største gerning i sin
sidste stund! At sætte igang hjul og lodder og
løftestænger i kongens og hertugens sjæle; sætte
dem slig igang, at ingen magt på jorden kan
stanse dem; kan jeg det, da bliver jeg jo ved at
leve, leve i mit værk, – og når det kommer til
stykket, så er det kanske det, som kaldes udøde-
lighed. – Trøstelige, svalende tanker, hvor I gør
den gamle mand godt! (puster ud og strækker sig behageligt
på bænken.) Diabolus har været hårdt efter mig
ikveld. Det er følgen af at ligge ledig; otium est
pulvis – pulveris – nå, ligegodt med latinen, –
Diabolus skal ikke få magt over mig mere; jeg
vil være virksom til det sidste; jeg vil –; hvor
de belger derinde – (banker; Viljam kommer ud.) Sig
s. 94
dem, de skal tie; de forstyrrer mig. Kongen og
hertugen kommer snart, jeg har store ting at
tænke på.
Sira Viljam.
Herre, skal jeg da –?
Bisp Nikolas.
Byde dem hold op en stund, så jeg kan
tænke i ro. Se der, tag op det brev, der ligger
på gulvet. – Godt. Giv mig så hid papirerne –
tænke i ro. Se der, tag op det brev, der ligger
på gulvet. – Godt. Giv mig så hid papirerne –
Sira Viljam
(går til skrivebordet).
(går til skrivebordet).
Hvilke, herre?
Bisp Nikolas.
Ligegodt –; de med segl for; de, som ligger
øverst. – Så; gå nu ind og sig, de skal være
stille. (Viljam går.) – Dø, og dog råde i Norge!
Dø, og stelle det så, at ingen mand kommer til
at højne sig et hoved op over alle andre. Tusende
veje kunde bære frem til det mål; men der kan
kun være en, som duger; – den gælder det at
finde, – den gælder det at slå ind på. – Ha!
Vejen ligger jo så nær, så nær! Ja slig skal det
være. Jeg holder løftet; hertugen skal få brevet i
sine hænder; – men kongen – hm, han skal få
tvivlens brod i sit hjerte. Håkon er ærlig, som
de kalder det; med troen på sig selv, og på sin
ret, vil meget falde i ham. Begge skal tvivle og
tro, vippe op og ned, aldrig finde fast grund
under foden, – perpetuum mobile! – Men vil
Håkon fæste lid til mit udsagn? Det vil han; jeg
er jo en døende mand; jeg skal fodre ham med
sandhed iforvejen. – Kræfterne svigter, men sjælen
friskner; – jeg ligger ikke på sottesengen længer, jeg
sidder i min arbejdsstue, jeg vil arbejde den sidste
nat, arbejde – til lyset slukner –
øverst. – Så; gå nu ind og sig, de skal være
stille. (Viljam går.) – Dø, og dog råde i Norge!
Dø, og stelle det så, at ingen mand kommer til
at højne sig et hoved op over alle andre. Tusende
veje kunde bære frem til det mål; men der kan
kun være en, som duger; – den gælder det at
finde, – den gælder det at slå ind på. – Ha!
Vejen ligger jo så nær, så nær! Ja slig skal det
være. Jeg holder løftet; hertugen skal få brevet i
sine hænder; – men kongen – hm, han skal få
tvivlens brod i sit hjerte. Håkon er ærlig, som
de kalder det; med troen på sig selv, og på sin
ret, vil meget falde i ham. Begge skal tvivle og
tro, vippe op og ned, aldrig finde fast grund
under foden, – perpetuum mobile! – Men vil
Håkon fæste lid til mit udsagn? Det vil han; jeg
s. 95
er jo en døende mand; jeg skal fodre ham med
sandhed iforvejen. – Kræfterne svigter, men sjælen
friskner; – jeg ligger ikke på sottesengen længer, jeg
sidder i min arbejdsstue, jeg vil arbejde den sidste
nat, arbejde – til lyset slukner –
Hertug Skule
(kommer ind fra højre og går frem mod bispen).
(kommer ind fra højre og går frem mod bispen).
Fred og hilsen, ærværdige herre! Jeg hører,
det står ilde med jer.
det står ilde med jer.
Bisp Nikolas.
Jeg er et lig i knop, gode hertug; inat springer
jeg ud; imorgen kan det kendes, hvor jeg dufter.
jeg ud; imorgen kan det kendes, hvor jeg dufter.
Hertug Skule.
Alt inat, siger I?
Bisp Nikolas.
Mester Sigard siger: om en time.
Hertug Skule.
Og Trond prests brev –?
Bisp Nikolas.
Tænker I endnu på det?
Hertug Skule.
Det kommer aldrig af mine tanker.
Bisp Nikolas.
Kongen har gjort eder til hertug; ingen mand
har båret hertugnavn i Norge, før I.
har båret hertugnavn i Norge, før I.
Hertug Skule.
Strækker ikke til. Er Håkon den urette så
må jeg have alt!
må jeg have alt!
s. 96
Bisp Nikolas.
Hu, her er koldt herinde; det isner mig
igennem alle lemmer.
igennem alle lemmer.
Hertug Skule.
Trond prests brev, herre! For Guds, den al-
mægtiges skyld, – har I det?
mægtiges skyld, – har I det?
Bisp Nikolas.
Jeg ved ialfald, hvor det kan findes.
Hertug Skule.
Så sig det, sig det!
Bisp Nikolas.
Vent –
Hertug Skule.
Nej, nej, – nyt tiden; jeg ser det lakker
stærkt, – og kongen kommer jo hid, er mig sagt.
stærkt, – og kongen kommer jo hid, er mig sagt.
Bisp Nikolas.
Ja, kongen kommer; deraf ser I bedst, at jeg
sørger for eders sag, selv nu.
sørger for eders sag, selv nu.
Hertug Skule.
Hvad er eders agt?
Bisp Nikolas.
Mindes I ved kongens bryllup, – da sagde I,
at det, som gør Håkon stærk, er hans uryggelige
tro på sig selv?
at det, som gør Håkon stærk, er hans uryggelige
tro på sig selv?
Hertug Skule.
Nu?
Bisp Nikolas.
Hvis jeg skrifter og rejser tvivlen i ham, så
falder troen, og styrken med den.
falder troen, og styrken med den.
s. 97
Hertug Skule.
Herre, det er syndigt, syndigt, ifald han er
den rette!
den rette!
Bisp Nikolas.
Det vil stå i eders magt at gøre ham troende
igen. Før jeg går herfra, skal jeg sige jer, hvor
Trond prests brev er at finde.
igen. Før jeg går herfra, skal jeg sige jer, hvor
Trond prests brev er at finde.
Sira Viljam
(fra højre).
(fra højre).
Nu kommer kongen med fakler og følge op-
over gaden.
over gaden.
Bisp Nikolas.
Velkommen skal han være. (Viljam går.)
Hertug,
den sidste villighed beder jeg eder om. Vær min
eftermålsmand mod alle mine uvenner. (tager et brev
frem.) Her har jeg skrevet dem op. De, som står
øverst, vilde jeg gjerne have hængt, om det kunde
føje sig så.
den sidste villighed beder jeg eder om. Vær min
eftermålsmand mod alle mine uvenner. (tager et brev
frem.) Her har jeg skrevet dem op. De, som står
øverst, vilde jeg gjerne have hængt, om det kunde
føje sig så.
Hertug Skule.
Tænk ikke på hævn nu; I har ikke langt
igen –
igen –
Bisp Nikolas.
Ikke på hævn, men på straf. Lov mig, at
svinge straffens sværd over alle mine uvenner, når
jeg er borte. De er eders avindsmænd så fuldt
som mine; når I bliver konge, må I tugte dem;
lover I mig det?
svinge straffens sværd over alle mine uvenner, når
jeg er borte. De er eders avindsmænd så fuldt
som mine; når I bliver konge, må I tugte dem;
lover I mig det?
Hertug Skule.
Jeg lover og sværger; – men Trond prests
brev –!
brev –!
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
7
s. 98
Bisp Nikolas.
I skal få at vide, hvor det er; – men, se
her –; kongen kommer; – gem listen over vore
uvenner!
her –; kongen kommer; – gem listen over vore
uvenner!
(Hertugen gemmer dokumentet; i det samme kommer Håkon ind fra højre).
Bisp Nikolas.
Vel mødt ved gravøllet, herre konge!
Håkon.
Hårdt har I stået mig imod til alle tider; men
det skal være glemt og tilgivet nu; døden stryger
selv den største regning ud.
det skal være glemt og tilgivet nu; døden stryger
selv den største regning ud.
Bisp Nikolas.
Det lettede! O, hvor kongens mildhed er for-
underlig stor! Herre, hvad I har gjort mod en
gammel synder ikveld, det skal tifold –
underlig stor! Herre, hvad I har gjort mod en
gammel synder ikveld, det skal tifold –
Håkon.
Lad det være godt; men jeg må sige eder, at
jeg højligen undres. I stevner mig hid for at få
min tilgivelse, og så bereder I mig sligt et møde.
jeg højligen undres. I stevner mig hid for at få
min tilgivelse, og så bereder I mig sligt et møde.
Bisp Nikolas.
Møde, herre?
Hertug Skule.
Det er mig, kongen sigter til. Vil I, herre
bisp, forsikre kong Håkon ved min tro og ære,
at jeg intet vidste om hans komme, før jeg satte
foden på Oslo brygge.
bisp, forsikre kong Håkon ved min tro og ære,
at jeg intet vidste om hans komme, før jeg satte
foden på Oslo brygge.
Bisp Nikolas.
Ak, ak; al skyld hviler på mig! Jeg har
været en sygelig, sengeliggende mand hele det
sidste år; jeg har lidet eller intet spurgt til landets
sager; jeg tænkte, det var godt og vel mellem de
høje frænder nu!
været en sygelig, sengeliggende mand hele det
s. 99
sidste år; jeg har lidet eller intet spurgt til landets
sager; jeg tænkte, det var godt og vel mellem de
høje frænder nu!
Håkon.
Jeg har mærket, at venskabet mellem hertugen
og mig trives bedst, når vi holder os fra hin-
anden; derfor farvel, bisp Nikolas, og Gud være
med eder, der I nu går hen. (vil gå.)
og mig trives bedst, når vi holder os fra hin-
anden; derfor farvel, bisp Nikolas, og Gud være
med eder, der I nu går hen. (vil gå.)
Hertug Skule
(sagte og urolig).
(sagte og urolig).
Bisp, bisp; han går!
Bisp Nikolas
(pludselig og med vild kraft).
(pludselig og med vild kraft).
Bliv, kong Håkon!
Håkon
(stanser).
(stanser).
Hvad nu?
Bisp Nikolas.
I får ikke gå ud af denne stue, før gamle
bisp Nikolas har talt sit sidste ord!
bisp Nikolas har talt sit sidste ord!
Håkon
(lægger uvilkårlig hånden på sværdet).
(lægger uvilkårlig hånden på sværdet).
Er I kanske kommen mandstærk til Viken,
hertug?
hertug?
Hertug Skule.
Jeg har ingen del i dette.
Bisp Nikolas.
Det er med ordets magt, jeg skal vide at
holde jer. Hvor der er ligfærd i huset, der er
den døde første mand i laget; han kan gøre og
lade, hvad han vil – så langt hans evne strækker.
Derfor vil jeg holde min egen ligtale nu; før i
tiden var jeg altid så ræd for at kong Sverre
skulde komme til at holde den –
holde jer. Hvor der er ligfærd i huset, der er
den døde første mand i laget; han kan gøre og
lade, hvad han vil – så langt hans evne strækker.
7*
s. 100
Derfor vil jeg holde min egen ligtale nu; før i
tiden var jeg altid så ræd for at kong Sverre
skulde komme til at holde den –
Håkon.
Tal ikke så vildt, herre!
Hertug Skule.
I knapper af den dyre stund, I har igen!
Håkon.
Eders øje er alt sløvt!
Bisp Nikolas.
Ja, mit syn er sløvt; jeg kan knapt se jer,
der I står; men indeni mig drager mit liv lysende
klart forbi. Jeg ser syner der –; hør og lær,
konge! – Min æt var den mægtigste i landet;
mange store høvdinger gik ud fra den; jeg vilde
være den største af dem alle. Jeg var ikke mere
end gut, da jeg begyndte at hungre efter stor-
værk; jeg tyktes, jeg umuligt kunde vente til jeg
blev voksen; – der rejste sig konger med mindre
ret end jeg, – Magnus Erlingssøn, Sverre prest –;
jeg vilde også være konge; men høvding først, –
det var nødvendigt. Så skulde slaget stå på Ile-
voldene; der var det førstegang jeg var med. Solen
randt, og der gik glitrende lyn fra tusende blanke
våben. Magnus og alle hans mænd gik frem, som
til en leg; jeg alene kendte mig klemt om hjertet.
Hårdt foer vor fylking frem; men jeg kunde ikke
vinde med – jeg var ræd! Alle Magnus's andre
høvdinger stred mandelig, og mange faldt, der de
stred; men jeg flygtede stenberget opover, løb og
løb, og stansede ikke før jeg kom ned til fjorden
igen, langt ude. Mangen mand måtte vaske sine
blodige klæder i Trondhjemsfjorden den kveld;
– jeg måtte også vaske mine, men det var ikke
for blod. Ja, konge, jeg var ræd; skabt til
høvding – og ræd! Det slog ned som et lyn i
mig; jeg blev hver mand ond fra den time; jeg
bad lønligt i kirkerne, jeg græd og knælte for
altrene, jeg gav rige gaver, gjorde hellige løfter;
jeg fristede og prøvede i slag efter slag, ved Saltø-
sund, på Jonsvoldene den sommer Baglerne lå i
Bergen, – altid fåfængt. Sverre var den, som
skønte det først, han talte det højt ud og med
spot, og fra den dag lo hver mand i flokken, når
Nikolas Arnessøn gik frem i hærklæder. – Ræd,
ræd –, og endda vilde jeg være høvding, vilde
være konge, følte mig skabt til konge forresten,
kunde fremmet Guds rige på jorden; men det var
de hellige selv, som stængte bommen for mig.
der I står; men indeni mig drager mit liv lysende
klart forbi. Jeg ser syner der –; hør og lær,
konge! – Min æt var den mægtigste i landet;
mange store høvdinger gik ud fra den; jeg vilde
være den største af dem alle. Jeg var ikke mere
end gut, da jeg begyndte at hungre efter stor-
værk; jeg tyktes, jeg umuligt kunde vente til jeg
blev voksen; – der rejste sig konger med mindre
ret end jeg, – Magnus Erlingssøn, Sverre prest –;
jeg vilde også være konge; men høvding først, –
det var nødvendigt. Så skulde slaget stå på Ile-
voldene; der var det førstegang jeg var med. Solen
randt, og der gik glitrende lyn fra tusende blanke
våben. Magnus og alle hans mænd gik frem, som
til en leg; jeg alene kendte mig klemt om hjertet.
Hårdt foer vor fylking frem; men jeg kunde ikke
vinde med – jeg var ræd! Alle Magnus's andre
høvdinger stred mandelig, og mange faldt, der de
stred; men jeg flygtede stenberget opover, løb og
s. 101
løb, og stansede ikke før jeg kom ned til fjorden
igen, langt ude. Mangen mand måtte vaske sine
blodige klæder i Trondhjemsfjorden den kveld;
– jeg måtte også vaske mine, men det var ikke
for blod. Ja, konge, jeg var ræd; skabt til
høvding – og ræd! Det slog ned som et lyn i
mig; jeg blev hver mand ond fra den time; jeg
bad lønligt i kirkerne, jeg græd og knælte for
altrene, jeg gav rige gaver, gjorde hellige løfter;
jeg fristede og prøvede i slag efter slag, ved Saltø-
sund, på Jonsvoldene den sommer Baglerne lå i
Bergen, – altid fåfængt. Sverre var den, som
skønte det først, han talte det højt ud og med
spot, og fra den dag lo hver mand i flokken, når
Nikolas Arnessøn gik frem i hærklæder. – Ræd,
ræd –, og endda vilde jeg være høvding, vilde
være konge, følte mig skabt til konge forresten,
kunde fremmet Guds rige på jorden; men det var
de hellige selv, som stængte bommen for mig.
Håkon.
Før ikke klage over himlen, bisp! I har hadet
meget!
meget!
Bisp Nikolas.
Ja, jeg har hadet meget; hadet hvert hoved i
dette land, som højnede sig op over mængden.
Men jeg hadede, fordi jeg ikke kunde elske. Fagre
kvinder, – o, jeg kunde sluge dem med gnistrende
øjne endnu! Jeg er otti år, og endnu står min
hug til at fælde mænd og favne kvinder; – men
det gik mig der, som i slaget; bare vilje og
begær, magtstjålen fra fødselen af; – lystens
sydende gave – og dog krøbling! Så blev jeg da
prest; konge eller prest må den mand være, som
vil råde for al magten. (ler.) Jeg prest! Jeg en
kirkelig mand! Jo, en kirkelig gerning havde
himlen særligt skabt mig til, – den, at tage de
høje toner, – synge med kvinderøst på de store
kirkefester. Og endda kræver de deroppe af mig
– halvmanden –, hvad de har ret til at kræve
af hver den, der fik evnen fuldt ud til sin livs-
gerning! Der har været tider, da det tyktes mig,
sligt krav kunde være billigt; her har jeg ligget
på sottesengen slagen af rædsel for straf og dom!
Nu er det over; jeg har marg i sjælsknoklerne
igen! Jeg har intet forbrudt; det er mig uretten
er øvet imod; jeg er klageren!
dette land, som højnede sig op over mængden.
Men jeg hadede, fordi jeg ikke kunde elske. Fagre
kvinder, – o, jeg kunde sluge dem med gnistrende
øjne endnu! Jeg er otti år, og endnu står min
hug til at fælde mænd og favne kvinder; – men
det gik mig der, som i slaget; bare vilje og
begær, magtstjålen fra fødselen af; – lystens
s. 102
sydende gave – og dog krøbling! Så blev jeg da
prest; konge eller prest må den mand være, som
vil råde for al magten. (ler.) Jeg prest! Jeg en
kirkelig mand! Jo, en kirkelig gerning havde
himlen særligt skabt mig til, – den, at tage de
høje toner, – synge med kvinderøst på de store
kirkefester. Og endda kræver de deroppe af mig
– halvmanden –, hvad de har ret til at kræve
af hver den, der fik evnen fuldt ud til sin livs-
gerning! Der har været tider, da det tyktes mig,
sligt krav kunde være billigt; her har jeg ligget
på sottesengen slagen af rædsel for straf og dom!
Nu er det over; jeg har marg i sjælsknoklerne
igen! Jeg har intet forbrudt; det er mig uretten
er øvet imod; jeg er klageren!
Hertug Skule
(dæmpet).
(dæmpet).
Herre – brevet! I har ikke langt igen!
Håkon.
Tænk på eders sjæl og ydmyg eder!
Bisp Nikolas.
En mands gerning er hans sjæl, og min
gerning skal blive ved at leve på jorden. Men I,
kong Håkon, I skulde vogte jer; thi ligesom
himlen har stået mig imod og fanget skade til
løn, således står I den mand imod, der holder
landets lykke i sin hånd –
gerning skal blive ved at leve på jorden. Men I,
kong Håkon, I skulde vogte jer; thi ligesom
himlen har stået mig imod og fanget skade til
løn, således står I den mand imod, der holder
landets lykke i sin hånd –
Håkon.
Ha – hertug, hertug! Nu skønner jeg mødet
her!
her!
s. 103
Hertug Skule
(heftigt til bispen).
(heftigt til bispen).
Ikke et ord mere af sligt!
Bisp Nikolas
(til Håkon).
(til Håkon).
Han vil stå jer imod sålænge hans hoved
sidder fast på akslerne. Del med ham! Jeg får
ikke fred i kisten, jeg kommer igen, hvis ikke I
to deler! Ingen af jer skal lægge den andens højde
til sin egen vækst; her blev en kæmpe i landet,
hvis det skede, og her skal ingen kæmpe være; thi
jeg var aldrig nogen kæmpe! (synker mat tilbage på bænken.)
sidder fast på akslerne. Del med ham! Jeg får
ikke fred i kisten, jeg kommer igen, hvis ikke I
to deler! Ingen af jer skal lægge den andens højde
til sin egen vækst; her blev en kæmpe i landet,
hvis det skede, og her skal ingen kæmpe være; thi
jeg var aldrig nogen kæmpe! (synker mat tilbage på bænken.)
Hertug Skule
(kaster sig på knæ ned ved bænken og råber til Håkon):
(kaster sig på knæ ned ved bænken og råber til Håkon):
Skaf hjælp! For Guds barmhjertigheds skyld,
bispen må ikke dø endnu!
bispen må ikke dø endnu!
Bisp Nikolas.
Hvor det tager til at skumre for mine øjne!
– Konge, for sidste gang, – vil I dele med her-
tugen?
– Konge, for sidste gang, – vil I dele med her-
tugen?
Håkon.
Ikke en skærv skænker jeg bort af det, som
Gud gav mig!
Gud gav mig!
Bisp Nikolas.
Godt og vel. (dæmpet) Troen skal I ialfald miste.
(råber:) Viljam!
(råber:) Viljam!
Hertug Skule
(dæmpet).
(dæmpet).
Brevet! brevet!
Bisp Nikolas
(uden at høre på ham).
(uden at høre på ham).
Viljam! (Viljam kommer; bispen trækker ham tæt hen til sig
og hvisker:) Da jeg fik den sidste olje, så blev jo alle
mine synder mig forladte?
s. 104
og hvisker:) Da jeg fik den sidste olje, så blev jo alle
mine synder mig forladte?
Sira Viljam.
Alle synder, fra eders fødsel og til den stund,
I fik oljen.
I fik oljen.
Bisp Nikolas.
Ikke længer? Ikke helt til jeg går bort?
Sira Viljam.
Herre, I synder ikke inat.
Bisp Nikolas.
Hm, ingen kan vide –; tag guldbægret, jeg
fik efter bisp Absalon, – giv det til kirken – og
læs syv store kirkebønner til.
fik efter bisp Absalon, – giv det til kirken – og
læs syv store kirkebønner til.
Sira Viljam.
Herre, Gud vil være eder nådig!
Bisp Nikolas.
Syv bønner til, siger jeg – for hvad jeg syn-
der inat! Gå, gå! (Viljam går; bispen vender sig til Skule.)
Hertug, om I engang læser Trond prests brev, og
det muligt skulde vise sig, at Håkon var den rette,
– hvad vil I så gøre?
der inat! Gå, gå! (Viljam går; bispen vender sig til Skule.)
Hertug, om I engang læser Trond prests brev, og
det muligt skulde vise sig, at Håkon var den rette,
– hvad vil I så gøre?
Hertug Skule.
I Guds navn, – da skal han også være konge.
Bisp Nikolas.
Tænk jer om; det gælder meget her. Gransk
hver fold i eders hjerte; svar, som om I stod til-
doms! Hvad vil I gøre, hvis han er den rette?
hver fold i eders hjerte; svar, som om I stod til-
doms! Hvad vil I gøre, hvis han er den rette?
Hertug Skule.
Bøje mig og tjene ham.
s. 105
Bisp Nikolas
(mumler).
(mumler).
Ja, ja, tag så følgerne. (til Skule)
Hertug, jeg er
svag og træt; det kommer så mildt og forsonligt
over mig –
svag og træt; det kommer så mildt og forsonligt
over mig –
Hertug Skule.
Det er døden! Trond prests brev! Hvor er
det?
det?
Bisp Nikolas.
Først en anden sag; – jeg gav jer listen over
mine uvenner –
mine uvenner –
Hertug Skule
(utålmodig).
(utålmodig).
Ja, ja; jeg skal hævne alt på dem –
Bisp Nikolas.
Nej, jeg er så mild nu; jeg vil tilgive, som
skrevet står. Ligesom I forsager magten, således
vil jeg forsage hævnen. Brænd listen!
skrevet står. Ligesom I forsager magten, således
vil jeg forsage hævnen. Brænd listen!
Hertug Skule.
Godt, godt; som I vil.
Bisp Nikolas.
Her i fyrfadet, så jeg ser på det –
Hertug Skule
(kaster papiret i ilden).
(kaster papiret i ilden).
Se så, nu brænder den! Og nu, tal, tal! Det
gælder tusenders liv, dersom I ikke taler nu!
gælder tusenders liv, dersom I ikke taler nu!
Bisp Nikolas
(med funklende øjne).
(med funklende øjne).
Tusenders liv! (skriger:) Lys! luft!
s. 106
Håkon
(iler til døren og råber):
(iler til døren og råber):
Til hjælp! Bispen dør!
(Sira Viljam og flere af bispens folk kommer ind.)
Hertug Skule
(ryster bispens arm).
(ryster bispens arm).
Norges lykke gennem hundrede år, dets stor-
hed for evige tider kanhænde!
hed for evige tider kanhænde!
Bisp Nikolas.
Evige tider! (triumferende:)
Perpetuum mobile!
Hertug Skule.
Ved vore sjæles salighed, – hvor er Trond
prests brev!
prests brev!
Bisp Nikolas
(råbende):
(råbende):
Syv bønner til, Viljam!
Hertug Skule
(ude af sig selv).
(ude af sig selv).
Brevet! brevet!
Bisp Nikolas
(smiler i dødskampen).
(smiler i dødskampen).
Det var det I brændte, gode hertug.
(Falder tilbage på bænken og dør.)
Hertug Skule
(udstøder et uvilkårligt skrig, idet han farer tilbage og bedækker ansigtet
med sine hænder).
(udstøder et uvilkårligt skrig, idet han farer tilbage og bedækker ansigtet
med sine hænder).
Gud, du almægtige!
Munkene
(kommer flygtende ud fra kapellet).
(kommer flygtende ud fra kapellet).
Frelse sig, hvo kan!
Enkelte stemmer.
Alt ondt er løst inat!
s. 107
Andre.
Det lo højt fra krogen! – Det skreg: «vi har
ham!» – Alle lys sluktes!
ham!» – Alle lys sluktes!
Håkon.
Nu døde bisp Nikolas.
Munkene
(flygter ud til højre).
(flygter ud til højre).
Pater noster, – pater noster!
Håkon
(nærmer sig Skule og siger dæmpet):
(nærmer sig Skule og siger dæmpet):
Hertug, jeg vil ikke granske efter, hvilke løn-
lige råd I lagde op med bispen, før han døde; –
men fra imorgen må I lægge eders magt og vær-
dighed i mine hænder igen; det ser jeg grant nu,
– vi to kan ikke gå frem sammen.
lige råd I lagde op med bispen, før han døde; –
men fra imorgen må I lægge eders magt og vær-
dighed i mine hænder igen; det ser jeg grant nu,
– vi to kan ikke gå frem sammen.
Hertug Skule
(ser åndsfraværende på ham).
(ser åndsfraværende på ham).
Gå frem sammen –?
Håkon.
Imorgen holder jeg thing i kongsgården; der
må alt blive grejdt mellem os. (Går ud til højre.)
må alt blive grejdt mellem os. (Går ud til højre.)
Hertug Skule.
Bispen død og brevet brændt! Et liv fuldt af
tvivl og kamp og rædsel! O, kunde jeg bede! –
Nej, – handle må jeg; – ikveld må skridtet
gøres helt ud! (til Viljam:) Hvor gik kongen?
tvivl og kamp og rædsel! O, kunde jeg bede! –
Nej, – handle må jeg; – ikveld må skridtet
gøres helt ud! (til Viljam:) Hvor gik kongen?
Sira Viljam
(forskrækket).
(forskrækket).
Krist fri mig, – hvad vil I ham?
s. 108
Hertug Skule.
Tror I kanske jeg agter at dræbe ham inat?
(Går ud til højre.)
Sira Viljam
(ser hovedrystende efter ham, medens husfolkene bærer liget ud til venstre).
(ser hovedrystende efter ham, medens husfolkene bærer liget ud til venstre).
Bispen sagde: syv bønner til; – jeg mener
det er tryggest, at vi læser fjorten.
det er tryggest, at vi læser fjorten.
(Følger efter de øvrige.)
En stue i kongsgården.
(I baggrunden er indgangsdøren; på hver af sidevæggene mindre døre;
forrest på højre side et vindu. En lampe brænder under taget. Tæt ved
døren tilvenstre står en bænk, og længere tilbage en vugge, hvori kongs-
barnet sover; Margrete sidder knælende hos barnet.)
forrest på højre side et vindu. En lampe brænder under taget. Tæt ved
døren tilvenstre står en bænk, og længere tilbage en vugge, hvori kongs-
barnet sover; Margrete sidder knælende hos barnet.)
Margrete
(vugger og synger):
(vugger og synger):
Nu løftes laft og lofte
til stjernehvælven blå;
nu flyver lille Håkon
med drømmevinger på.
Der er en stige stillet
fra jord til himlen op;
nu stiger lille Håkon
med englene tiltop.
Guds engle små, de våger
for vuggebarnets fred;
Gud sign' dig, lille Håkon,
din moder våger med.
(Kort ophold. Hertug Skule kommer ind fra baggrunden.)
s. 109
Margrete
(farer op med et glædesskrig og iler ham imøde).
(farer op med et glædesskrig og iler ham imøde).
Min fader! – O, hvor jeg har sukket og
længtet efter dette møde!
længtet efter dette møde!
Hertug Skule.
Guds fred med dig, Margrete! Hvor er kongen?
Margrete.
Hos bisp Nikolas.
Hertug Skule.
Hm, – ja, så må han snart være her.
Margrete.
Og I vil tales ved og forliges, blive venner
igen, som i gamle dage?
igen, som i gamle dage?
Hertug Skule.
Det vilde jeg gerne.
Margrete.
Håkon vil det også gerne; og jeg beder hver dag
til Gud, at det må ske. O, men kom her og se –
(griber hans hånd og fører ham hen til vuggen.)
til Gud, at det må ske. O, men kom her og se –
(griber hans hånd og fører ham hen til vuggen.)
Hertug Skule.
Dit barn!
Margrete.
Ja, det dejlige barn er mit; – er det ikke
forunderligt? Han heder Håkon, ligesom kongen!
Se her, hans øjne – nej, du kan ikke se dem nu
han sover, – men han har store blå øjne; og så
kan han le og række hænderne ud og gribe efter
mig, – og han kender mig allerede!
forunderligt? Han heder Håkon, ligesom kongen!
Se her, hans øjne – nej, du kan ikke se dem nu
han sover, – men han har store blå øjne; og så
kan han le og række hænderne ud og gribe efter
mig, – og han kender mig allerede!
(Lægger vuggeklæderne omhyggeligt tilrette.)
s. 110
Hertug Skule.
Håkon får sønner, spåde bispen.
Margrete.
Dette lille barn er mig tusende gange kærere
end land og rige, – og slig er det for Håkon
også. – Nej, det er ligesom jeg ikke rigtig kan
tro på lykken; jeg har vuggen stående foran min
seng; hver nat, når jeg vågner, ser jeg efter, om
den er der, – jeg er ligesom ræd for at det skal
være en drøm –
end land og rige, – og slig er det for Håkon
også. – Nej, det er ligesom jeg ikke rigtig kan
tro på lykken; jeg har vuggen stående foran min
seng; hver nat, når jeg vågner, ser jeg efter, om
den er der, – jeg er ligesom ræd for at det skal
være en drøm –
Hertug Skule
(lytter og går til vinduet).
(lytter og går til vinduet).
Er det ikke kongen –?
Margrete.
Jo; han går op den anden trappe; jeg vil hente
ham! (Fatter faderens hånd og fører ham spøgende hen til vuggen igen.)
Hertug Skule! Stå vagt hos kongsbarnet imens,
– ja, for han er kongsbarn tillige – det husker
jeg aldrig på! Og vågner han, så bøj dig dybt
og hils ham, som konger skal hilses! Nu henter
jeg Håkon; o Gud, Gud! nu skal der da endelig
komme lys og fred over ætten!
ham! (Fatter faderens hånd og fører ham spøgende hen til vuggen igen.)
Hertug Skule! Stå vagt hos kongsbarnet imens,
– ja, for han er kongsbarn tillige – det husker
jeg aldrig på! Og vågner han, så bøj dig dybt
og hils ham, som konger skal hilses! Nu henter
jeg Håkon; o Gud, Gud! nu skal der da endelig
komme lys og fred over ætten!
(Går ud til højre.)
Hertug Skule
(efter en kort og mørk taushed).
(efter en kort og mørk taushed).
Håkon har en søn. Hans æt skal leve efter
ham. Dør han, så er der et kongs-emne, som står
tronen nærmere end alle andre. Alt trives for
Håkon. Kanhænde han er den urette; men hans tro
på sig selv står fast som før; bispen vilde rygget
den, men fik ikke tid for døden, ikke lov for Gud.
Gud skærmer Håkon, han fik beholde styrkebeltet.
Nu at sige ham det? Nu at sværge på bispens
udsagn? Hvad vilde det nytte? Ingen vilde tro mig,
hverken Håkon eller de andre. Bispen vilde han
troet i dødstimen; tvivlen vilde have forgiftet ham;
men det måtte ikke ske. Og så uryggelig som tryg-
heden sidder hos Håkon, så uryggelig sidder tvivlen
hos mig; hvilket menneske på jorden kan luge den
væk? Ingen, ingen. Jernbyrd er båren, Gud har
talt, og endda kan Håkon være den urette, mens
jeg forspilder mit liv. (Sætter sig grublende ned ved et bord på
højre side.) Og om jeg nu vandt land og rige, vilde
så ikke tvivlen sidde der ligefuldt og gnage og tære
og hule mig ud med sine evige isdryp? – Jo, jo;
men det er bedre at sidde deroppe på kongssædet
og tvivle på sig selv, end at stå nede i flokken og
tvivle på ham, som sidder deroppe. – Det må
ende mellem mig og Håkon! Ende? Men hvorledes?
(rejser sig). Almægtige, du, som har stelt det slig for
mig, du må tage skylden for det, som følger efter!
(går frem og tilbage, stanser og tænker efter.) Det gælder at
bryde alle broer af, beholde en igen, og sejre eller
falde der, – sagde bispen ved kongsbrylluppet i
Bergen; det er nu på tredje året siden, og i al
den tid har jeg spildt og splittet mine kræfter ved
at værge for alle broerne. – (raskt) Nu må jeg følge
bispens råd; nu eller aldrig! Vi er begge her i
Oslo; jeg er mandstærkere end Håkon dennegang;
hvorfor da ikke nytte overtaget, – det er så sjelden
på min side. (vaklende) Men nu inat – straks –?
Nej, nej! Ikke inat! – Ha, ha, ha, – der er det
igen, overlægget – ustøheden! Håkon kender ikke
til sligt; han går bent frem, han, og så sejrer han!
(Gør nogle skridt bortover gulvet og stanser pludselig ved vuggen.)
Kongsbarnet! – Hvor fager en pande. Han
drømmer. (Breder teppet bedre over og ser længe på barnet.) En
slig, som du, kan berge meget i en mands sjæl.
Jeg har ingen søn. (Bøjer sig ned over vuggen.) Han
ligner Håkon. – (Viger med engang tilbage.) Kongsbarnet,
sagde dronningen! Bøj dig dybt og hils ham, som
konger skal hilses! Dør Håkon før jeg, så løftes
dette barn på kongsstolen; og jeg – jeg skal stå
nedenfor og bøje mig dybt og hilse ham som
konge! (i stigende oprør) Dette barn, Håkons søn, skal
sidde deroppe på det sæde, som jeg, kanhænde, er
nærmere til, – og jeg skal stå for hans fod-
skammel, med hvide hår, krøget af ælde, se al
min livsgerning ligge ugjort, – dø uden at have
været konge! – Jeg er mandstærkere end Håkon,
– der blæser en storm ikveld, vinden står udefter
fjorden –! Om jeg tog kongsbarnet? Trønderne
kan jeg lide på. Hvad turde vel Håkon vove,
når hans barn var i min magt! Mine mænd vil
følge mig, vil slå for mig og sejre. Jeg får lønne
dem kongeligt, så gør de det. – Lad ske! Skridtet
ud; sluget over for første gang! – Kunde jeg se
om du har Sverres øjne – eller Håkon Sverres-
søns –! Han sover. Jeg kan ikke se det. (Ophold.)
Søvn er værn. Sov med fred, du lille kongs-
emne! (Går over til bordet.) Håkon skal dømme; engang
til vil jeg tale med ham.
ham. Dør han, så er der et kongs-emne, som står
tronen nærmere end alle andre. Alt trives for
Håkon. Kanhænde han er den urette; men hans tro
på sig selv står fast som før; bispen vilde rygget
den, men fik ikke tid for døden, ikke lov for Gud.
s. 111
Gud skærmer Håkon, han fik beholde styrkebeltet.
Nu at sige ham det? Nu at sværge på bispens
udsagn? Hvad vilde det nytte? Ingen vilde tro mig,
hverken Håkon eller de andre. Bispen vilde han
troet i dødstimen; tvivlen vilde have forgiftet ham;
men det måtte ikke ske. Og så uryggelig som tryg-
heden sidder hos Håkon, så uryggelig sidder tvivlen
hos mig; hvilket menneske på jorden kan luge den
væk? Ingen, ingen. Jernbyrd er båren, Gud har
talt, og endda kan Håkon være den urette, mens
jeg forspilder mit liv. (Sætter sig grublende ned ved et bord på
højre side.) Og om jeg nu vandt land og rige, vilde
så ikke tvivlen sidde der ligefuldt og gnage og tære
og hule mig ud med sine evige isdryp? – Jo, jo;
men det er bedre at sidde deroppe på kongssædet
og tvivle på sig selv, end at stå nede i flokken og
tvivle på ham, som sidder deroppe. – Det må
ende mellem mig og Håkon! Ende? Men hvorledes?
(rejser sig). Almægtige, du, som har stelt det slig for
mig, du må tage skylden for det, som følger efter!
(går frem og tilbage, stanser og tænker efter.) Det gælder at
bryde alle broer af, beholde en igen, og sejre eller
falde der, – sagde bispen ved kongsbrylluppet i
Bergen; det er nu på tredje året siden, og i al
den tid har jeg spildt og splittet mine kræfter ved
at værge for alle broerne. – (raskt) Nu må jeg følge
bispens råd; nu eller aldrig! Vi er begge her i
Oslo; jeg er mandstærkere end Håkon dennegang;
hvorfor da ikke nytte overtaget, – det er så sjelden
på min side. (vaklende) Men nu inat – straks –?
Nej, nej! Ikke inat! – Ha, ha, ha, – der er det
s. 112
igen, overlægget – ustøheden! Håkon kender ikke
til sligt; han går bent frem, han, og så sejrer han!
(Gør nogle skridt bortover gulvet og stanser pludselig ved vuggen.)
Kongsbarnet! – Hvor fager en pande. Han
drømmer. (Breder teppet bedre over og ser længe på barnet.) En
slig, som du, kan berge meget i en mands sjæl.
Jeg har ingen søn. (Bøjer sig ned over vuggen.) Han
ligner Håkon. – (Viger med engang tilbage.) Kongsbarnet,
sagde dronningen! Bøj dig dybt og hils ham, som
konger skal hilses! Dør Håkon før jeg, så løftes
dette barn på kongsstolen; og jeg – jeg skal stå
nedenfor og bøje mig dybt og hilse ham som
konge! (i stigende oprør) Dette barn, Håkons søn, skal
sidde deroppe på det sæde, som jeg, kanhænde, er
nærmere til, – og jeg skal stå for hans fod-
skammel, med hvide hår, krøget af ælde, se al
min livsgerning ligge ugjort, – dø uden at have
været konge! – Jeg er mandstærkere end Håkon,
– der blæser en storm ikveld, vinden står udefter
fjorden –! Om jeg tog kongsbarnet? Trønderne
kan jeg lide på. Hvad turde vel Håkon vove,
når hans barn var i min magt! Mine mænd vil
følge mig, vil slå for mig og sejre. Jeg får lønne
dem kongeligt, så gør de det. – Lad ske! Skridtet
ud; sluget over for første gang! – Kunde jeg se
om du har Sverres øjne – eller Håkon Sverres-
søns –! Han sover. Jeg kan ikke se det. (Ophold.)
Søvn er værn. Sov med fred, du lille kongs-
emne! (Går over til bordet.) Håkon skal dømme; engang
til vil jeg tale med ham.
s. 113
Margrete
(kommer med kongen fra stuen på højre side).
(kommer med kongen fra stuen på højre side).
Bispen død! O, tro mig, al ufred dør med
ham.
ham.
Håkon.
Gå tilsengs, Margrete; du kan være træt efter
rejsen.
rejsen.
Margrete.
Ja, ja! (til hertugen:) Fader, vær mild og føjelig,
– Håkon har lovet at være det! Tusende godnat,
beggeto!
– Håkon har lovet at være det! Tusende godnat,
beggeto!
(Giver et vink i døren til venstre og går; et par piger flytter vuggen ind.)
Hertug Skule.
Kong Håkon, vi må ikke skilles som uvenner
dennegang. Alt ondt vil følge på; der vil komme
en rædselens tid over landet.
dennegang. Alt ondt vil følge på; der vil komme
en rædselens tid over landet.
Håkon.
Det har landet været vant til gennem slægter
nu; men I ser, Gud er med mig; hver fiende falder,
som står mig imod. Der gives ikke Bagler, ikke
Slittunger, ikke Ribbunger mere; Jon Jarl er dræbt,
Guthorm Ingessøn er død, Sigurd Ribbung ligeså,
– alle krav, som kom frem på rigsmødet i Bergen,
har vist sig magtesløse, – hvem skulde så rædse-
lens tid komme fra nu?
nu; men I ser, Gud er med mig; hver fiende falder,
som står mig imod. Der gives ikke Bagler, ikke
Slittunger, ikke Ribbunger mere; Jon Jarl er dræbt,
Guthorm Ingessøn er død, Sigurd Ribbung ligeså,
– alle krav, som kom frem på rigsmødet i Bergen,
har vist sig magtesløse, – hvem skulde så rædse-
lens tid komme fra nu?
Hertug Skule.
Håkon, jeg er ræd, den kunde komme fra mig!
Håkon.
Da jeg blev konge, gav jeg eder tredjedelen
af riget –
af riget –
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
8
s. 114
Hertug Skule.
I beholdt selv to tredjedele!
Håkon.
Altid tørstede I efter mere; jeg øgede eders
del; nu sidder I inde med det halve rige.
del; nu sidder I inde med det halve rige.
Hertug Skule.
Der mangler ti skibreder.
Håkon.
Jeg gjorde eder til hertug; det har ingen mand
været i Norge før!
været i Norge før!
Hertug Skule.
Men I er konge! Der må ingen konge være
over mig! Jeg er ikke skabt til at tjene eder; jeg
må styre og råde selv!
over mig! Jeg er ikke skabt til at tjene eder; jeg
må styre og råde selv!
Håkon
(ser et øjeblik på ham og siger koldt):
(ser et øjeblik på ham og siger koldt):
Himlen skærme eders forstand, herre. Godnat!
(vil gå.)
(vil gå.)
Hertug Skule
(træder ivejen for ham).
(træder ivejen for ham).
I slipper ikke fra mig på slig vis! Vogt jer,
eller jeg siger mig løs fra eder; I kan ikke blive
ved at være min overherre længer; vi to må dele!
eller jeg siger mig løs fra eder; I kan ikke blive
ved at være min overherre længer; vi to må dele!
Håkon.
Det vover I at sige mig!
Hertug Skule.
Jeg er kommen mandstærkere til Oslo end I,
Håkon Håkonssøn.
Håkon Håkonssøn.
Håkon.
Kanhænde det er eders agt –
s. 115
Hertug Skule.
Hør mig! Husk bispens ord! Lad os dele;
giv mig de ti skibreder til; lad mig tage min del
som frit kongedømme, uden skat og udredsler til
jer. Norge har været delt i to riger før; – vi vil
holde usvigelig sammen –
giv mig de ti skibreder til; lad mig tage min del
som frit kongedømme, uden skat og udredsler til
jer. Norge har været delt i to riger før; – vi vil
holde usvigelig sammen –
Håkon.
Hertug, I må være sjælesyg at I kan kræve
sligt!
sligt!
Hertug Skule.
Ja, jeg er sjælesyg, og der er ingen helsebod
for mig på anden vej. Vi to må være ligemænd;
der må ingen være over mig!
for mig på anden vej. Vi to må være ligemænd;
der må ingen være over mig!
Håkon.
Hver træløs holme er en sten i den bygning,
som Harald Hårfager og den hellige kong Olaf
rejste; og I vil, at jeg skal bryde fra hinanden,
hvad de har føjet sammen? Aldrig!
som Harald Hårfager og den hellige kong Olaf
rejste; og I vil, at jeg skal bryde fra hinanden,
hvad de har føjet sammen? Aldrig!
Hertug Skule.
Nu, så lad os skiftes til om magten; lad os
råde tre år hver! I har rådet længe; nu er min
tid kommen. Drag af landet i tre år; – jeg vil
være konge imens; jeg vil jævne vejen for jer til
I vender hjem, styre og lede alt til det bedste; –
det tærer og sløver at sidde stadig på vagt. Håkon,
hører I, – tre år hver; lad os byttes til om kronen!
råde tre år hver! I har rådet længe; nu er min
tid kommen. Drag af landet i tre år; – jeg vil
være konge imens; jeg vil jævne vejen for jer til
I vender hjem, styre og lede alt til det bedste; –
det tærer og sløver at sidde stadig på vagt. Håkon,
hører I, – tre år hver; lad os byttes til om kronen!
Håkon.
Tror I, at min krone vil passe om eders tin-
dinger?
dinger?
8*
s. 116
Hertug Skule.
Ingen krone er for vid for mig!
Håkon.
Der skal Guds ret og Guds kald til at bære
kronen.
kronen.
Hertug Skule.
Og tror I så visst, at I har Guds ret?
Håkon.
Det har jeg Guds dom for.
Hertug Skule.
Stol ikke så trygt på den. Havde bispen fået
tale, – dog, nu vilde det være forgæves; I vilde
ikke tro mig. Ja visselig har I mægtige forbunds-
fæller deroppe; men jeg trodser alligevel! – I vil
ikke skiftes til om kongsmagten? Ja, ja – så får
vi vælge den sidste udvej; – Håkon, lad os to
kæmpe mod hinanden, mand mod mand, med
tunge våben, på liv og død!
tale, – dog, nu vilde det være forgæves; I vilde
ikke tro mig. Ja visselig har I mægtige forbunds-
fæller deroppe; men jeg trodser alligevel! – I vil
ikke skiftes til om kongsmagten? Ja, ja – så får
vi vælge den sidste udvej; – Håkon, lad os to
kæmpe mod hinanden, mand mod mand, med
tunge våben, på liv og død!
Håkon.
Taler I alvor, herre?
Hertug Skule.
Jeg taler for min livsgerning og for min sjæls
frelse!
frelse!
Håkon.
Da er der lidet håb om frelse for eders sjæl.
Hertug Skule.
I vil ikke kæmpe med mig? I skal, I skal!
Håkon.
Forblindede mand! Jeg kan ikke andet end
ynke eder. I tror det er herrens kald, som driver
eder op på kongssædet, I ser ikke, at det kun er
hovmod. Hvad er det, som lokker jer! Kongs-
ringen, kåben med purpurbræm, retten til at sidde
bænket tre trin over gulvet; – usselt, usselt, –
var det at være konge, da kastede jeg konge-
dømmet i eders hat, som jeg kaster en skærv til
en tigger.
ynke eder. I tror det er herrens kald, som driver
s. 117
eder op på kongssædet, I ser ikke, at det kun er
hovmod. Hvad er det, som lokker jer! Kongs-
ringen, kåben med purpurbræm, retten til at sidde
bænket tre trin over gulvet; – usselt, usselt, –
var det at være konge, da kastede jeg konge-
dømmet i eders hat, som jeg kaster en skærv til
en tigger.
Hertug Skule.
I har kendt mig fra I var barn, og dømmer
mig slig!
mig slig!
Håkon.
I har alle sindets ypperlige gaver, kløgt og
mod, I er skabt til at stå kongen nærmest, men
ikke til at være konge selv.
mod, I er skabt til at stå kongen nærmest, men
ikke til at være konge selv.
Hertug Skule.
Det vil vi prøve nu!
Håkon.
Nævn mig et eneste kongsværk, I har øvet, i
alle de år I styrede riget for mig! Var Baglerne
eller Ribbungerne nogentid mægtigere end da? I
var den modne mand, men landet hærgedes af
oprørske flokke; – fik I bugt med en eneste?
Jeg var ung og uerfaren da jeg tog rigsstyret, –
se på mig – alt faldt tilfode da jeg blev konge;
der er ingen Bagler, ingen Ribbunger mere!
alle de år I styrede riget for mig! Var Baglerne
eller Ribbungerne nogentid mægtigere end da? I
var den modne mand, men landet hærgedes af
oprørske flokke; – fik I bugt med en eneste?
Jeg var ung og uerfaren da jeg tog rigsstyret, –
se på mig – alt faldt tilfode da jeg blev konge;
der er ingen Bagler, ingen Ribbunger mere!
Hertug Skule.
Det skulde I mindst prale med; thi der er
faren størst. Flok må stå mod flok, krav mod
krav, landsdel mod landsdel, hvis kongen skal
være den mægtige. Hver bygd, hver æt, må enten
trænge til ham eller frygte ham. Rydder I al
ufred ud, så har I med det samme taget magten
fra eder selv.
faren størst. Flok må stå mod flok, krav mod
krav, landsdel mod landsdel, hvis kongen skal
være den mægtige. Hver bygd, hver æt, må enten
trænge til ham eller frygte ham. Rydder I al
s. 118
ufred ud, så har I med det samme taget magten
fra eder selv.
Håkon.
Og I vil være konge, – I, som dømmer slig?
I kunde blevet en dugelig høvding på Erling Skakkes
tider; men tiden er vokset fra jer og I skønner
den ikke. Ser I da ikke, at Norges rige, således
som Harald og Olaf rejste det, kun er at ligne
med en kirke, som ikke har fået vigselen endnu?
Væggene højner sig med stærke støtter, loftshvælven
spænder sig vidt over, spiret peger opad, lig gran
i skogen; men livet, det bankende hjerte, den
friske blodflom går ikke gennem værket; Guds
levende ånde er ikke indblæst det; det har ikke
fået vigselen. – Jeg vil bringe vigselen! Norge
var et rige, det skal blive et folk. Trønder stod
mod Vikværing, Agdeværing mod Hørdalænding,
Hålogalænding mod Sogndøl; alle skal være et
herefter, og alle skal vide med sig selv og skønne
at de er et! Det er hvervet, som Gud har lagt
på mine skuldre; det er gerningen, som skal gøres
af Norges konge nu. Den gerning, hertug, den
tænker jeg I lader ligge, thi sandelig, I årker den
ikke!
I kunde blevet en dugelig høvding på Erling Skakkes
tider; men tiden er vokset fra jer og I skønner
den ikke. Ser I da ikke, at Norges rige, således
som Harald og Olaf rejste det, kun er at ligne
med en kirke, som ikke har fået vigselen endnu?
Væggene højner sig med stærke støtter, loftshvælven
spænder sig vidt over, spiret peger opad, lig gran
i skogen; men livet, det bankende hjerte, den
friske blodflom går ikke gennem værket; Guds
levende ånde er ikke indblæst det; det har ikke
fået vigselen. – Jeg vil bringe vigselen! Norge
var et rige, det skal blive et folk. Trønder stod
mod Vikværing, Agdeværing mod Hørdalænding,
Hålogalænding mod Sogndøl; alle skal være et
herefter, og alle skal vide med sig selv og skønne
at de er et! Det er hvervet, som Gud har lagt
på mine skuldre; det er gerningen, som skal gøres
af Norges konge nu. Den gerning, hertug, den
tænker jeg I lader ligge, thi sandelig, I årker den
ikke!
Hertug Skule
(slagen).
(slagen).
Samle –? Samle til et Trønder og Vikværing,
– alt Norge –? (vantro) Det er ugørligt! Sligt
melder aldrig Norges saga om før!
– alt Norge –? (vantro) Det er ugørligt! Sligt
melder aldrig Norges saga om før!
Håkon.
For eder er det ugørligt; thi I kan kun gøre
den gamle saga om igen; men for mig er det let,
som det er let for falken at kløve skyerne.
s. 119
den gamle saga om igen; men for mig er det let,
som det er let for falken at kløve skyerne.
Hertug Skule
(i urolig bevægelse).
(i urolig bevægelse).
Samle alt folket, – vække det, så det kender
sig at være et! Hvor har I slig sælsom tanke fra?
Den isner og ildner mig. (udbrydende:) I har den
fra djævelen, Håkon; den skal aldrig sættes i
værk, sålænge jeg har kræfter til at spænde stål-
huen på mit hoved!
sig at være et! Hvor har I slig sælsom tanke fra?
Den isner og ildner mig. (udbrydende:) I har den
fra djævelen, Håkon; den skal aldrig sættes i
værk, sålænge jeg har kræfter til at spænde stål-
huen på mit hoved!
Håkon.
Jeg har tanken fra Gud og slipper den ikke,
sålænge jeg bærer hellig Olafs kongsring om panden!
sålænge jeg bærer hellig Olafs kongsring om panden!
Hertug Skule.
Så får hellig Olafs kongsring falde!
Håkon.
Hvem vil volde det?
Hertug Skule.
Jeg, om ingen anden.
Håkon.
I, Skule, I bliver uskadelig på thinget imorgen.
Hertug Skule.
Håkon! Frist ikke Gud! Driv mig ikke ud
på den yderste rand af stupet!
på den yderste rand af stupet!
Håkon
(peger mod døren).
(peger mod døren).
Gå, herre, – og lad det være glemt, at vi har
talt med hvasse tunger ikveld.
talt med hvasse tunger ikveld.
s. 120
Hertug Skule
(ser et øjeblik stift på ham og siger):
(ser et øjeblik stift på ham og siger):
Vi kommer til at tale med hvassere tunger
næste gang. (går ud i baggrunden.)
næste gang. (går ud i baggrunden.)
Håkon
(efter et kort ophold):
(efter et kort ophold):
Han truer! – Nej, nej; så vidt vil det ikke
komme. Han må, han skal føje sig og falde mig
tilfode; jeg trænger denne stærke arm, dette snilde
hoved. – Når der findes mod og kløgt og styrke
i dette land, så er det evner, som Gud har givet
mændene til brug for mig; – det er for at tjene
mig, at hertug Skule fik alle gode gaver; at trodse
mig er at trodse himlen; det er min pligt at straffe
hver den, som sætter sig op mod himlens vilje, –
thi himlen har gjort så meget for mig.
komme. Han må, han skal føje sig og falde mig
tilfode; jeg trænger denne stærke arm, dette snilde
hoved. – Når der findes mod og kløgt og styrke
i dette land, så er det evner, som Gud har givet
mændene til brug for mig; – det er for at tjene
mig, at hertug Skule fik alle gode gaver; at trodse
mig er at trodse himlen; det er min pligt at straffe
hver den, som sætter sig op mod himlens vilje, –
thi himlen har gjort så meget for mig.
Dagfinn Bonde
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Herre, vær vagtsom inat; hertugen har visselig
ondt isinde.
ondt isinde.
Håkon.
Hvad siger du?
Dagfinn Bonde.
Hvad han pønser på, ved jeg ikke; men at
der er noget igære, er sikkert nok.
der er noget igære, er sikkert nok.
Håkon.
Skulde han tænke på at overfalde os? Umuligt,
umuligt!
umuligt!
Dagfinn Bonde.
Nej, det er noget andet. Hans skibe ligger
klare til at sejle; der skal holdes thing ombord.
klare til at sejle; der skal holdes thing ombord.
s. 121
Håkon.
Du tager fejl –! Gå, Dagfinn, og bring mig
sikkert bud.
sikkert bud.
Dagfinn Bonde.
Ja, ja; I kan lide på mig. (går.)
Håkon.
Nej, – det vilde være utænkeligt! Hertugen
tør ikke rejse sig imod mig. Gud giver ham ikke
lov til det, – Gud, som har gjort det så vid-
underlig godt for mig hidtil. Nu må jeg have
fred, nu skal jeg jo til at begynde! – Jeg har
virket så lidet endnu; men jeg hører herrens usvige-
lige røst råbe i mig: du skal fremme et stort
kongsværk i Norge!
tør ikke rejse sig imod mig. Gud giver ham ikke
lov til det, – Gud, som har gjort det så vid-
underlig godt for mig hidtil. Nu må jeg have
fred, nu skal jeg jo til at begynde! – Jeg har
virket så lidet endnu; men jeg hører herrens usvige-
lige røst råbe i mig: du skal fremme et stort
kongsværk i Norge!
Gregorius Jonssøn
(kommer fra baggrunden).
(kommer fra baggrunden).
Min herre og konge!
Håkon.
Gregorius Jonssøn! Kommer I hid?
Gregorius Jonssøn.
Jeg byder mig frem som eders håndgangne
mand; så langt har jeg fulgt hertugen; nu tør jeg
ikke følge ham længer.
mand; så langt har jeg fulgt hertugen; nu tør jeg
ikke følge ham længer.
Håkon.
Hvad er der hændt?
Gregorius Jonssøn.
Det, som ingen mand vil tro, når rygtet
bærer det ud over landet.
bærer det ud over landet.
Håkon.
Tal, tal!
s. 122
Gregorius Jonssøn.
Jeg ræddes for at høre lyden af mine egne ord;
– vid da – (griber ham om armen og hvisker.)
– vid da – (griber ham om armen og hvisker.)
Håkon
(farer tilbage med et skrig).
(farer tilbage med et skrig).
Ha, I er fra sans og samling!
Gregorius Jonssøn.
Gud give jeg var det.
Håkon.
Uhørt! Nej, det kan ikke være så!
Gregorius Jonssøn.
Ved Kristi dyre blod, det er så!
Håkon.
Gå, gå; lad blæse til hirdstævne; alle mine
mænd skal samles. (Gregorius Jonssøn går.)
mænd skal samles. (Gregorius Jonssøn går.)
Håkon
(går nogle gange frem og tilbage, derpå nærmer han sig rask døren til
Margretes kammer, banker på, vedbliver et par gange at gå op og ned,
går atter til døren, banker og råber):
(går nogle gange frem og tilbage, derpå nærmer han sig rask døren til
Margretes kammer, banker på, vedbliver et par gange at gå op og ned,
går atter til døren, banker og råber):
Margrete! (vedbliver at gå frem og tilbage.)
Margrete
(i døren, natklædt, med udslået hår; om skuldrene har hun en rød snøre-
kåbe, som hun holder tæt sammen over brystet).
(i døren, natklædt, med udslået hår; om skuldrene har hun en rød snøre-
kåbe, som hun holder tæt sammen over brystet).
Håkon! Er det dig?
Håkon.
Ja, ja; du må komme herud.
Margrete.
O, men så må du ikke se på mig; jeg var alt
gået tilsengs.
gået tilsengs.
Håkon.
Andet har jeg nu at tænke på.
s. 123
Margrete.
Hvad er der hændt!
Håkon.
Giv mig et godt råd! Nys bragtes mig den
værste af alle tidender.
værste af alle tidender.
Margrete
(angst).
(angst).
Hvilken tidende, Håkon?
Håkon.
At der er to konger i Norge nu.
Margrete.
To konger i Norge! – Håkon, hvor er min
fader?
fader?
Håkon.
Han tog kongsnavn ombord; nu sejler han til
Nidaros for at lade sig krone.
Nidaros for at lade sig krone.
Margrete.
O, Gud, du almægtigste –! (synker ned på bænken,
bedækker ansigtet med sine hænder og græder.)
bedækker ansigtet med sine hænder og græder.)
Håkon.
To konger i landet!
Margrete.
Min husbond den ene, – og min fader den
anden!
anden!
Håkon
(går uroligt frem og tilbage).
(går uroligt frem og tilbage).
Giv mig et godt råd, Margrete! Skulde jeg
gå over Oplandene, komme først til Trøndelagen
og hindre kroningen? Nej, ugørligt; jeg har for
ringe stridsmagt samlet; der nordpå er han mæg-
tigere end jeg. – Giv mig råd; hvorledes skal jeg
få hertugen dræbt, før han kommer til Nidaros?
gå over Oplandene, komme først til Trøndelagen
og hindre kroningen? Nej, ugørligt; jeg har for
ringe stridsmagt samlet; der nordpå er han mæg-
s. 124
tigere end jeg. – Giv mig råd; hvorledes skal jeg
få hertugen dræbt, før han kommer til Nidaros?
Margrete
(bønligt, med foldede hænder).
(bønligt, med foldede hænder).
Håkon, Håkon!
Håkon.
Kan du ikke finde på et kløgtigt råd til at få
hertugen dræbt, siger jeg!
hertugen dræbt, siger jeg!
Margrete
(synker i smerte ned fra bænken og ligger knælende).
(synker i smerte ned fra bænken og ligger knælende).
O, glemmer du da så rent, at han er min
fader!
fader!
Håkon.
Din fader –; ja, ja, det er sandt; det glemte
jeg. (løfter hende op.) Sæt dig, Margrete; du får være
trøstig; græd ikke; du har jo ingen skyld i dette.
(går over mod vinduet.) Hertug Skule bliver mig værre
end alle andre fiender! – Gud, Gud, – hvorfor
slår du mig så hårdt, mig, som intet har forbrudt!
(det banker i baggrunden; han farer sammen, lytter og råber:) Hvem
banker derude så sent på kvelden?
jeg. (løfter hende op.) Sæt dig, Margrete; du får være
trøstig; græd ikke; du har jo ingen skyld i dette.
(går over mod vinduet.) Hertug Skule bliver mig værre
end alle andre fiender! – Gud, Gud, – hvorfor
slår du mig så hårdt, mig, som intet har forbrudt!
(det banker i baggrunden; han farer sammen, lytter og råber:) Hvem
banker derude så sent på kvelden?
Ingas stemme
(udenfor).
(udenfor).
En som fryser, Håkon!
Håkon
(med et skrig).
(med et skrig).
Min Moder!
Margrete
(springer op).
(springer op).
Inga!
s. 125
Håkon
(iler til døren og lukker op; Inga sidder på dørtrinet).
(iler til døren og lukker op; Inga sidder på dørtrinet).
Min moder! Siddende som en hund udenfor
sin søns dør! Og jeg spørger hvi Gud slår mig!
sin søns dør! Og jeg spørger hvi Gud slår mig!
Inga
(strækker armene mod ham).
(strækker armene mod ham).
Håkon, mit barn! Velsignelse over dig!
Håkon
(løfter hende op).
(løfter hende op).
Kom – kom herind; her er lyst og varmt!
Inga.
Må jeg komme ind til dig?
Håkon.
Vi skal aldrig skilles mere.
Inga.
Min søn – min konge, – o, hvor du er god
og kærlig! Jeg stod i en krog og så dig, da du
gik fra bispegården; du så så sorgfuld ud; jeg
kunde ikke skilles fra dig på slig vis!
og kærlig! Jeg stod i en krog og så dig, da du
gik fra bispegården; du så så sorgfuld ud; jeg
kunde ikke skilles fra dig på slig vis!
Håkon.
Gud være takket for det. Du var visselig den
bedste, som kunde komme nu! Margrete, – min
moder, – jeg har syndet svarligen; jeg har stængt
mit hjerte for eder to, som er så rige på kær-
lighed.
bedste, som kunde komme nu! Margrete, – min
moder, – jeg har syndet svarligen; jeg har stængt
mit hjerte for eder to, som er så rige på kær-
lighed.
Margrete
(kaster sig om hans hals).
(kaster sig om hans hals).
O, Håkon, min elskede husbond; står jeg dig
da nu nær?
da nu nær?
s. 126
Håkon.
Ja, ja; det gør du; ikke for at give mig kloge
råd, men for at lyse og skinne på min vej. Lad
komme hvad der vil, jeg kender Herrens styrke
i mig!
råd, men for at lyse og skinne på min vej. Lad
komme hvad der vil, jeg kender Herrens styrke
i mig!
Dagfinn Bonde
(kommer ilsomt fra baggrunden).
(kommer ilsomt fra baggrunden).
Herre, herre! Nu er det værste hændt!
Håkon
(smiler tillidsfuldt idet han trykker Margrete og Inga tæt op til sig).
(smiler tillidsfuldt idet han trykker Margrete og Inga tæt op til sig).
Jeg ved det; men det har ingen nød, gamle
Dagfinn! Er der end to konger i Norge, så er der
kun en i himlen, – og han grejder det nok!
Dagfinn! Er der end to konger i Norge, så er der
kun en i himlen, – og han grejder det nok!
Teppet falder.
FJERDE AKT.
(Stor hal i Oslo kongsgård. Kong Skule holder gilde med sin
hird og sine høvdinger. I forgrunden tilvenstre står højsædet, hvor Skule
sidder rigt klædt, med purpurkåbe og kongsring om hovedet. Natverds-
bordet, hvorom gæsterne er bænkede, strækker sig fra højsædet op mod
baggrunden. Ligeover for Skule sidder Pål Flida og Bård Bratte.
Endel ringere gæster beværtes stående over på højre side. Det er sen
aften; hallen er stærkt oplyst. Gildet lider mod slutten; mændene er
meget lystige og tildels drukne; de drikker hverandre til, ler og taler i
munden på hverandre.)
hird og sine høvdinger. I forgrunden tilvenstre står højsædet, hvor Skule
sidder rigt klædt, med purpurkåbe og kongsring om hovedet. Natverds-
bordet, hvorom gæsterne er bænkede, strækker sig fra højsædet op mod
baggrunden. Ligeover for Skule sidder Pål Flida og Bård Bratte.
Endel ringere gæster beværtes stående over på højre side. Det er sen
aften; hallen er stærkt oplyst. Gildet lider mod slutten; mændene er
meget lystige og tildels drukne; de drikker hverandre til, ler og taler i
munden på hverandre.)
Pål Flida
(rejser sig og slår til lyd).
(rejser sig og slår til lyd).
Stille i hallen; Jatgejr skald vil sige sit kvad
til ære for kong Skule.
til ære for kong Skule.
Jatgejr
(står frem midt på gulvet).
(står frem midt på gulvet).
Hertug Skule blæste til Ørething
under messen i Nidaros by;
hertug Skule tog kongsnavn, mens klokkerne ringed,
og sværdslag på skjold gav gny.
Kong Skule skred over Dovreskard
med tusende svende på ski;
Gudbrandsdølerne græd for grid
og købte med sølv sig fri.
s. 128
Kong Skule sørover Mjøsen foer, –
Oplændingen svor og snærred;
kong Skule foer gennem Raumarike
til Låka i Nannestad herred.
Det var den hellige faste-uge;
Birkebejnerhæren kom;
Knut jarl var høvding, – sværdene talte
og fældte i kongstrætten dom.
Det siges forvisst: siden Sverres dage
stod aldrig så hed en strid;
blommet, som blodige kæmpers lagen,
blev vidden, der før var hvid.
De satte på sprang, de Birkebejner, –
slang fra sig både biler og skjolde;
mange hundrede satte dog ikke på sprang,
for de lå og var isende kolde. –
Ingen ved hvor kong Håkon færdes; –
kong Skule har byer og borge.
Hil dig, herre! Længe sidde du stor,
som konge for hele Norge!
Skules mænd
(springer op under stormende jubel, løfter krusene og bægrene ivejret,
slår på sine våben og gentager):
(springer op under stormende jubel, løfter krusene og bægrene ivejret,
slår på sine våben og gentager):
Hil dig, herre! Længe sidde du stor,
som konge for hele Norge!
Kong Skule.
Tak for kvadet, Jatgejr skald! Det er, som
jeg bedst liker det; thi det priser mine mænd ligeså
fuldt som mig selv.
jeg bedst liker det; thi det priser mine mænd ligeså
fuldt som mig selv.
s. 129
Jatgejr.
Det er kongens ære, at hans mænd kan prises.
Kong Skule.
Tag som skaldeløn denne armring, bliv hos
mig og gå mig tilhånde; jeg vil have mange skalde
om mig.
mig og gå mig tilhånde; jeg vil have mange skalde
om mig.
Jatgejr.
Det kan trænges, herre, ifald der skal gøres
kvad om alle eders gerninger.
kvad om alle eders gerninger.
Kong Skule.
Jeg vil være trefold gavmildere end Håkon;
skaldskab skal agtes og lønnes som andet storværk,
sålænge jeg er konge. Tag sæde; du hører nu til
hirden; alt, hvad du trænger, skal frit gives dig.
skaldskab skal agtes og lønnes som andet storværk,
sålænge jeg er konge. Tag sæde; du hører nu til
hirden; alt, hvad du trænger, skal frit gives dig.
Jatgejr
(sætter sig).
(sætter sig).
Hvad jeg mest trænger, vil det snart skorte
eder højlig på, herre.
eder højlig på, herre.
Kong Skule.
Hvilket?
Jatgejr.
Kongsfiender, hvis flugt og fald jeg kan
kvæde om.
kvæde om.
Mange blandt mændene
(under latter og bifald).
(under latter og bifald).
Vel talt, Islænding!
Pål Flida
(til Jatgejr).
(til Jatgejr).
Kvadet var godt; men lidt løgn skal der jo
være i hvert skaldeværk, og så var det da også i dit.
være i hvert skaldeværk, og så var det da også i dit.
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
9
s. 130
Jatgejr.
Løgn, herre stallare?
Pål Flida.
Ja; du siger, at ingen ved hvor kong Håkon
færdes; det er ikke så; der meldes for visst, at
Håkon er i Nidaros.
færdes; det er ikke så; der meldes for visst, at
Håkon er i Nidaros.
Kong Skule
(smilende).
(smilende).
Ja, han har ladet kongsbarnet hylde og givet
det kongsnavn.
det kongsnavn.
Jatgejr.
Det har jeg hørt; men jeg vidste ikke, at nogen
mand kunde give bort, hvad han ikke selv ejer.
mand kunde give bort, hvad han ikke selv ejer.
Kong Skule.
Det falder lettest at give, hvad en ikke selv ejer.
Bård Bratte.
Men hårdt må det være, at fare midtvinters
fra Bergen til Nidaros, når en skal tigge sig frem.
fra Bergen til Nidaros, når en skal tigge sig frem.
Jatgejr.
Det går i ring med Birkebejnerne; de begyndte
med sult og frost; nu ender de på samme vis.
med sult og frost; nu ender de på samme vis.
Pål Flida.
I Bergen går det rygte, at Håkon har forsaget
kirken og alt det, som helligt er; han lydde ikke
messe nytårsdag.
kirken og alt det, som helligt er; han lydde ikke
messe nytårsdag.
Bård Bratte.
Han havde lovligt forfald, Pål; han stod hele
dagen og hug sine sølvkar og sølvdiske istykker,
– andet havde han ikke at lønne hirden med.
dagen og hug sine sølvkar og sølvdiske istykker,
– andet havde han ikke at lønne hirden med.
(Latter og højrøstet tale mellem gæsterne.)
s. 131
Kong Skule
(løfter sit krus).
(løfter sit krus).
Nu drikker jeg dig til, Bård Bratte, og takker
dig og alle mine nye mænd. I stred mandeligt for
mig ved Låka, og har stor del i sejren.
dig og alle mine nye mænd. I stred mandeligt for
mig ved Låka, og har stor del i sejren.
Bård Bratte.
Det var første gang jeg stred under eder, herre;
men jeg skønte snart, det var let at sejre, når slig
høvding, som I, rider fremst i fylkingen. Men det
var ilde, at vi slog så mange og jog dem så langt;
nu vil der gå en hel tid, før de vover sig imod os
igen, er jeg ræd for.
men jeg skønte snart, det var let at sejre, når slig
høvding, som I, rider fremst i fylkingen. Men det
var ilde, at vi slog så mange og jog dem så langt;
nu vil der gå en hel tid, før de vover sig imod os
igen, er jeg ræd for.
Kong Skule.
Vent til våren kommer, så møder vi dem nok.
Nu sidder Knut jarl med dem, som frelstes, nede
på berget ved Tunsberg, og Arnbjørn Jonssøn samler
folk øster i Viken; når de tror sig mandstærke nok,
lader de vel høre fra sig.
Nu sidder Knut jarl med dem, som frelstes, nede
på berget ved Tunsberg, og Arnbjørn Jonssøn samler
folk øster i Viken; når de tror sig mandstærke nok,
lader de vel høre fra sig.
Bård Bratte.
Det vover de ikke, efter det store mandefald
ved Låka.
ved Låka.
Kong Skule.
Så lokker vi dem ud med list.
Mange stemmer.
Ja, ja, – gør det, herre!
Bård Bratte.
List har I god råd på, kong Skule. Eders
fiender ved aldrig af det, før I er over dem, og
altid er I der, hvor en mindst skulde vente det.
fiender ved aldrig af det, før I er over dem, og
altid er I der, hvor en mindst skulde vente det.
9*
s. 132
Pål Flida.
Derfor er det, at Birkebejnerne kalder os Vår-
bælger.
bælger.
Kong Skule.
Andre siger Vargbælger; men det sværger jeg
nu, at når vi næste gang mødes, skal Birkebejnerne
sande, hvor svært det er, at krænge bælgen af slige
varger.
nu, at når vi næste gang mødes, skal Birkebejnerne
sande, hvor svært det er, at krænge bælgen af slige
varger.
Bård Bratte.
Med deres gode vilje mødes vi ikke; – det
blir en jagt hele landet rundt.
blir en jagt hele landet rundt.
Kong Skule.
Det skal det også. Først renser vi Viken, og
lægger landet under os her øster, så samler vi
skibe, går rundt næsset og hele leden opover til
Nidaros.
lægger landet under os her øster, så samler vi
skibe, går rundt næsset og hele leden opover til
Nidaros.
Bård Bratte.
Og når I på slig vis kommer til Nidaros,
tænker jeg ikke korsbrødrene nægter jer, at flytte
hellig Olafs skrin ud på thingvolden, som de
gjorde i høst, da I blev hyldet.
tænker jeg ikke korsbrødrene nægter jer, at flytte
hellig Olafs skrin ud på thingvolden, som de
gjorde i høst, da I blev hyldet.
Kong Skule.
Skrinet skal ud; jeg vil bære mit kongsnavn
lovligt i alle måder.
lovligt i alle måder.
Jatgejr.
Og jeg lover jer, at kvæde et stort dråpa, når
I får dræbt den sovende mand!
I får dræbt den sovende mand!
(Udbrud af latter mellem mændene.)
Kong Skule.
Den sovende mand.
s. 133
Jatgejr.
Ved I ikke, herre, at kong Håkon kaldes
«Håkon søvn», fordi han sidder ligesom lamslået,
siden I fik magten.
«Håkon søvn», fordi han sidder ligesom lamslået,
siden I fik magten.
Bård Bratte.
Han ligger med lukkede øjne, siges der. Han
drømmer vel, at han er konge endnu.
drømmer vel, at han er konge endnu.
Kong Skule.
Lad ham drømme; han skal aldrig drømme
sig til kongedømmet.
sig til kongedømmet.
Jatgejr.
Lad hans søvn blive lang og uden drømme,
så får jeg stof til et kvad.
så får jeg stof til et kvad.
Mændene.
Ja, ja, gør som skalden siger!
Kong Skule.
Når så mange gode mænd råder ens, må rådet
være godt; dog, om den sag vil vi ikke tale nu.
Men et løfte vil jeg gøre; – hver af mine mænd
skal tage våben og klæder, guld og sølv, som arv
og eje efter den fiende, han fælder; og hver mand
skal tage dens værdighed, som han lægger ned.
Den, som dræber en lendermand, skal selv blive
lendermand; den, som dræber en sysselmand, skal
gives syssel efter den dræbte; og alle de, som
sidder inde med slige værdigheder og embeder før,
skal lønnes på anden kongelig vis.
være godt; dog, om den sag vil vi ikke tale nu.
Men et løfte vil jeg gøre; – hver af mine mænd
skal tage våben og klæder, guld og sølv, som arv
og eje efter den fiende, han fælder; og hver mand
skal tage dens værdighed, som han lægger ned.
Den, som dræber en lendermand, skal selv blive
lendermand; den, som dræber en sysselmand, skal
gives syssel efter den dræbte; og alle de, som
sidder inde med slige værdigheder og embeder før,
skal lønnes på anden kongelig vis.
Mændene
(springer op i vild glæde).
(springer op i vild glæde).
Hil, hil kong Skule! Før os mod Birke-
bejnerne!
bejnerne!
s. 134
Bård Bratte.
Nu er I sikker på sejren i alle slag!
Pål Flida.
Jeg vil have Dagfinn Bonde for mig; han ejer
et godt sværd, som jeg længe har ønsket.
et godt sværd, som jeg længe har ønsket.
Bård Bratte.
Jeg vil have Bård Torstejnssøns brynje; den
bergede hans liv ved Låka, for den står mod hug
og stik.
bergede hans liv ved Låka, for den står mod hug
og stik.
Jatgejr.
Nej, lad mig få den; den passer mig bedre;
du skal få fem mærker guld i bytte.
du skal få fem mærker guld i bytte.
Bård Bratte.
Hvor vil du tage fem mærker guld fra, skald?
Jatgejr.
Jeg vil tage dem fra Gregorius Jonssøn, når
vi kommer nordpå.
vi kommer nordpå.
Mændene
(i munden på hverandre):
(i munden på hverandre):
Og jeg vil have – jeg vil have –
(resten bliver utydeligt i larmen.)
(resten bliver utydeligt i larmen.)
Pål Flida.
Afsted, hver til sit herberge; kom ihug, at I
er i kongens hal.
er i kongens hal.
Mændene.
Ja, ja, – hil kongen, hil kong Skule!
Kong Skule.
Tilsengs nu, I gode mænd! Vi har siddet
længe ved drikkebordet inat.
længe ved drikkebordet inat.
s. 135
En hirdmand
(idet flokken holder på at gå).
(idet flokken holder på at gå).
Imorgen trækker vi lod om Birkebejnernes
gods.
gods.
En anden.
Lad heller tilfældet råde!
Nogle.
Nej, nej!
Andre.
Jo, jo!
Bård Bratte.
Nu slås Vargbælgerne om bjørnefellen.
Pål Flida.
Og bagefter fælder de bjørnen.
(Alle går ud i baggrunden.)
Kong Skule
(venter til mændene er borte; spændingen i hans træk slappes, han synker
ned på en af bænkene).
(venter til mændene er borte; spændingen i hans træk slappes, han synker
ned på en af bænkene).
Hvor jeg er træt, dødsens træt. Dag ud og
dag ind at stå midt i denne sværm, se smilende
fremad, som om jeg var så uryggelig viss på retten
og sejren og lykken. Ikke have et menneske, jeg
kan tale med om det, der gnager mig så sårt.
(Rejser sig med et udtryk af skræk.) Og så slaget ved Låka!
At jeg sejrede der! Håkon sendte sin hær mod
mig; Gud skulde skifte og dele mellem de to
konger, – og jeg sejrede, sejrede, som aldrig nogen
har sejret over Birkebejnerne før! Skjoldene stod
fast i sneen, men der var ingen bagved dem; –
Birkebejnerne satte tilskogs, over vidder og moer
og bakker, sålangt benene vilde bære dem. Det
utrolige skede; Håkon tabte og jeg vandt. Der er
en lønlig rædsel i den sejr. Du store himmelens
Gud, der er altså ingen sikker lov deroppe, som
alt skal gå efter? Der ligger ingen sejrende magt
i det, at have ret? (vildt afbrydende) Jeg er syg, jeg
er syg! – Hvorfor skulde ikke retten være på
min side? Er det ikke ligesom Gud selv vilde
gøre mig viss på det, siden han lod mig sejre?
(grublende) Muligheden er lige; – ikke en fjær mere
på den ene side, end på den anden, og dog –
(ryster på hovedet) dog tynger vægten for Håkon. Jeg
har had og hede ønsker at kaste i min skål, og dog
tynger vægten for Håkon. Kommer tanken om
kongsretten uforvarende over mig, da er det altid
ham, aldrig mig, som er den sande konge. Skal
jeg se mig selv som den rette, da må det gøres
med kunst, jeg må rejse en sindrig bygning, et
værk af kløgt; jeg må jage mindelser fra mig, og
tage troen med magt. Slig var det aldrig før.
Hvad er der da hændt, som har gjort mig så
tvivlende siden? At bispen brændte brevet? Nej,
– derved blev uvissheden evig; men den blev
ikke større. Har da Håkon gjort nogen stor
kongelig gerning på den sidste tid? Nej, sine
største gerninger øvede han, da jeg mindst troede
på ham. (sætter sig ned på højre side.) Hvad er det? Ha,
det er sælsomt; det kommer og svinder som et blå-
lys; det danser mig på tungespidsen, ligesom når
en har mistet et ord og ikke kan finde det igen.
(springer op.) Ha! Nu har jeg det! Nej –! Jo,
jo! nu har jeg det! – «Norge var et rige; det
skal blive et folk; alle skal blive et, og alle skal
vide med sig selv, at de er et!» Siden Håkon
talte disse galmandsord, står han stadigt for mig
som den rette konge. – (Ser angst frem for sig og
hvisker:) Om der glimtede et Guds kald i disse
sælsomme ord? Om Gud havde siddet inde med
tanken til nu, og vil strø den ud – og har kåret
Håkon til såmand?
dag ind at stå midt i denne sværm, se smilende
fremad, som om jeg var så uryggelig viss på retten
og sejren og lykken. Ikke have et menneske, jeg
kan tale med om det, der gnager mig så sårt.
(Rejser sig med et udtryk af skræk.) Og så slaget ved Låka!
At jeg sejrede der! Håkon sendte sin hær mod
mig; Gud skulde skifte og dele mellem de to
konger, – og jeg sejrede, sejrede, som aldrig nogen
har sejret over Birkebejnerne før! Skjoldene stod
fast i sneen, men der var ingen bagved dem; –
Birkebejnerne satte tilskogs, over vidder og moer
og bakker, sålangt benene vilde bære dem. Det
utrolige skede; Håkon tabte og jeg vandt. Der er
s. 136
en lønlig rædsel i den sejr. Du store himmelens
Gud, der er altså ingen sikker lov deroppe, som
alt skal gå efter? Der ligger ingen sejrende magt
i det, at have ret? (vildt afbrydende) Jeg er syg, jeg
er syg! – Hvorfor skulde ikke retten være på
min side? Er det ikke ligesom Gud selv vilde
gøre mig viss på det, siden han lod mig sejre?
(grublende) Muligheden er lige; – ikke en fjær mere
på den ene side, end på den anden, og dog –
(ryster på hovedet) dog tynger vægten for Håkon. Jeg
har had og hede ønsker at kaste i min skål, og dog
tynger vægten for Håkon. Kommer tanken om
kongsretten uforvarende over mig, da er det altid
ham, aldrig mig, som er den sande konge. Skal
jeg se mig selv som den rette, da må det gøres
med kunst, jeg må rejse en sindrig bygning, et
værk af kløgt; jeg må jage mindelser fra mig, og
tage troen med magt. Slig var det aldrig før.
Hvad er der da hændt, som har gjort mig så
tvivlende siden? At bispen brændte brevet? Nej,
– derved blev uvissheden evig; men den blev
ikke større. Har da Håkon gjort nogen stor
kongelig gerning på den sidste tid? Nej, sine
største gerninger øvede han, da jeg mindst troede
på ham. (sætter sig ned på højre side.) Hvad er det? Ha,
det er sælsomt; det kommer og svinder som et blå-
lys; det danser mig på tungespidsen, ligesom når
en har mistet et ord og ikke kan finde det igen.
(springer op.) Ha! Nu har jeg det! Nej –! Jo,
jo! nu har jeg det! – «Norge var et rige; det
skal blive et folk; alle skal blive et, og alle skal
vide med sig selv, at de er et!» Siden Håkon
s. 137
talte disse galmandsord, står han stadigt for mig
som den rette konge. – (Ser angst frem for sig og
hvisker:) Om der glimtede et Guds kald i disse
sælsomme ord? Om Gud havde siddet inde med
tanken til nu, og vil strø den ud – og har kåret
Håkon til såmand?
Pål Flida
(kommer ind fra baggrunden).
(kommer ind fra baggrunden).
Herre konge, jeg har nyt at melde.
Kong Skule.
Nyt?
Pål Flida.
En mand, som kommer nedenfra fjorden,
fortæller, at Birkebejnerne i Tunsberg har sat sine
skibe på vandet, og at der har stævnet mange
mænd sammen til byen i de sidste dage.
fortæller, at Birkebejnerne i Tunsberg har sat sine
skibe på vandet, og at der har stævnet mange
mænd sammen til byen i de sidste dage.
Kong Skule.
Godt, vi vil møde dem – imorgen, eller så.
Pål Flida.
Herre, det kunde hænde, Birkebejnerne tænkte
på at møde os først.
på at møde os først.
Kong Skule.
Det har de ikke skibe nok til, og ikke mand-
skab heller.
skab heller.
Pål Flida.
Men Arnbjørn Jonssøn samler både mandskab
og skibe rundt om i Viken.
og skibe rundt om i Viken.
Kong Skule.
Desbedre; så slår vi dem allesammen, ligesom
ved Låka.
ved Låka.
s. 138
Pål Flida.
Herre, det går ikke så let, at slå Birkebejnerne
to gange itræk.
to gange itræk.
Kong Skule.
Og hvorfor ikke det?
Pål Flida.
Fordi Norges saga ikke melder, at sligt er
hændt før i tiden. – Skal jeg ikke skikke spejdere
ud til Hovedø?
hændt før i tiden. – Skal jeg ikke skikke spejdere
ud til Hovedø?
Kong Skule.
Det trænges ikke; det er mørk nat, og skodde til.
Pål Flida.
Ja, ja, kongen skønner det bedst; men kom
ihug, herre, at alle er jer imod her i Viken. By-
mændene i Oslo hader jer, og kommer Birke-
bejnerne, så gør de fælles sag med dem.
ihug, herre, at alle er jer imod her i Viken. By-
mændene i Oslo hader jer, og kommer Birke-
bejnerne, så gør de fælles sag med dem.
Kong Skule
(med liv).
(med liv).
Pål Flida, skulde det ikke være tænkeligt, at
jeg kunde få Vikværingerne på min side?
jeg kunde få Vikværingerne på min side?
Pål Flida
(ser forundret på ham og ryster på hovedet).
(ser forundret på ham og ryster på hovedet).
Nej, herre, det er ikke tænkeligt.
Kong Skule.
Og hvorfor ikke?
Pål Flida.
Nej, for I har jo Trønderne på eders side.
Kong Skule.
Både Trøndere og Vikværinger vil jeg have!
s. 139
Pål Flida.
Nej, herre, det er ikke gørligt.
Kong Skule.
Ikke tænkeligt; ikke gørligt! Og hvorfor –
hvorfor ikke?
hvorfor ikke?
Pål Flida.
Fordi Vikværingen er Vikværing og Trønderen
Trønder, og fordi sagaen ikke melder om andet,
og fordi det altid har været slig.
Trønder, og fordi sagaen ikke melder om andet,
og fordi det altid har været slig.
Kong Skule.
Ja, ja, – du har ret. Gå.
Pål Flida.
Og jeg skal ingen spejdere sende?
Kong Skule.
Vent til daggry. (Pål Flida går.) Norges saga
melder ikke om sligt; det har aldrig været så før.
Pål Flida svarer mig, som jeg svarede Håkon. Er
der da trappetrin både over og under? Højner
Håkon sig ligeså højt over mig, som jeg højner
mig over Pål Flida? Skulde Håkon have fået syn for
de ufødte tanker, og ikke jeg? Hvem var jevnhøj
med Harald Hårfager, den tid der sad en konge
på hvert næss, og han sagde: nu får de falde,
herefter skal der kun være en. Han kastede den
gamle saga overende, skabte en ny saga. (Ophold;
han går grundende frem og tilbage; derpå stanser han.) Kan en
mand tage Guds kaldelse fra en anden, således
som han kan tage våben og guld fra sin fældte
fiende? Kan et kongs-emne tage kongsgerningen
på sig, således som han kan tage kongskåben på?
Egen, som fældes til skibstømmer, kan den sige:
jeg vil være masten i skibet, jeg vil tage furuens
gerning, pege rank og skinnende opad, bære gylden
fløj på toppen, slå med hvide, bugnende sejl i
solskinnet og synes for folket langt, langt borte?
– Nej, nej, du tunge, knudrede egestamme, din
plads er under kølen; der skal du ligge og gøre
nytte, stilt og useet af hvert øje oppe i dagen; –
dig er det, som skal hindre skibet fra at kantre i
uvejret; masten med guldfløj og med bugnende
sejl skal føre det frem mod det nye, mod det
ukendte, mod de fremmede strande og mod den
vordende saga! (heftigt.) Siden Håkon talte sin store
kongstanke ud, ser jeg ingen anden tanke i verden,
end den ene. Kan jeg ikke tage den og gøre den
til sandhed, så øjner jeg ingen tanke at stride for.
(tankefuld.) Og kan jeg det da ikke? Hvis jeg ikke
kunde, hvorfor elsker jeg da Håkons tanke?
melder ikke om sligt; det har aldrig været så før.
Pål Flida svarer mig, som jeg svarede Håkon. Er
der da trappetrin både over og under? Højner
Håkon sig ligeså højt over mig, som jeg højner
mig over Pål Flida? Skulde Håkon have fået syn for
de ufødte tanker, og ikke jeg? Hvem var jevnhøj
med Harald Hårfager, den tid der sad en konge
på hvert næss, og han sagde: nu får de falde,
herefter skal der kun være en. Han kastede den
gamle saga overende, skabte en ny saga. (Ophold;
han går grundende frem og tilbage; derpå stanser han.) Kan en
mand tage Guds kaldelse fra en anden, således
som han kan tage våben og guld fra sin fældte
fiende? Kan et kongs-emne tage kongsgerningen
s. 140
på sig, således som han kan tage kongskåben på?
Egen, som fældes til skibstømmer, kan den sige:
jeg vil være masten i skibet, jeg vil tage furuens
gerning, pege rank og skinnende opad, bære gylden
fløj på toppen, slå med hvide, bugnende sejl i
solskinnet og synes for folket langt, langt borte?
– Nej, nej, du tunge, knudrede egestamme, din
plads er under kølen; der skal du ligge og gøre
nytte, stilt og useet af hvert øje oppe i dagen; –
dig er det, som skal hindre skibet fra at kantre i
uvejret; masten med guldfløj og med bugnende
sejl skal føre det frem mod det nye, mod det
ukendte, mod de fremmede strande og mod den
vordende saga! (heftigt.) Siden Håkon talte sin store
kongstanke ud, ser jeg ingen anden tanke i verden,
end den ene. Kan jeg ikke tage den og gøre den
til sandhed, så øjner jeg ingen tanke at stride for.
(tankefuld.) Og kan jeg det da ikke? Hvis jeg ikke
kunde, hvorfor elsker jeg da Håkons tanke?
Jatgejr
(kommer ind fra baggrunden).
(kommer ind fra baggrunden).
Tilgiv, herre konge, at jeg kommer –
Kong Skule.
Godt at du kommer, skald!
Jatgejr.
Jeg hørte bymændene tale gådefuldt i herberget
om at –
om at –
Kong Skule.
Vent med det. Sig mig, skald; du, som har
faret vidt om i fremmede lande, har du nogentid
seet en kvinde elske et fremmed barn? Ikke blot
have det kær, – det mener jeg ikke; men elske
det, elske det med sin sjæls hedeste kærlighed?
faret vidt om i fremmede lande, har du nogentid
s. 141
seet en kvinde elske et fremmed barn? Ikke blot
have det kær, – det mener jeg ikke; men elske
det, elske det med sin sjæls hedeste kærlighed?
Jatgejr.
Det gør kun de kvinder, som ikke har egne
børn at elske.
børn at elske.
Kong Skule.
Kun de kvinder –?
Jatgejr.
Og helst de kvinder, som er ufrugtbare.
Kong Skule.
Helst de ufrugtbare –? De elsker de andres
børn med al sin hedeste kærlighed?
børn med al sin hedeste kærlighed?
Jatgejr.
Det hænder ofte.
Kong Skule.
Og hænder det ikke også stundom, at slig
ufrugtbar kvinde dræber en andens barn, fordi
hun selv intet har?
ufrugtbar kvinde dræber en andens barn, fordi
hun selv intet har?
Jatgejr.
Å jo; men hun gør ikke klogt i det.
Kong Skule.
Klogt?
Jatgejr.
Nej, thi hun giver sorgens gave til den, hvis
barn hun dræber.
barn hun dræber.
Kong Skule.
Tror du, at sorgens gave er så meget god?
s. 142
Jatgejr.
Ja, herre.
Kong Skule
(ser visst på ham).
(ser visst på ham).
Der er ligesom to mænd i dig, Islænding.
Sidder du mellem hirden i lystigt lag, så drager
du kappe og kofte over hver din tanke; er en ene
med dig, ligner du stundom dem, en får lyst til
at vælge sin ven iblandt. Hvoraf kommer det?
Sidder du mellem hirden i lystigt lag, så drager
du kappe og kofte over hver din tanke; er en ene
med dig, ligner du stundom dem, en får lyst til
at vælge sin ven iblandt. Hvoraf kommer det?
Jatgejr.
Når I går til svømning i elven, herre, så
klæder I eder ikke af, hvor kirkealmuen må forbi;
men I søger jer et lønligt skjul.
klæder I eder ikke af, hvor kirkealmuen må forbi;
men I søger jer et lønligt skjul.
Kong Skule.
Forstår sig.
Jatgejr.
Jeg har sjælens blygsel; derfor klæder jeg mig
ikke af, når der er så mange i hallen.
ikke af, når der er så mange i hallen.
Kong Skule.
Hm. (Kort ophold.) Sig mig, Jatgejr, hvorledes
gik det til, at du blev skald? Hvem lærte du
skaldskabet af?
gik det til, at du blev skald? Hvem lærte du
skaldskabet af?
Jatgejr.
Skaldskab læres ikke, herre.
Kong Skule.
Læres det ikke? Hvorledes gik det da til?
Jatgejr.
Jeg fik sorgens gave og så var jeg skald.
Kong Skule.
Så det er sorgens gave, som skalden trænger?
s. 143
Jatgejr.
Jeg trængte sorgen; der kan være andre, som
trænger troen eller glæden – eller tvivlen –
trænger troen eller glæden – eller tvivlen –
Kong Skule.
Tvivlen også?
Jatgejr.
Ja; men da må den tvivlende være stærk og
frisk.
frisk.
Kong Skule.
Og hvem kalder du en ufrisk tvivler?
Jatgejr.
Den, som tvivler på sin egen tvivl.
Kong Skule
(langsomt).
(langsomt).
Det tykkes mig at være døden.
Jatgejr.
Det er værre; det er tusmørket.
Kong Skule
(raskt, idet han ligesom ryster tankerne af sig).
(raskt, idet han ligesom ryster tankerne af sig).
Hvor er mine våben! Jeg vil stride og handle,
– ikke tænke. Hvad var det, du vilde melde
mig, da du kom?
– ikke tænke. Hvad var det, du vilde melde
mig, da du kom?
Jatgejr.
Jeg vilde melde, hvad jeg mærkede i herberget.
Bymændene taler lønligt sig imellem; de ler hån-
ligt og spørger, om vi ved så visst, at kong Håkon
er vesterpå; der er noget de glæder sig over.
Bymændene taler lønligt sig imellem; de ler hån-
ligt og spørger, om vi ved så visst, at kong Håkon
er vesterpå; der er noget de glæder sig over.
Kong Skule.
De er Vikværinger, og Vikværingerne er mig
imod.
imod.
s. 144
Jatgejr.
De spotter over, at kong Olafs helgenskrin
ikke kunde flyttes ud på thingvolden, da I blev
hyldet; de siger, det er et ondt varsel.
ikke kunde flyttes ud på thingvolden, da I blev
hyldet; de siger, det er et ondt varsel.
Kong Skule.
Næstegang jeg kommer til Nidaros skal skrinet
ud; det skal stå under åben himmel, om jeg så
skal rive Olafskirken i grus og vide thingvolden
ud over den tomt, den stod på!
ud; det skal stå under åben himmel, om jeg så
skal rive Olafskirken i grus og vide thingvolden
ud over den tomt, den stod på!
Jatgejr.
Stærk gerning er det; men jeg skal digte et
kvad derom, ligeså stærkt som gerningen.
kvad derom, ligeså stærkt som gerningen.
Kong Skule.
Sidder du inde med mange udigtede kvad,
Jatgejr?
Jatgejr?
Jatgejr.
Nej, men med mange ufødte; de undfanges et
efter et, får liv og så fødes de.
efter et, får liv og så fødes de.
Kong Skule.
Og hvis jeg, som er konge og har magten,
hvis jeg lod dig dræbe, vilde så hver en ufødt
skaldetanke, du bærer på, dø med dig?
hvis jeg lod dig dræbe, vilde så hver en ufødt
skaldetanke, du bærer på, dø med dig?
Jatgejr.
Herre, det er en stor synd at dræbe en fager
tanke.
tanke.
Kong Skule.
Jeg spørger ikke om det er synd; men jeg
spørger om det er gørligt!
spørger om det er gørligt!
s. 145
Jatgejr.
Jeg ved ikke.
Kong Skule.
Har du aldrig havt en anden skald til ven, og
har han aldrig skildret for dig et stort og herligt
kvad, som han vilde digte?
har han aldrig skildret for dig et stort og herligt
kvad, som han vilde digte?
Jatgejr.
Jo, herre.
Kong Skule.
Ønskede du så ikke, at du kunde dræbe ham,
for at tage hans tanke og digte kvadet selv?
for at tage hans tanke og digte kvadet selv?
Jatgejr.
Herre, jeg er ikke ufrugtbar; jeg har egne
børn; jeg trænger ikke til at elske andres. (Går.)
børn; jeg trænger ikke til at elske andres. (Går.)
Kong Skule
(efter et ophold).
(efter et ophold).
Islændingen er visselig skald. Han taler Guds
dybeste sandhed og ved det ikke. – Jeg er som
en ufrugtbar kvinde. Derfor elsker jeg Håkons
kongelige tankebarn, elsker det med min sjæls
hedeste kærlighed. O, kunde jeg også knæsætte
det! Det vilde dø i mine hænder. Hvad er bedst,
enten at det dør i mine hænder, eller at det vokser
sig stort i hans? Får jeg fred i sjælen, hvis det
sker? Kan jeg forsage? Kan jeg se på, at Håkon
sætter sig sligt eftermæle! – Hvor det er dødt og
tomt indeni mig, – og rundt om. Ingen ven –;
Islændingen! (går til døren og råber ud:) Er skalden gået
fra kongsgården?
dybeste sandhed og ved det ikke. – Jeg er som
en ufrugtbar kvinde. Derfor elsker jeg Håkons
kongelige tankebarn, elsker det med min sjæls
hedeste kærlighed. O, kunde jeg også knæsætte
det! Det vilde dø i mine hænder. Hvad er bedst,
enten at det dør i mine hænder, eller at det vokser
sig stort i hans? Får jeg fred i sjælen, hvis det
sker? Kan jeg forsage? Kan jeg se på, at Håkon
sætter sig sligt eftermæle! – Hvor det er dødt og
tomt indeni mig, – og rundt om. Ingen ven –;
Islændingen! (går til døren og råber ud:) Er skalden gået
fra kongsgården?
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
10
s. 146
En hirdmand
(udenfor).
(udenfor).
Nej, herre, han står i forhallen og taler med
vagten.
vagten.
Kong Skule.
Så sig, han skal komme ind! (går nedover til bordet;
om lidt kommer Jatgejr.) Jeg kan ikke sove, Jatgejr; det
er alle de store kongelige tanker, som holder mig
vågen, ser du.
om lidt kommer Jatgejr.) Jeg kan ikke sove, Jatgejr; det
er alle de store kongelige tanker, som holder mig
vågen, ser du.
Jatgejr.
Det er med kongens tanker som med skaldens,
kan jeg skønne. De flyver højest og vokser bedst,
når der er stilhed og nat omkring.
kan jeg skønne. De flyver højest og vokser bedst,
når der er stilhed og nat omkring.
Kong Skule.
Er det så med skaldens også?
Jatgejr.
Ja, herre; intet kvad fødes ved dagslys; det
kan tegnes ned i solskin; men det digter sig en
stille nattetime.
kan tegnes ned i solskin; men det digter sig en
stille nattetime.
Kong Skule.
Hvem gav dig sorgens gave, Jatgejr?
Jatgejr.
Den, jeg elskede.
Kong Skule.
Hun døde da?
Jatgejr.
Nej, hun sveg mig.
Kong Skule.
Og så blev du skald?
s. 147
Jatgejr.
Ja, så blev jeg skald.
Kong Skule
(griber ham om armen).
(griber ham om armen).
Hvad gave trænger jeg for at blive konge?
Jatgejr.
Ikke tvivlens; thi da spurgte I ikke så.
Kong Skule.
Hvad gave trænger jeg?
Jatgejr.
Herre, I er jo konge.
Kong Skule.
Tror du til hver en tid så visst, at du er
skald?
skald?
Jatgejr
(ser en stund taus på ham og spørger):
(ser en stund taus på ham og spørger):
Har I aldrig elsket?
Kong Skule.
Jo engang, – brændende, fagert og i brøde.
Jatgejr.
I har en hustru.
Kong Skule.
Hende tog jeg til at føde mig sønner.
Jatgejr.
Men I har en datter, herre, – en mild og
herlig datter.
herlig datter.
Kong Skule.
Var min datter en søn, så spurgte jeg ikke
dig, hvad gave jeg trængte. (udbrydende:) Jeg må
have nogen om mig, som lyder mig uden vilje
selv, – som tror usvigelig på mig, som vil holde
sig inderst til mig i godt og ondt, som kun lever
for at lyse og varme over mit liv, som må dø, om
jeg falder. Giv mig et råd, Jatgejr skald!
dig, hvad gave jeg trængte. (udbrydende:) Jeg må
10*
s. 148
have nogen om mig, som lyder mig uden vilje
selv, – som tror usvigelig på mig, som vil holde
sig inderst til mig i godt og ondt, som kun lever
for at lyse og varme over mit liv, som må dø, om
jeg falder. Giv mig et råd, Jatgejr skald!
Jatgejr.
Køb eder en hund, herre.
Kong Skule.
Skulde ikke et menneske strække til?
Jatgejr.
Sligt menneske måtte I lede længe efter.
Kong Skule
(pludseligt.)
(pludseligt.)
Vil du være det for mig, Jatgejr? Vil du være
mig en søn! Du skal få Norges krone i arv, –
du skal få land og rige, hvis du vil være mig en
søn, leve for mit livsværk og tro på mig!
mig en søn! Du skal få Norges krone i arv, –
du skal få land og rige, hvis du vil være mig en
søn, leve for mit livsværk og tro på mig!
Jatgejr.
Og hvad sikkerhed skulde jeg stille for, at jeg
ikke hyklede –?
ikke hyklede –?
Kong Skule.
Slip dit kald i livet; digt aldrig mere, så vil
jeg tro dig!
jeg tro dig!
Jatgejr.
Nej, herre, – det var at købe kronen for dyrt.
Kong Skule.
Tænk dig om! Det er mere at være konge end
at være skald!
at være skald!
s. 149
Jatgejr.
Ikke altid.
Kong Skule.
Det er kun dine udigtede kvad du skal ofre!
Jatgejr.
Udigtede kvad er stedse de fagreste.
Kong Skule.
Men jeg må – jeg må have et menneske,
som kan tro på mig! Blot et eneste! Jeg føler det,
– har jeg det, så er jeg frelst!
som kan tro på mig! Blot et eneste! Jeg føler det,
– har jeg det, så er jeg frelst!
Jatgejr.
Tro på eder selv, da er I frelst!
Pål Flida
(kommer ilsomt).
(kommer ilsomt).
Kong Skule, værg jer nu! Håkon Håkonssøn
ligger ved Elgjarnæss med hele sin flåde!
ligger ved Elgjarnæss med hele sin flåde!
Kong Skule.
Ved Elgjarnæss –! Han er ikke langt borte da.
Jatgejr.
Nu i stål og plade! Sker her mandefald inat,
skal jeg gladelig være den første, som falder for
eder!
skal jeg gladelig være den første, som falder for
eder!
Kong Skule.
Du, som ikke vilde leve for mig.
Jatgejr.
En mand kan falde for en andens livsværk;
men skal han blive ved at leve, så må han leve
for sit eget. (Går.)
men skal han blive ved at leve, så må han leve
for sit eget. (Går.)
s. 150
Pål Flida
(utålmodig).
(utålmodig).
Hvad byder I, at der skal gøres, herre? Birke-
bejnerne kan være i Oslo inden en time!
bejnerne kan være i Oslo inden en time!
Kong Skule.
Bedst var det, om vi kunde fare til den hellige
Thomas Becketts grav; han har hjulpet så mangen
sorgfuld og angrende sjæl.
Thomas Becketts grav; han har hjulpet så mangen
sorgfuld og angrende sjæl.
Pål Flida
(stærkere).
(stærkere).
Herre, tal ikke vildt nu! Birkebejnerne er
over os, siger jeg!
over os, siger jeg!
Kong Skule.
Lad alle kirker lukkes op, at vi kan ty derind
og få grid.
og få grid.
Pål Flida.
I kan slå alle eders fiender med et slag, og
så vil I ty ind i kirkerne!
så vil I ty ind i kirkerne!
Kong Skule.
Ja, ja, hold alle kirker åbne.
Pål Flida.
Vær viss på, Håkon bryder kirkefreden, når
det gælder Vårbælgerne.
det gælder Vårbælgerne.
Kong Skule.
Det gør han ikke; Gud vil skærme ham mod
slig brøde; – Gud skærmer altid Håkon.
slig brøde; – Gud skærmer altid Håkon.
Pål Flida
(med dyb og smertelig vrede).
(med dyb og smertelig vrede).
Den, som hørte jer tale nu, han måtte spørge:
hvem er konge i dette land?
hvem er konge i dette land?
s. 151
Kong Skule
(smiler sørgmodigt).
(smiler sørgmodigt).
Ja, Pål Flida, det er det store spørgsmål:
hvem er konge i dette land?
hvem er konge i dette land?
Pål Flida
(bønligt).
(bønligt).
I er sjælesyg inat, herre; lad mig handle for
eder.
eder.
Kong Skule.
Ja, ja, gør så.
Pål Flida
(gående).
(gående).
Først vil jeg bryde alle broer af.
Kong Skule.
Afsindige mand! Bliv! – Bryde alle broer
af! Ved du hvad det vil sige? Jeg har prøvet
det; – vogt dig for sligt!
af! Ved du hvad det vil sige? Jeg har prøvet
det; – vogt dig for sligt!
Pål Flida.
Hvad vil I da, herre?
Kong Skule.
Jeg vil tale med Håkon.
Pål Flida.
Han vil svare jer med sværdets tunge!
Kong Skule.
Gå, ga; – du skal få min vilje at vide siden.
Pål Flida.
Hvert øjeblik er dyrt nu! (griber hans hånd.) Kong
Skule, lad os bryde alle broer af, slås som Varger
og lide på himlen!
Skule, lad os bryde alle broer af, slås som Varger
og lide på himlen!
s. 152
Kong Skule
(dæmpet).
(dæmpet).
Himlen lider ikke på mig; jeg tør ikke lide
på himlen heller.
på himlen heller.
Pål Flida.
Kort blev Vargbælgernes saga.
(Går ud i baggrunden.)
Kong Skule.
Hundrede kløgtige hoveder, tusende væbnede
arme råder jeg over; men ikke over et kærligt,
troende hjerte. Det er kongelig armod, det; ikke
mere, ikke mindre.
arme råder jeg over; men ikke over et kærligt,
troende hjerte. Det er kongelig armod, det; ikke
mere, ikke mindre.
Bård Bratte
(fra baggrunden).
(fra baggrunden).
Der står langfarende folk ude, som beder at
få tale med eder, herre.
få tale med eder, herre.
Kong Skule.
Hvem er det?
Bård Bratte.
En kvinde og en prest.
Kong Skule.
Lad kvinden og presten komme.
(Bård går; kong Skule sætter sig tankefuld til højre; lidt efter kommer
en sortklædt kvinde ind; hun bærer sid kåbe, hætte og et tæt slør, som
skjuler ansigtet; en prest følger hende og bliver stående ved døren.)
en sortklædt kvinde ind; hun bærer sid kåbe, hætte og et tæt slør, som
skjuler ansigtet; en prest følger hende og bliver stående ved døren.)
Kong Skule.
Hvem er du?
Kvinden.
En, som du har elsket.
s. 153
Kong Skule
(ryster på hovedet).
(ryster på hovedet).
Der gives ingen, som mindes sligt. Hvem er
du, spørger jeg?
du, spørger jeg?
Kvinden.
En, som elsker dig.
Kong Skule.
Da er du visselig en af de døde.
Kvinden
(nærmer sig og siger sagte og inderligt):
(nærmer sig og siger sagte og inderligt):
Skule Bårdssøn!
Kong Skule
(rejser sig med et skrig).
(rejser sig med et skrig).
Ingebjørg!
Ingebjørg.
Kender du mig nu, Skule!
Kong Skule.
Ingebjørg, – Ingebjørg!
Ingebjørg.
O, lad mig se på dig, – se længe, længe på
dig! (griber hans hænder; pause.) Du fagre, elskede, svig-
fulde mand!
dig! (griber hans hænder; pause.) Du fagre, elskede, svig-
fulde mand!
Kong Skule.
Tag sløret væk; se på mig med de øjne, der
engang var så klare og blå, som himlen.
engang var så klare og blå, som himlen.
Ingebjørg.
De øjne har været en regntung himmel i tyve
år; du vilde ikke kende dem igen og du får aldrig
se dem mere.
år; du vilde ikke kende dem igen og du får aldrig
se dem mere.
s. 154
Kong Skule.
Men din røst er frisk og blød og ung, som
dengang!
dengang!
Ingebjørg.
Jeg har kun brugt den til at hviske dit navn,
til at præge din storhed ind i et ungt hjerte og til
at bede hos syndernes Gud om frelse for os to,
som har elsket i brøde.
til at præge din storhed ind i et ungt hjerte og til
at bede hos syndernes Gud om frelse for os to,
som har elsket i brøde.
Kong Skule.
Det har du gjort?
Ingebjørg.
Jeg har været taus, når jeg ikke talte kærlig-
hedens ord om dig; – derfor har min røst holdt
sig frisk og blød og ung.
hedens ord om dig; – derfor har min røst holdt
sig frisk og blød og ung.
Kong Skule.
Der ligger et liv imellem. Hvert fagert minde
fra hin tid har jeg spildt og glemt –
fra hin tid har jeg spildt og glemt –
Ingebjørg.
Det var din ret.
Kong Skule.
Og imens har du, Ingebjørg, du varme, tro-
faste kvinde, siddet dernord i isnende ensomhed
og samlet og gemt!
faste kvinde, siddet dernord i isnende ensomhed
og samlet og gemt!
Ingebjørg.
Det var min lykke.
Kong Skule.
Dig kunde jeg slippe, for at vinde magt og
rigdom! Havde du stået som hustru ved min side,
skulde det faldet mig lettere at blive konge.
rigdom! Havde du stået som hustru ved min side,
skulde det faldet mig lettere at blive konge.
s. 155
Ingebjørg.
Gud har været mig god, at det ikke skede.
Et sind, som mit, trængte til en stor brøde, for
at vækkes til anger og bod.
Et sind, som mit, trængte til en stor brøde, for
at vækkes til anger og bod.
Kong Skule.
Og nu kommer du –?
Ingebjørg.
Som Andres Skjaldarbands enke.
Kong Skule.
Din husbond er død!
Ingebjørg.
På vejen fra Jerusalem.
Kong Skule.
Så har han gjort bod for Vegards drab.
Ingebjørg.
Det var ikke derfor min ædle husbond tog
korset.
korset.
Kong Skule.
Ikke derfor?
Ingebjørg.
Nej; det var min brøde, han tog på sine
stærke, kærlige skuldre; den var det han gik for
at tvætte i Jordans flod; den var det han blødte for.
stærke, kærlige skuldre; den var det han gik for
at tvætte i Jordans flod; den var det han blødte for.
Kong Skule.
(sagte).
(sagte).
Han har vidst alt?
Ingebjørg.
Fra første stund af. Og bisp Nikolas har
vidst det; thi for ham skriftede jeg; og der var
en til, som havde fået det at vide, men på hvilken
måde, er gådefuldt for mig.
vidst det; thi for ham skriftede jeg; og der var
s. 156
en til, som havde fået det at vide, men på hvilken
måde, er gådefuldt for mig.
Kong Skule.
Hvem?
Ingebjørg.
Vegard Væradal.
Kong Skule.
Vegard!
Ingebjørg.
Han hviskede et hånsord om mig i øret på
min husbond; da drog Andres Skjaldarband sit
sværd og dræbte ham på stedet.
min husbond; da drog Andres Skjaldarband sit
sværd og dræbte ham på stedet.
Kong Skule.
Han værgede den, som jeg sveg og glemte.
– Og hvorfor søger du mig nu?
– Og hvorfor søger du mig nu?
Ingebjørg.
For at ofre dig det sidste.
Kong Skule.
Hvad mener du?
Ingebjørg
(peger mod presten, der står ved døren).
(peger mod presten, der står ved døren).
Se ham! – Peter, min søn, kom!
Kong Skule.
Din søn –!
Ingebjørg.
Og din, kong Skule!
Kong Skule
(halvt forvildet).
(halvt forvildet).
Ingebjørg!
s. 157
Peter
(nærmer sig i taus bevægelse og kaster sig ned på knæ for Skule).
(nærmer sig i taus bevægelse og kaster sig ned på knæ for Skule).
Ingebjørg.
Tag ham! Han har været mit livs lys og
trøst i tyve år; – nu er du Norges konge; kongs-
sønnen må komme til sin arv; jeg har ingen ret
til ham længer.
trøst i tyve år; – nu er du Norges konge; kongs-
sønnen må komme til sin arv; jeg har ingen ret
til ham længer.
Kong Skule
(løfter ham op i stormende glæde).
(løfter ham op i stormende glæde).
Op til mit hjerte, du, som jeg så brændende
har higet efter! (kryster ham i sine arme, slipper ham, ser på ham
og favner ham igen.) Min søn! Min søn! Jeg har en
søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu stå mig imod!
(går over til Ingebjørg og griber hendes hånd.) Og du, du giver
mig ham, Ingebjørg! Du tager jo ikke dit ord
igen? Du giver mig ham jo?
har higet efter! (kryster ham i sine arme, slipper ham, ser på ham
og favner ham igen.) Min søn! Min søn! Jeg har en
søn! Ha, ha, ha; hvem vil nu stå mig imod!
(går over til Ingebjørg og griber hendes hånd.) Og du, du giver
mig ham, Ingebjørg! Du tager jo ikke dit ord
igen? Du giver mig ham jo?
Ingebjørg.
Tungt er offeret, og neppe skulde jeg kunnet
bragt det, hvis ikke bisp Nikolas havde sendt ham
til mig med brev og bud om Andres Skjaldarbands
død. Bispen var det, der lagde det tunge offer på
mig, som bod for al min brøde.
bragt det, hvis ikke bisp Nikolas havde sendt ham
til mig med brev og bud om Andres Skjaldarbands
død. Bispen var det, der lagde det tunge offer på
mig, som bod for al min brøde.
Kong Skule.
Så er brøden slettet ud; og fra nu af er han
min alene; ikke så, min alene?
min alene; ikke så, min alene?
Ingebjørg.
Jo; men et løfte kræver jeg af dig.
Kong Skule.
Himmel og jord, kræv alt, hvad du vil!
s. 158
Ingebjørg.
Han er ren som et Guds lam, nu jeg giver
ham i dine hænder. Det er en farefuld vej, den,
som bærer op til kongssædet; lad ham ikke tage
skade på sin sjæl. Hører du, kong Skule, lad
ikke mit barn tage skade på sin sjæl!
ham i dine hænder. Det er en farefuld vej, den,
som bærer op til kongssædet; lad ham ikke tage
skade på sin sjæl. Hører du, kong Skule, lad
ikke mit barn tage skade på sin sjæl!
Kong Skule.
Det lover og sværger jeg dig!
Ingebjørg
(griber hans arm).
(griber hans arm).
Fra første færd du skønner, at han lider skade
på sin sjæl, så lad ham heller dø!
på sin sjæl, så lad ham heller dø!
Kong Skule.
Heller dø! Det lover og sværger jeg!
Ingebjørg.
Så farer jeg trøstig nord til Hålogaland.
Kong Skule.
Ja, du kan trøstig fare.
Ingebjørg.
Der vil jeg angre og bede, til herren kalder
mig. Og når vi mødes hos Gud, kommer han
ren og skyldfri til sin moder!
mig. Og når vi mødes hos Gud, kommer han
ren og skyldfri til sin moder!
Kong Skule.
Ren og skyldfri! (vender sig til Peter.) Lad mig se
på dig! Ja, det er din moders træk og mine; du
er den, jeg har længtes så sårt efter.
på dig! Ja, det er din moders træk og mine; du
er den, jeg har længtes så sårt efter.
Peter.
Min fader, min store, herlige fader; lad mig
leve og stride for dig! Lad din sag blive min, og
lad så din sag være hvilken den vil, – jeg ved
dog, at jeg strider for det rette!
leve og stride for dig! Lad din sag blive min, og
s. 159
lad så din sag være hvilken den vil, – jeg ved
dog, at jeg strider for det rette!
Kong Skule.
(med et skrig af glæde).
(med et skrig af glæde).
Du tror på mig! Du tror på mig!
Peter.
Uryggeligt!
Kong Skule.
Så er alt godt; så er jeg visselig frelst! Hør,
du skal kaste prestekappen; erkebispen skal løse
dig fra kirkeløftet; kongssønnen skal bære sværd,
gå ustanselig frem til magt og hæder.
du skal kaste prestekappen; erkebispen skal løse
dig fra kirkeløftet; kongssønnen skal bære sværd,
gå ustanselig frem til magt og hæder.
Peter.
Sammen med dig, min høje fader! Sammen
vil vi gå!
vil vi gå!
Kong Skule
(trykker ham ind til sig).
(trykker ham ind til sig).
Ja, sammen, vi to alene!
Ingebjørg
(for sig selv).
(for sig selv).
At elske, ofre alt og glemmes, det blev min saga.
(Går stille ud i baggrunden.)
Kong Skule.
Et stort kongsværk skal gøres i Norge nu!
Peter, min søn, hør! Alt folket vil vi vække og
samle til et; Vikværing og Trønder, Hålogalænding
og Agdeværing, Oplænding og Sogndøl, alt skal
være som en stor slægt, – da kan du tro, landet
vil tage vækst!
Peter, min søn, hør! Alt folket vil vi vække og
samle til et; Vikværing og Trønder, Hålogalænding
og Agdeværing, Oplænding og Sogndøl, alt skal
være som en stor slægt, – da kan du tro, landet
vil tage vækst!
s. 160
Peter.
Hvilken stor og svimlende tanke det er –!
Kong Skule.
Fatter du den?
Peter.
Ja – ja! – Klart –!
Kong Skule.
Og tror du på den?
Peter.
Ja, ja; thi jeg tror på dig!
Kong Skule
(vildt).
(vildt).
Håkon Håkonssøn må falde!
Peter.
Når du vil det, så er det ret, at han falder.
Kong Skule.
Det vil koste blod; men det får ikke hjælpe.
Peter.
Det er ikke spildt, det blod, som flyder for
din sag.
din sag.
Kong Skule.
Din skal al magten være, når jeg får fæstnet
riget. Du skal sidde i kongssædet, med ring om
panden, med purpurkåben flømmende vid over
dine skuldre; alle mænd i landet skal bøje sig for
dig – (lurtoner høres langt borte.) Ha! hvad er det! (med
et skrig) Birkebejnerhæren! Hvad var det Pål Flida
sagde –?
(iler mod baggrunden.)
riget. Du skal sidde i kongssædet, med ring om
panden, med purpurkåben flømmende vid over
dine skuldre; alle mænd i landet skal bøje sig for
dig – (lurtoner høres langt borte.) Ha! hvad er det! (med
et skrig) Birkebejnerhæren! Hvad var det Pål Flida
sagde –?
s. 161
Pål Flida
(kommer ind og råber):
(kommer ind og råber):
Nu er timen over os, kong Skule!
Kong Skule
(forvildet).
(forvildet).
Birkebejnerne! Kong Håkons hær! Hvor er de?
Pål Flida.
De myldrer i tusendvis ned over Ekeberg.
Kong Skule.
Blæs til våben! Blæs, blæs! Giv råd; hvor
skal vi møde dem?
skal vi møde dem?
Pål Flida.
Alle kirker står åbne for os.
Kong Skule.
Birkebejnerne, spørger jeg –!
Pål Flida.
For dem står alle broer åbne.
Kong Skule.
Usalige mand, hvad har du gjort!
Pål Flida.
Lystret min konge.
Kong Skule.
Min søn! Min søn! Ve mig; jeg har forspildt
dit kongerige!
dit kongerige!
Peter.
Nej, du vil sejre! Så stor en kongstanke dør
ikke!
ikke!
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
11
s. 162
Kong Skule.
Ti, ti! (lurtoner og råb høres nærmere.) Til hest; til
våben! Det gælder mere end mænds liv og død
her! (iler ud i baggrunden; de øvrige følger efter.)
våben! Det gælder mere end mænds liv og død
her! (iler ud i baggrunden; de øvrige følger efter.)
En gade i Oslo.
(Lave træhuse med bislag på begge sider. I baggrunden St. Hallvards
kirkegård, indelukt af en høj mur med port. På venstre side ved enden
af muren ses kirken, hvis hovedingang står åben. Det er endnu nat; lidt
efter begynder dagen at gry. Stormklokken går; langt borte tilhøjre høres
fjerne hærskrig og forvirret larm.)
kirkegård, indelukt af en høj mur med port. På venstre side ved enden
af muren ses kirken, hvis hovedingang står åben. Det er endnu nat; lidt
efter begynder dagen at gry. Stormklokken går; langt borte tilhøjre høres
fjerne hærskrig og forvirret larm.)
Kong Skules lursvend
(kommer fra højre, blæser i luren og råber):
(kommer fra højre, blæser i luren og råber):
Til våben! Til våben, alle kong Skules mænd!
(blæser igen og går videre; om lidt hører man ham blæse og råbe i næste
gade.)
(blæser igen og går videre; om lidt hører man ham blæse og råbe i næste
gade.)
En kvinde
(kommer ud i en husdør til højre).
(kommer ud i en husdør til højre).
Du store barmhjertige Gud, hvad er det?
En bymand,
(som er kommen halvt påklædt ud fra et hus på den anden side af gaden).
(som er kommen halvt påklædt ud fra et hus på den anden side af gaden).
Birkebejnerne er i byen! Nu får Skule løn for
alle sine ugerninger.
alle sine ugerninger.
En af Skules mænd
(kommer med nogle andre, bærende kapper og våben på armene, ind fra
en sidegade tilvenstre).
(kommer med nogle andre, bærende kapper og våben på armene, ind fra
en sidegade tilvenstre).
Hvor er Birkebejnerne?
En anden af Skules mænd
(fra et hus tilhøjre).
(fra et hus tilhøjre).
Jeg ved ikke!
s. 163
Første.
Hys! Hør! – De må være nede ved Gejte-
broen.
broen.
Anden.
Ned til Gejtebroen da!
(Alle iler ud til højre; en bymand kommer løbende fra samme side.)
Første bymand.
Hej, grande, hvor kommer I fra?
Anden bymand.
Nede fra Loelven; der går det stygt til.
Kvinden.
Sankt Olaf og Sankt Hallvard! Er det Birke-
bejnerne, eller hvem er det?
bejnerne, eller hvem er det?
Anden bymand.
Ja visst er det Birkebejnerne; kong Håkon er
med; hele flåden lægger ind til bryggerne; men
selv gik han iland med sine bedste mænd ude ved
Ekebergstøen.
med; hele flåden lægger ind til bryggerne; men
selv gik han iland med sine bedste mænd ude ved
Ekebergstøen.
Første bymand.
Så tager han hævn for mandefaldet ved Låka!
Anden bymand.
Ja det kan I lide på!
Første bymand.
Se der, – der flygter alt Vårbælgerne!
(En flok af Skules mænd kommer flygtende ind fra højre.)
En af mændene.
Ind i kirken! Ingen kan stå sig mod Birke-
bejnerne, slig som de farer frem inat!
bejnerne, slig som de farer frem inat!
(Flokken iler ind i kirken og stænger døren indenfor.)
11*
s. 164
Anden bymand
(ser ud tilhøjre).
(ser ud tilhøjre).
Jeg skimter et mærke langt nede i gaden; det
må være kong Håkons.
må være kong Håkons.
Første bymand.
Se, se hvor Vårbælgerne flygter!
(En ny flok kommer ind fra højre.)
En af flokken.
Lad os berge os i kirken og bede om grid!
(De stormer mod porten.)
Flere Vårbælger.
Der er stængt; der er stængt!
Den første.
Opover til Martestokke da!
En anden.
Hvor er kong Skule?
Den første.
Jeg ved ikke. Afsted, der ser jeg Birke-
bejnernes mærke!
bejnernes mærke!
(De flygter forbi kirken ud til venstre.)
Håkon
(kommer fra højre med sin mærkesmand, Gregorius Jonssøn, Dag-
finn Bonde og flere andre mænd).
(kommer fra højre med sin mærkesmand, Gregorius Jonssøn, Dag-
finn Bonde og flere andre mænd).
Dagfinn Bonde.
Hør hærskriget! Skule fylker sine mænd bag
kirkegården.
kirkegården.
En gammel bymand
(råber fra sin svale til Håkon).
(råber fra sin svale til Håkon).
Vogt eder, kære herre; Vargbælgerne er gramme,
nu de slås for livet!
nu de slås for livet!
s. 165
Håkon.
Er det dig, gamle Guthorm Erlendssøn? Du har
stridt både for min fader og for min farfader, du.
stridt både for min fader og for min farfader, du.
Bymanden.
Gud give jeg kunde stride for eder også.
Håkon.
Du er for gammel til det, og det trænges
ikke; der kommer folk til mig allevegne fra.
ikke; der kommer folk til mig allevegne fra.
Dagfinn Bonde
(peger ud over muren tilhøjre).
(peger ud over muren tilhøjre).
Der kommer hertugens mærke!
Gregorius Jonssøn.
Hertugen selv! Han rider på sin hvide stridshest.
Dagfinn Bonde.
Vi må hindre ham udgang gennem porten her!
Håkon.
Blæs, blæs! (Lursvenden blæser.) Bedre blæste du,
hundehvalp, da du blæste for penge på Bergens
brygge!
hundehvalp, da du blæste for penge på Bergens
brygge!
(Lursvenden blæser igen, men stærkere end førstegang; der kommer mange
folk til.)
folk til.)
En Vårbælg
(fra højre, flygtende henimod kirken, forfulgt af en Birkebejner).
(fra højre, flygtende henimod kirken, forfulgt af en Birkebejner).
Spar livet! Spar livet!
Birkebejneren.
Ikke om du så sad på alteret! (hugger ham ned.)
En kostbar kappe lader det til du har; den kan jeg
bruge. (Vil tage kappen, men udstøder et skrig og kaster sit sværd fra sig.)
Herre konge! Ikke et slag mere slår jeg for eder!
En kostbar kappe lader det til du har; den kan jeg
bruge. (Vil tage kappen, men udstøder et skrig og kaster sit sværd fra sig.)
Herre konge! Ikke et slag mere slår jeg for eder!
s. 166
Dagfinn Bonde.
Og det siger du i slig en stund!
Birkebejneren.
Ikke et slag mere!
Dagfinn Bonde
(hugger ham ned).
(hugger ham ned).
Nej, nu kan du også spare dig det!
Birkebejneren
(pegende på den døde Vårbælg).
(pegende på den døde Vårbælg).
Jeg mente, jeg havde gjort nok, da jeg dræbte
min egen broder. (dør).
min egen broder. (dør).
Håkon.
Hans broder!
Dagfinn Bonde.
Hvad! (går hen til Vårbælgens lig.)
Håkon.
Er det sandt?
Dagfinn Bonde.
Det er nok så.
Håkon
(rystet).
(rystet).
Her ses det bedst, hvad krig det er vi fører.
Broder mod broder, fader mod søn; – ved Gud,
den almægtige, dette må have en ende!
Broder mod broder, fader mod søn; – ved Gud,
den almægtige, dette må have en ende!
Gregorius Jonssøn.
Der kommer hertugen i fuld kamp med Knut
jarls flok!
jarls flok!
Dagfinn Bonde.
Stæng porten for ham her, kongsmænd!
s. 167
(Indenfor muren kommer de kæmpende tilsyne. Vårbælgerne baner sig vej
mod venstre, drivende Birkebejnerne fod for fod tilbage. Kong Skule
rider på sin hvide stridshest, med draget sværd. Peter går ved siden og
holder hestens tøjler, i den venstre hånd et højt opløftet krusifiks. Pål
Flida bærer Skules mærke, der er blåt med en stående gylden løve
uden økse.)
mod venstre, drivende Birkebejnerne fod for fod tilbage. Kong Skule
rider på sin hvide stridshest, med draget sværd. Peter går ved siden og
holder hestens tøjler, i den venstre hånd et højt opløftet krusifiks. Pål
Flida bærer Skules mærke, der er blåt med en stående gylden løve
uden økse.)
Kong Skule.
Hug ned for fode! Spar ingen! Der er kommet
et nyt kongs-emne i Norge!
et nyt kongs-emne i Norge!
Birkebejnerne.
Et nyt kongs-emne, siger han!
Håkon.
Skule Bårdssøn, lad os dele riget!
Kong Skule.
Alt eller intet!
Håkon.
Tænk på dronningen, eders datter!
Kong Skule.
Jeg har en søn, jeg har en søn! Jeg tænker
ikke på andre end ham!
ikke på andre end ham!
Håkon.
Jeg har også en søn; – falder jeg, så får han
riget!
riget!
Kong Skule.
Dræb kongsbarnet, hvor I finder det! Dræb
det på kongssædet; dræb det for alteret; dræb det,
dræb det i dronningens arm!
det på kongssædet; dræb det for alteret; dræb det,
dræb det i dronningens arm!
Håkon.
Der fældte du din dom!
s. 168
Kong Skule
(hugger om sig).
(hugger om sig).
Dræb, dræb for fode! Kong Skule har en søn!
Dræb, dræb!
Dræb, dræb!
(Kampen trækker sig udenfor til venstre.)
Gregorius Jonssøn.
Vargbælgerne hugger sig igennem!
Dagfinn Bonde.
Ja, men bare for at flygte.
Gregorius Jonssøn.
Ja ved himlen, – den anden port står åben;
der flygter de alt!
der flygter de alt!
Dagfinn Bonde.
Opover til Martestokke. (råber ud:) Efter dem,
efter dem, Knut jarl! Tag hævn for mandefaldet
ved Låka!
efter dem, Knut jarl! Tag hævn for mandefaldet
ved Låka!
Håkon.
I hørte det; han dømte mit barn fredløs, –
mit skyldfri barn, Norges kårne konge efter mig!
mit skyldfri barn, Norges kårne konge efter mig!
Kongsmændene.
Ja, ja, vi hørte det!
Håkon.
Og hvad straf er sat for slig brøde?
Mændene.
Døden!
Håkon.
Så må han også dø! (løfter hånden til ed.) Her
sværger jeg det; Skule Bårdssøn skal dø, hvor han
træffes på uhellig grund!
sværger jeg det; Skule Bårdssøn skal dø, hvor han
træffes på uhellig grund!
s. 169
Dagfinn Bonde.
Det er hver trofast mands pligt at fælde ham.
En Birkebejner
(fra venstre).
(fra venstre).
Nu flygter hertug Skule!
Bymændene.
Birkebejnerne har sejret!
Håkon.
Hvad vej?
Birkebejneren.
Forbi Martestokke, opover til Ejdsvold; de
fleste havde sine heste stående oppe i gaderne,
ellers var ikke en eneste sluppen fra det med livet.
fleste havde sine heste stående oppe i gaderne,
ellers var ikke en eneste sluppen fra det med livet.
Håkon.
Gud være takket for hjælpen dennegang også!
Nu kan dronningen frit komme iland fra flåden.
Nu kan dronningen frit komme iland fra flåden.
Gregorius Jonssøn
(peger ud til højre).
(peger ud til højre).
Hun er alt iland, herre; der kommer hun.
Håkon
(til dem, som står nærmest om ham).
(til dem, som står nærmest om ham).
Det tungeste står igen; hun er en kærlig
datter; – hør, – intet ord til hende om al den
fare, som truer barnet. Lov mig alle, som en,
at værge eders konges søn; men lad ikke hende
vide noget.
datter; – hør, – intet ord til hende om al den
fare, som truer barnet. Lov mig alle, som en,
at værge eders konges søn; men lad ikke hende
vide noget.
Mændene
(dæmpet).
(dæmpet).
Det lover vi!
s. 170
Margrete
(kommer med fruer og følge fra højre).
(kommer med fruer og følge fra højre).
Håkon, min husbond! Himlen har skærmet
dig; du har sejret og er uskadt.
dig; du har sejret og er uskadt.
Håkon.
Ja, jeg har sejret. Hvor er barnet?
Margrete.
På kongsskibet, i sikre mænds hænder.
Håkon.
Gå flere derned. (Nogle af mændene går.)
Margrete.
Håkon, hvor er – hertug Skule?
Håkon.
Han har taget vejen til Oplandene.
Margrete.
Så lever han da! – Min husbond, får jeg lov
at takke Gud, fordi han lever?
at takke Gud, fordi han lever?
Håkon
(i smertelig kamp med sig selv).
(i smertelig kamp med sig selv).
Hør mig, Margrete; du har været mig en
trofast hustru, har fulgt mig i godt og ondt, du
har været så usigelig rig på kærlighed; – nu må
jeg volde dig en tung sorg; jeg vilde det nødigt;
men jeg er konge, derfor må jeg –
trofast hustru, har fulgt mig i godt og ondt, du
har været så usigelig rig på kærlighed; – nu må
jeg volde dig en tung sorg; jeg vilde det nødigt;
men jeg er konge, derfor må jeg –
Margrete
(spændt).
(spændt).
Gælder det – hertugen?
Håkon.
Ja. Der kan ikke ramme mig nogen smerte-
ligere lod, end at skulle leve mit liv langt fra dig;
men dersom du finder det må så være efter det,
jeg nu siger dig, – tykkes det dig, at du ikke
længer tør sidde ved min side, ikke længer kan se
på mig uden at blive bleg, – nu, så får vi skilles
ad – leve hver for sig, – og jeg skal ikke laste
dig for det.
ligere lod, end at skulle leve mit liv langt fra dig;
s. 171
men dersom du finder det må så være efter det,
jeg nu siger dig, – tykkes det dig, at du ikke
længer tør sidde ved min side, ikke længer kan se
på mig uden at blive bleg, – nu, så får vi skilles
ad – leve hver for sig, – og jeg skal ikke laste
dig for det.
Margrete.
Skilles fra dig! Hvor kan du tænke en slig
tanke! Giv mig din hånd –!
tanke! Giv mig din hånd –!
Håkon.
Rør den ikke! – Den var nylig løftet til ed –
Margrete.
Til ed?
Håkon.
En ed, som satte ubrydeligt segl på en døds-
dom.
dom.
Margrete
(med et skrig).
(med et skrig).
Min fader! O, min fader! (vakler; et par af kvinderne
iler til og støtter hende.)
iler til og støtter hende.)
Håkon.
Ja, Margrete, – som konge har jeg dømt din
fader til døden.
fader til døden.
Margrete.
Så har han visselig forbrudt sig værre, end da
han tog kongsnavn.
han tog kongsnavn.
Håkon.
Det har han; – og finder du nu, at vi får
skilles, så lad det ske.
skilles, så lad det ske.
s. 172
Margrete
(nærmere og med styrke).
(nærmere og med styrke).
Vi kan aldrig skilles! Jeg er din hustru, intet
andet i verden end din hustru!
andet i verden end din hustru!
Håkon.
Er du stærk nok? Hørte og forstod du alt?
Jeg dømte din fader.
Jeg dømte din fader.
Margrete.
Jeg hørte og forstod alt. Du dømte min fader.
Håkon.
Og du kræver ikke at vide, hvad hans brøde
var?
var?
Margrete.
Det er jo nok, når du kender den.
Håkon.
Men det var til døden jeg dømte ham!
Margrete
(knæler ned for kongen og kysser hans hånd).
(knæler ned for kongen og kysser hans hånd).
Min husbond og høje herre, du dømmer ret-
færdigt!
færdigt!
Teppet falder.
FEMTE AKT.
(En stue på kongsgården i Nidaros. Indgangsdøren er tilhøjre; foran
på samme side et vindu. Tilvenstre en mindre dør. Det er i mørk-
ningen; Pål Flida, Bård Bratte og flere af kong Skules fornemste
mænd står ved vinduet og ser opad.)
på samme side et vindu. Tilvenstre en mindre dør. Det er i mørk-
ningen; Pål Flida, Bård Bratte og flere af kong Skules fornemste
mænd står ved vinduet og ser opad.)
En hirdmand.
Hvor rød den lyser!
En anden.
Den strækker sig halve himmelen over, som et
gloende sværd.
gloende sværd.
Bård Bratte.
Du hellige kong Olaf, hvad varsler sligt
rædselstegn?
rædselstegn?
En gammel Vårbælg.
Det varsler visselig en stor høvdings død.
Pål Flida.
Håkons død, I gode Vårbælger. Han ligger
ude i fjorden med flåden; vi kan vente ham til
byen ikveld; – dennegang hører det os til, at sejre!
ude i fjorden med flåden; vi kan vente ham til
byen ikveld; – dennegang hører det os til, at sejre!
Bård Bratte.
Lid ikke på det; der er ikke stort mod i
hæren nu.
hæren nu.
s. 174
Den gamle Vårbælg.
Det er rimeligt nok; ligesiden flugten fra Oslo
har jo kong Skule stængt sig inde, og vil hverken
se eller tale med sine mænd.
har jo kong Skule stængt sig inde, og vil hverken
se eller tale med sine mænd.
Første hirdmand.
I byen er der dem, som ikke ved, enten de
skal tro han lever eller han er død.
skal tro han lever eller han er død.
Pål Flida.
Kongen må ud, så syg han end er. Tal til
ham, Bård Bratte, – det gælder alles frelse.
ham, Bård Bratte, – det gælder alles frelse.
Bård Bratte.
Nytter ikke; jeg har talt til ham før.
Pål Flida.
Så får jeg selv prøve. (Går til døren på venstre side
og banker.) Herre konge, I må tage styret i egne
hænder; det går ikke længere på slig vis.
og banker.) Herre konge, I må tage styret i egne
hænder; det går ikke længere på slig vis.
Kong Skule
(indenfor).
(indenfor).
Jeg er syg, Pål Flida!
Pål Flida.
Kan I vente andet? I har jo ikke spist på to
dage; I må styrke og pleje jer –
dage; I må styrke og pleje jer –
Kong Skule.
Jeg er syg.
Pål Flida.
Ved den almægtige, det får ikke hjælpe. Kong
Håkon ligger ude på fjorden og kan ventes her
ind til Nidaros, hvad tid det skal være.
Håkon ligger ude på fjorden og kan ventes her
ind til Nidaros, hvad tid det skal være.
s. 175
Kong Skule.
Slå ham for mig! Dræb ham og kongsbarnet!
Pål Flida.
I må selv være med, herre!
Kong Skule.
Nej, nej, nej, – I er sikrest på lykken og
sejren, når jeg ikke er med.
sejren, når jeg ikke er med.
Peter
(kommer fra højre; han er våbenklædt).
(kommer fra højre; han er våbenklædt).
Der er uro mellem bymændene; de stimler
sammen i store flokke foran kongsgården.
sammen i store flokke foran kongsgården.
Bård Bratte.
Taler ikke kongen til dem, så svigter de ham,
når det mest gælder.
når det mest gælder.
Peter.
Så må han tale til dem. (Ved døren tilvenstre.)
Fader! Trønderne, dine troeste mænd, falder fra
dig, hvis du ikke giver dem mod!
Fader! Trønderne, dine troeste mænd, falder fra
dig, hvis du ikke giver dem mod!
Kong Skule.
Hvad sagde skalden?
Peter.
Skalden?
Kong Skule.
Skalden, som døde for min sag i Oslo. En
kan ikke give, hvad en ikke selv ejer, sagde han.
kan ikke give, hvad en ikke selv ejer, sagde han.
Peter.
Så kan du heller ikke give bort riget; thi det
er mit efter dig!
er mit efter dig!
s. 176
Kong Skule.
Nu kommer jeg!
Pål Flida.
Gud være lovet!
Kong Skule
(kommer frem i døren; han er bleg og indfalden, hans hår er stærkt
grånet).
(kommer frem i døren; han er bleg og indfalden, hans hår er stærkt
grånet).
I skal ikke se på mig! Jeg liker ikke I ser
på mig nu jeg er syg! (går hen til Peter.) Tage riget
fra dig, siger du? Du store himlens Gud, hvad
var jeg ifærd med at gøre.
på mig nu jeg er syg! (går hen til Peter.) Tage riget
fra dig, siger du? Du store himlens Gud, hvad
var jeg ifærd med at gøre.
Peter.
O, tilgiv mig; – jeg ved jo, at det du gør,
er det retteste.
er det retteste.
Kong Skule.
Nej, nej, ikke hidtil; – men jeg vil være
stærk og frisk nu, – jeg vil handle.
stærk og frisk nu, – jeg vil handle.
Høje råb
(udenfor tilhøjre).
(udenfor tilhøjre).
Kong Skule! Kong Skule!
Kong Skule.
Hvad er det?
Bård Bratte
(ved vinduet).
(ved vinduet).
Bymændene stimler sammen; hele kongsgården
er fuld af folk; – I må tale til dem.
er fuld af folk; – I må tale til dem.
Kong Skule.
Ser jeg ud som en konge; kan jeg tale nu!
Peter.
Du må, min høje fader!
s. 177
Kong Skule.
Godt, lad så være. (Går til vinduet og drager forhænget
tilside, men slipper det hurtigt og farer tilbage af skræk.) Der står
det gloende sværd over mig igen!
tilside, men slipper det hurtigt og farer tilbage af skræk.) Der står
det gloende sværd over mig igen!
Peter.
Det varsler, at sejrens sværd er draget for dig.
Kong Skule.
Ja, var det kun så. (Går til vinduet og taler ud:)
Trøndere, hvad vil I; – her står eders konge.
Trøndere, hvad vil I; – her står eders konge.
En bymand
(udenfor).
(udenfor).
Drag af byen! Birkebejnerne vil myrde og
brænde, om de finder eder her.
brænde, om de finder eder her.
Kong Skule.
Vi får alle holde sammen. Jeg har været jer
en mild konge; jeg har kun krævet ringe krigs-
styr –
en mild konge; jeg har kun krævet ringe krigs-
styr –
En mandsstemme
(nede blandt mængden).
(nede blandt mængden).
Hvad kalder du da alt det blod, som randt
ved Låka og i Oslo?
ved Låka og i Oslo?
En kvinde.
Giv mig min fæstemand igen!
En dreng.
Giv mig min fader og min broder!
En anden kvinde.
Giv mig mine tre sønner, kong Skule!
En mand.
Han er ikke konge; thi han er ikke hyldet
på hellig Olafs skrin!
på hellig Olafs skrin!
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
12
s. 178
Mange stemmer.
Nej, nej, – han er ikke hyldet på Olafsskrinet!
Han er ikke konge!
Han er ikke konge!
Kong Skule
(viger bag forhænget).
(viger bag forhænget).
Ikke hyldet –! Ikke konge!
Pål Flida.
Usaligt var det, at ikke helgenskrinet blev
båret ud, dengang I blev kåret.
båret ud, dengang I blev kåret.
Bård Bratte.
Svigter bymændene, kan vi ikke holde os i
Nidaros, om Birkebejnerne kommer.
Nidaros, om Birkebejnerne kommer.
Kong Skule.
Og de vil svigte, sålænge jeg ikke er hyldet
på helgenskrinet.
på helgenskrinet.
Peter.
Så lad skrinet bære ud, og lad dig hylde nu!
Pål Flida
(hovedrystende).
(hovedrystende).
Hvor skulde det være gørligt?
Peter.
Er noget ugørligt, når det gælder ham? Lad
blæse til things og bær skrinet ud!
blæse til things og bær skrinet ud!
Flere af mændene
(viger tilbage).
(viger tilbage).
Kirkeran!
Peter.
Ikke kirkeran; – kom, kom! Korsbrødrene er
velsindede mod kong Skule; de vil give sit minde –
velsindede mod kong Skule; de vil give sit minde –
s. 179
Pål Flida.
Det gør de ikke; de tør ikke gøre det for
erkebispen.
erkebispen.
Peter.
Er I kongsmænd, og vil ikke hjælpe til, når
det gælder så stor sag! Godt, der er andre der-
nede, som vil være villigere. Min fader og konge,
korsbrødrene skal give efter; jeg vil bede, jeg vil
trygle; lad blæse til things; du skal bære dit
kongsnavn med rette! (iler ud til højre.)
det gælder så stor sag! Godt, der er andre der-
nede, som vil være villigere. Min fader og konge,
korsbrødrene skal give efter; jeg vil bede, jeg vil
trygle; lad blæse til things; du skal bære dit
kongsnavn med rette! (iler ud til højre.)
Kong Skule
(glædestrålende).
(glædestrålende).
Så I ham! Så I min herlige søn! Hvor hans
øjne lyste! Ja, vi vil alle stride og sejre. Hvor
stærke er Birkebejnerne?
øjne lyste! Ja, vi vil alle stride og sejre. Hvor
stærke er Birkebejnerne?
Pål Flida.
Ikke stærkere, end at vi magter dem, hvis blot
bymændene holder med os.
bymændene holder med os.
Kong Skule.
De skal holde med os. Vi må alle være enige
nu og ende denne rædselsstrid. Ser I da ikke, det
er himlens bud, at vi skal ende den? Himlen er
vred på alt Norge for de gerninger, som så længe
har været øvet. Der står gloende sværd højt der-
oppe og lyser hver nat; kvinder falder om og føder
i kirkerne; der lister sig sjælesot over prester og
klosterbrødre, så de løber gennem gaderne og rå-
ber, at den yderste dag er kommen. Ja, ved den
almægtige, dette skal endes med et eneste slag!
nu og ende denne rædselsstrid. Ser I da ikke, det
er himlens bud, at vi skal ende den? Himlen er
vred på alt Norge for de gerninger, som så længe
har været øvet. Der står gloende sværd højt der-
oppe og lyser hver nat; kvinder falder om og føder
i kirkerne; der lister sig sjælesot over prester og
klosterbrødre, så de løber gennem gaderne og rå-
ber, at den yderste dag er kommen. Ja, ved den
almægtige, dette skal endes med et eneste slag!
12*
s. 180
Pål Flida.
Hvad byder I, at der skal gøres?
Kong Skule.
Alle broer skal brydes af.
Pål Flida.
Gå, og lad alle broer brydes af.
(En af hirdmændene går ud til højre.)
Kong Skule.
Alle mænd skal samles nede på øren; ikke en
Birkebejner skal sætte sin fod i Nidaros.
Birkebejner skal sætte sin fod i Nidaros.
Pål Flida.
Vel talt, konge.
Kong Skule.
Når helgenskrinet er båret ud, skal der blæses
til things. Hæren og bymændene skal kaldes
sammen.
til things. Hæren og bymændene skal kaldes
sammen.
Pål Flida
(til en af mændene).
(til en af mændene).
Gå ud og lad lursvenden blæse i gaderne.
(Manden går.)
Kong Skule
(taler ned til mængden fra vinduet).
(taler ned til mængden fra vinduet).
Hold fast ved mig, I sørgende og klagende
dernede. Der skal komme fred og lys over landet
igen, ligesom i Håkons første fagre dage, da kornet
gav grøde to gange hver sommer. Hold fast ved
mig; lid på mig og tro på mig; det trænger jeg så
usigeligt. Jeg skal våge og stride for jer; jeg skal
bløde og falde for jer, om det kræves; men svigt
mig ikke og tvivl ikke –! (høje råb, som af skræk, høres
blandt mængden.) Hvad er det?
dernede. Der skal komme fred og lys over landet
igen, ligesom i Håkons første fagre dage, da kornet
gav grøde to gange hver sommer. Hold fast ved
mig; lid på mig og tro på mig; det trænger jeg så
usigeligt. Jeg skal våge og stride for jer; jeg skal
bløde og falde for jer, om det kræves; men svigt
mig ikke og tvivl ikke –! (høje råb, som af skræk, høres
blandt mængden.) Hvad er det?
s. 181
En vild stemme.
Gør bod, gør bod!
Bård Bratte
(ser ud).
(ser ud).
Det er en prest, som djævelen har besat!
Pål Flida.
Han river sin kutte i flænger og pisker sig
med svøbe.
med svøbe.
Stemmen.
Gør bod, gør bod; den yderste dag er kommen!
Mange røster.
Flygt, flygt! Ve over Nidaros! Så syndig en
gerning!
gerning!
Kong Skule.
Hvad er der hændt?
Bård Bratte.
Alle flygter, alle viger, som om et vildt dyr
var kommet imellem dem.
var kommet imellem dem.
Kong Skule.
Ja, alle flygter – (med et udråb af glæde). Ha! lige-
godt; – vi er frelste; se, se, – kong Olafs skrin
står midt i kongsgården!
godt; – vi er frelste; se, se, – kong Olafs skrin
står midt i kongsgården!
Pål Flida.
Kong Olafs skrin!
Bård Bratte.
Ja, ved himlen, – der står det!
Kong Skule.
Korsbrødrene er mig tro; så god en gerning
har de aldrig øvet før!
har de aldrig øvet før!
s. 182
Pål Flida.
Hør; der blæses til things.
Kong Skule.
Nu skal jeg da lovligt hyldes.
Peter
(kommer fra højre).
(kommer fra højre).
Tag kongskåben om dig; nu står helgen-
skrinet ude.
skrinet ude.
Kong Skule.
Så har du frelst riget for mig og dig; og tifold
vil vi takke de fromme korsbrødre, at de gav efter.
vil vi takke de fromme korsbrødre, at de gav efter.
Peter.
Korsbrødrene, min fader; – dem har du intet
at takke for.
at takke for.
Kong Skule.
Det var ikke dem, som hjalp dig?
Peter.
De lyste kirkens ban over hver den, som
vovede at røre helligdommen.
vovede at røre helligdommen.
Kong Skule.
Erkebispen altså! Endelig har han da givet
efter.
efter.
Peter.
Erkebispen lyste værre banstråle end kors-
brødrene.
brødrene.
Kong Skule.
O, så ser jeg, at jeg endda har trofaste mænd.
I stod her rædde og veg tilbage, I, som skulde være
mig nærmest, – og dernede i flokken har jeg dem,
som turde tage så stor en brøde på sig for min
skyld.
I stod her rædde og veg tilbage, I, som skulde være
mig nærmest, – og dernede i flokken har jeg dem,
s. 183
som turde tage så stor en brøde på sig for min
skyld.
Peter.
Ikke en trofast mand har du, som turde tage
brøden på sig.
brøden på sig.
Kong Skule.
Almægtige Gud, er der da skeet et jertegn;
– hvem tog helligdommen ud?
– hvem tog helligdommen ud?
Peter.
Jeg, min fader!
Kong Skule
(med et skrig).
(med et skrig).
Du!
Mændene
(viger sky tilbage).
(viger sky tilbage).
Kirkeraner!
(Pål Flida, Bård Bratte og et par andre går ud.)
Peter.
Gerningen måtte gøres. Ingen mands troskab
er at lide på, før du er lovlig hyldet. Jeg bad,
jeg tryglede korsbrødrene; intet hjalp. Da brød
jeg kirkedøren op; ingen vovede at følge mig.
Jeg sprang op på højaltret, greb fat i hanken og
stemte knæerne imod; det var, som om en gåde-
fuld magt gav mig mere end menneskelige kræfter.
Skrinet løsnede, jeg trak det efter mig nedover
kirkegulvet, medens banstrålen suste som et uvejr
højt oppe under hvælvingerne; jeg trak det ud af
kirken, alle flygtede og veg for mig; da jeg var
kommen midt frem i kongsgården, brast hanken;
her er den! (Holder den i vejret.)
er at lide på, før du er lovlig hyldet. Jeg bad,
jeg tryglede korsbrødrene; intet hjalp. Da brød
jeg kirkedøren op; ingen vovede at følge mig.
Jeg sprang op på højaltret, greb fat i hanken og
stemte knæerne imod; det var, som om en gåde-
fuld magt gav mig mere end menneskelige kræfter.
Skrinet løsnede, jeg trak det efter mig nedover
kirkegulvet, medens banstrålen suste som et uvejr
højt oppe under hvælvingerne; jeg trak det ud af
kirken, alle flygtede og veg for mig; da jeg var
kommen midt frem i kongsgården, brast hanken;
her er den! (Holder den i vejret.)
s. 184
Kong Skule
(stille, skrækslagen).
(stille, skrækslagen).
Kirkeraner!
Peter.
For din skyld; for din store kongstankes
skyld! Men du vil slette brøden ud; alt, hvad
der er ondt, vil du slette ud. Der vil komme lys
og fred med dig; der vil gå op en strålende dag
over landet; – hvad gør det så, om der gik en
uvejrsnat foran?
skyld! Men du vil slette brøden ud; alt, hvad
der er ondt, vil du slette ud. Der vil komme lys
og fred med dig; der vil gå op en strålende dag
over landet; – hvad gør det så, om der gik en
uvejrsnat foran?
Kong Skule.
Der stod som en helgensol om dit hoved, da
din moder kom med dig; – og nu tykkes det
mig, at jeg ser banstrålen lyne.
din moder kom med dig; – og nu tykkes det
mig, at jeg ser banstrålen lyne.
Peter.
Fader, fader, tænk ikke på mig; vær ikke
ræd for mit ve og vel. Det er jo din vilje, jeg
har fuldkommet, – hvor kan det regnes mig
til last!
ræd for mit ve og vel. Det er jo din vilje, jeg
har fuldkommet, – hvor kan det regnes mig
til last!
Kong Skule.
Jeg vilde eje din tro på mig, og din tro er
bleven en synd.
bleven en synd.
Peter
(vildt).
(vildt).
For din skyld, for din skyld! Derfor tør
ikke Gud andet, end tvætte den af!
ikke Gud andet, end tvætte den af!
Kong Skule.
Ren og skyldfri, lovede jeg Ingebjørg, – og
han håner himlen!
han håner himlen!
s. 185
Pål Flida
(kommer).
(kommer).
Alt er i oprør! Rædselsgerningen har slået
dine mænd med skræk; de flygter ind i kirkerne.
dine mænd med skræk; de flygter ind i kirkerne.
Kong Skule.
De skal ud; de må ud!
Bård Bratte
(kommer).
(kommer).
Bymændene har rejst sig mod eder; de dræber
Vårbælgerne rundt om på gaderne og i husene,
hvor de kan finde dem!
Vårbælgerne rundt om på gaderne og i husene,
hvor de kan finde dem!
En hirdmand
(kommer).
(kommer).
Nu sejler Birkebejnerne op i elven!
Kong Skule.
Blæs mine mænd sammen. Ingen må svigte
mig her!
mig her!
Pål Flida.
Ugørligt; skrækken har lamslået dem.
Kong Skule
(fortvivlet).
(fortvivlet).
Men jeg kan ikke falde nu! Min søn må
ikke dø med en dødsskyld på sin sjæl!
ikke dø med en dødsskyld på sin sjæl!
Peter.
Tænk ikke på mig; du er den eneste, det
gælder. Lad os søge opover til Indherred; der er
alle mænd tro!
gælder. Lad os søge opover til Indherred; der er
alle mænd tro!
Kong Skule.
Ja, på flugt! Følg mig, hvem der vil berge
livet!
livet!
s. 186
Bård Bratte.
Hvad vej?
Kong Skule.
Over broen!
Pål Flida.
Alle broer er brudt af, herre.
Kong Skule.
Brudt af –! Alle broer brudt af, siger du!
Pål Flida.
I skulde brudt dem af i Oslo, så kunde I ladt
dem stå i Nidaros.
dem stå i Nidaros.
Kong Skule.
Over elven alligevel; – her er liv og salighed
at frelse! På flugt! På flugt!
at frelse! På flugt! På flugt!
(Han og Peter iler ud til venstre.)
Bård Bratte.
Ja, bedre det, end at falde for bymænd og
Birkebejnere.
Birkebejnere.
Pål Flida.
I Guds navn, på flugt da. (Alle følger efter Skule.)
(Stuen står en kort stund tom; der høres fjern og forvirret larm fra
gaderne; derpå stormer en flok væbnede bymænd ind gennem døren
tilhøjre.)
gaderne; derpå stormer en flok væbnede bymænd ind gennem døren
tilhøjre.)
En bymand.
Herind! Her må han være.
En anden.
Dræb ham!
Flere.
Dræb kirkeraneren også!
s. 187
En enkelt.
Far varligt frem; de bider fra sig.
Første bymand.
Det har ingen nød; Birkebejnerne er alt oppe
i gaden.
i gaden.
En bymand
(kommer).
(kommer).
For sent; – kong Skule er flygtet.
Flere.
Hvorhen? Hvorhen?
Den kommende.
Ind i en af kirkerne, tænker jeg; de er fulde
af Vargbælger.
af Vargbælger.
Første bymand.
Så lad os søge ham; stor tak og løn giver
kong Håkon den mand, som dræber Skule.
kong Håkon den mand, som dræber Skule.
En anden.
Der kommer Birkebejnerne.
En tredje.
Kong Håkon selv.
Mange i flokken
(råber):
(råber):
Hil kong Håkon Håkonssøn!
Håkon
(kommer ind fra højre, fulgt af Gregorius Jonssøn, Dagfinn
Bonde og en mængde andre).
(kommer ind fra højre, fulgt af Gregorius Jonssøn, Dagfinn
Bonde og en mængde andre).
Ja, nu er I ydmyge, I Trøndere; I har længe
nok stået mig imod.
nok stået mig imod.
s. 188
Første bymand
(på knæ).
(på knæ).
Nåde, herre; Skule Bårdssøn var så hårdt
over os!
over os!
En anden
(også knælende).
(også knælende).
Han tvang os, ellers havde vi aldrig fulgt ham.
Den første.
Han tog vort gods og nødte os til at slå for
sin uretfærdige sag.
sin uretfærdige sag.
Den anden.
Ak, høje herre, han har været en svøbe for
sine venner som for sine uvenner.
sine venner som for sine uvenner.
Mange stemmer.
Ja, ja, – Skule Bårdssøn har været en svøbe
for hele landet.
for hele landet.
Dagfinn Bonde.
Det turde være et sandt ord, det.
Håkon.
Godt; med jer bymænd skal jeg siden tale;
det er min agt at straffe strængt, hvad der er for-
brudt; men først er her andet at tænke på. Ved
nogen hvor Skule Bårdssøn er?
det er min agt at straffe strængt, hvad der er for-
brudt; men først er her andet at tænke på. Ved
nogen hvor Skule Bårdssøn er?
Flere.
Inde i en af kirkerne, herre!
Håkon.
Ved I det så visst?
Bymændene.
Ja, der er alle Vargbælgerne.
s. 189
Håkon
(sagte til Dagfinn Bonde).
(sagte til Dagfinn Bonde).
Han må findes; sæt vagt for alle kirker i
byen.
byen.
Dagfinn Bonde.
Og når han findes, skal han fældes uden
ophold.
ophold.
Håkon
(dæmpet).
(dæmpet).
Fældes? Dagfinn, Dagfinn, hvor tungt det
tykkes mig.
tykkes mig.
Dagfinn Bonde.
Herre, I svor det dyrt i Oslo.
Håkon.
Og hver mand i landet vil kræve hans død.
(Vender sig til Gregorius Jonssøn uhørligt for de andre.) Gå; du
var engang hans ven; søg ham, og få ham til at
flygte af landet.
(Vender sig til Gregorius Jonssøn uhørligt for de andre.) Gå; du
var engang hans ven; søg ham, og få ham til at
flygte af landet.
Gregorius Jonssøn
(glad).
(glad).
Det vil I, herre?
Håkon.
For min fromme, elskelige hustrus skyld.
Gregorius Jonssøn.
Men hvis han ikke flygter; hvis han ikke vil
eller ikke kan?
eller ikke kan?
Håkon.
I Guds navn, da kan jeg heller ikke spare
ham; da må mit kongsord stå ved magt. Gå!
ham; da må mit kongsord stå ved magt. Gå!
s. 190
Gregorius Jonssøn.
Jeg skal gå og gøre mit bedste. Himlen give
det måtte lykkes. (Går tilhøjre.)
det måtte lykkes. (Går tilhøjre.)
Håkon.
Du, Dagfinn Bonde, går med sikre mænd ned
på kongsskibet; I skal følge dronningen og barnet
op til Elgesæter kloster.
på kongsskibet; I skal følge dronningen og barnet
op til Elgesæter kloster.
Dagfinn Bonde.
Herre, mener I hun er tryg der?
Håkon.
Hun er ingensteds tryggere. Vargbælgerne
har lukket sig inde i kirkerne, og hun har bedet
så meget; hendes moder er på Elgesæter.
har lukket sig inde i kirkerne, og hun har bedet
så meget; hendes moder er på Elgesæter.
Dagfinn Bonde.
Ja ja, det ved jeg.
Håkon.
Hils dronningen kærligst fra mig; og hils fru
Ragnhild også. Du kan sige dem, at såsnart
Vargbælgerne har faldet tilfode og har fået grid,
skal der ringes med alle klokker i Nidaros, til
tegn på, at der er kommet fred over landet igen.
– I bymænd skal stå mig tilrette imorgen og
tage straf, hver efter sine gerninger.
(Går med sine mænd.)
Ragnhild også. Du kan sige dem, at såsnart
Vargbælgerne har faldet tilfode og har fået grid,
skal der ringes med alle klokker i Nidaros, til
tegn på, at der er kommet fred over landet igen.
– I bymænd skal stå mig tilrette imorgen og
tage straf, hver efter sine gerninger.
(Går med sine mænd.)
Første bymand.
Ve os for imorgen!
Anden bymand.
Vi får et stort regnskab.
s. 191
Første.
Vi, som har været Håkon imod så længe, –
som var med at råbe for Skule, da han tog
kongsnavn.
som var med at råbe for Skule, da han tog
kongsnavn.
Anden.
Som gav Skule både skibe og krigsstyr, –
som købte alt det gods, han ranede fra Håkons
sysselmænd.
som købte alt det gods, han ranede fra Håkons
sysselmænd.
Første.
Ja, ve os for imorgen!
En bymand
(kommer ilsomt ind fra venstre).
(kommer ilsomt ind fra venstre).
Hvor er Håkon? Hvor er kongen?
Første bymand.
Hvad vil du ham?
Den kommende.
Bringe ham et stort og vigtigt budskab.
Flere.
Hvilket?
Den kommende.
Det siger jeg ikke andre end kongen selv.
Flere.
Jo, sig, sig!
Den kommende.
Skule Bårdssøn flygter opover mod Elgesæter.
Første bymand.
Umuligt! Han er i en af kirkerne.
Den kommende.
Nej, nej; han og sønnen satte over elven i
en færing.
en færing.
s. 192
Første bymand.
Ha, så kan vi frelse os fra Håkons vrede.
Anden bymand.
Ja, lad os straks melde ham, hvor Skule er.
Første.
Nej, bedre end som så; vi siger intet, men
går selv op til Elgesæter og fælder Skule.
går selv op til Elgesæter og fælder Skule.
Anden.
Ja, ja, – lad os det!
Tredje.
Men fulgte ikke mange Vargbælger med over
elven.
elven.
Den kommende.
Nej, der var bare få mænd på båden.
Første bymand.
Vi væbner os det bedste vi kan. O, nu er
bymændene bergede! Sig ikke til nogen, hvad vi
har fore; vi er mandstærke nok, – og så opover
til Elgesæter.
bymændene bergede! Sig ikke til nogen, hvad vi
har fore; vi er mandstærke nok, – og så opover
til Elgesæter.
Alle
(dæmpet).
(dæmpet).
Ja, opover til Elgesæter!
(De går skyndsomt men forsigtigt ud til venstre.)
s. 193
Granskog i bakkerne ovenfor Nidaros.
(Det er måneskin; men natten er tåget, så at baggrunden kun skimtes
utydeligt og undertiden næsten ikke. Træstubber og store stene ligger
rundt omkring. Kong Skule, Peter, Pål Flida, Bård Bratte og
flere Vårbælger kommer gennem skogen fra venstre.)
utydeligt og undertiden næsten ikke. Træstubber og store stene ligger
rundt omkring. Kong Skule, Peter, Pål Flida, Bård Bratte og
flere Vårbælger kommer gennem skogen fra venstre.)
Peter.
Kom her og hvil dig, min fader!
Kong Skule.
Ja, lad mig hvile, hvile. (Synker ned ved en sten.)
Peter.
Hvorledes er det med dig?
Kong Skule.
Jeg er sulten! Syg, syg! Jeg ser døde mænds
skygger!
skygger!
Peter
(springer op).
(springer op).
Skaf hjælp, – brød til kongen.
Bård Bratte.
Her er hvermand konge; thi her gælder det
livet. Stå op, Skule Bårdssøn, er du konge, så
lig ikke der og styr landet.
livet. Stå op, Skule Bårdssøn, er du konge, så
lig ikke der og styr landet.
Peter.
Håner du min fader, så dræber jeg dig!
Bård Bratte.
Jeg blir dræbt alligevel; mig giver kong Håkon
aldrig grid; thi jeg var hans sysselmand og sveg
ham for Skules skyld. Find på noget, som kan
berge os! Der er ikke så fortvivlet en gerning, at
jeg jo vover den nu.
aldrig grid; thi jeg var hans sysselmand og sveg
ham for Skules skyld. Find på noget, som kan
berge os! Der er ikke så fortvivlet en gerning, at
jeg jo vover den nu.
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
13
s. 194
En Vårbælg.
Kunde vi bare slippe over til klostret på Holm.
Pål Flida.
Bedre til Elgesæter.
Bård Bratte
(udbryder pludseligt):
(udbryder pludseligt):
Bedst at gå ned på Håkons skib og rane
kongsbarnet.
kongsbarnet.
Pål Flida.
Raser du!
Bård Bratte.
Nej, nej, det er vor eneste redning, og let at
sætte i værk. Birkebejnerne leder hvert hus igen-
nem og holder vagt for kirkerne; de tror ikke, at
nogen af os har kunnet flygte, siden alle broer
var brudt af. Der kan umuligt være stort mand-
skab ombord på skibene; har vi kongs-emnet i
vor magt, så skal Håkon give os fred, eller også
skal hans ætling dø med os. Hvem vil være med
at berge livet?
sætte i værk. Birkebejnerne leder hvert hus igen-
nem og holder vagt for kirkerne; de tror ikke, at
nogen af os har kunnet flygte, siden alle broer
var brudt af. Der kan umuligt være stort mand-
skab ombord på skibene; har vi kongs-emnet i
vor magt, så skal Håkon give os fred, eller også
skal hans ætling dø med os. Hvem vil være med
at berge livet?
Pål Flida.
Ikke jeg, når det skal berges på slig vis.
Flere.
Ikke jeg! Ikke jeg!
Peter.
Ha, men om det var til frelse for min fader –!
Bård Bratte.
Vil du være med, så kom. Nu går jeg ned
på Hladehammeren; der ligger den flok, vi mødte
her under bakken; det er de vildeste vovhalse af
alle Vargbælgerne; de havde svømmet over elven,
for de vidste, de ikke vilde fået grid i kirkerne.
De drenge tør nok gæste kongsskibet, de! Hvem
af jer vil så med?
på Hladehammeren; der ligger den flok, vi mødte
her under bakken; det er de vildeste vovhalse af
s. 195
alle Vargbælgerne; de havde svømmet over elven,
for de vidste, de ikke vilde fået grid i kirkerne.
De drenge tør nok gæste kongsskibet, de! Hvem
af jer vil så med?
Nogle.
Jeg, jeg!
Peter.
Kanhænde jeg også; men først må jeg vide
min fader under sikkert tag.
min fader under sikkert tag.
Bård Bratte.
Før det gryr af dag farer vi op i elven. Kom,
her går en benvej nedover til Hlade.
her går en benvej nedover til Hlade.
(Han og nogle andre går ud til højre.)
Peter
(til Pål Flida).
(til Pål Flida).
Tal ikke til min fader om noget af dette; han
er sjælesyg inat, vi får handle for ham. Der er
frelse i Bård Brattes værk; inden daggry skal
kongsbarnet være i vore hænder.
er sjælesyg inat, vi får handle for ham. Der er
frelse i Bård Brattes værk; inden daggry skal
kongsbarnet være i vore hænder.
Pål Flida.
For at dræbes, kan jeg tænke. Ser I da ikke,
at det er en synd –
at det er en synd –
Peter.
Det kan ikke være nogen synd; thi min fader
dømte det i Oslo. Det må jo afvejen alligevel;
det hindrer min fader; – min fader har en stor
kongstanke at sætte igennem; det får være det
samme, hvem eller hvormange der falder for den.
dømte det i Oslo. Det må jo afvejen alligevel;
det hindrer min fader; – min fader har en stor
kongstanke at sætte igennem; det får være det
samme, hvem eller hvormange der falder for den.
13*
s. 196
Pål Flida.
Usalig for jer var den dag, I fik vide, I var
kong Skules søn. (Lyttende.) Hys; – kast jer fladt
ned på jorden; der kommer folk.
kong Skules søn. (Lyttende.) Hys; – kast jer fladt
ned på jorden; der kommer folk.
(Alle kaster sig ned bag stene og stubber; et tog, dels af ridende, dels af
gående, skimtes utydeligt gennem tågen inde mellem træerne; de kommer
fra venstre og går ud til højre.)
gående, skimtes utydeligt gennem tågen inde mellem træerne; de kommer
fra venstre og går ud til højre.)
Peter.
Det er dronningen.
Pål Flida.
Ja, ja; hun taler med Dagfinn Bonde. Hys!
Peter.
De skal til Elgesæter. Kongsbarnet er med!
Pål Flida.
Og dronningens fruer.
Peter.
Men kun fire mand! Op, op, kong Skule, –
nu er dit rige frelst!
nu er dit rige frelst!
Kong Skule.
Mit rige? Det er mørkt, det, – som engelens,
der rejste sig mod Gud.
der rejste sig mod Gud.
(En flok korsbrødre kommer ind fra højre.)
En korsbroder.
Hvem taler her? Er det kong Skules mænd?
Pål Flida.
Kong Skule selv.
Korsbroderen
(til Skule).
(til Skule).
Gud være lovet, at vi traf eder, kære herre!
Vi fik spurgt af nogle bymænd, at I havde taget
vejen opover, og vi er ligeså utrygge i Nidaros,
som I selv –
Vi fik spurgt af nogle bymænd, at I havde taget
s. 197
vejen opover, og vi er ligeså utrygge i Nidaros,
som I selv –
Peter.
I havde fortjent døden, I, som ikke gav Olafs-
skrinet ud.
skrinet ud.
Korsbroderen.
Erkebispen forbød det; men vi vil gerne tjene
kong Skule alligevel; vi har jo altid holdt os til
ham. Her har vi taget korskåber med til eder og
mændene; tag dem på, så slipper I let ind i et af
klostrene, og kan prøve på at få grid af Håkon.
kong Skule alligevel; vi har jo altid holdt os til
ham. Her har vi taget korskåber med til eder og
mændene; tag dem på, så slipper I let ind i et af
klostrene, og kan prøve på at få grid af Håkon.
Kong Skule.
Ja, giv mig korskåbe på; jeg og min søn må
stå på vigslet grund. Jeg vil til Elgesæter.
stå på vigslet grund. Jeg vil til Elgesæter.
Peter
(sagte til Pål Flida).
(sagte til Pål Flida).
Sørg for, at min fader kommer trygt frem –
Pål Flida.
Mindes I ikke, at der er Birkebejnere på
Elgesæter?
Elgesæter?
Peter.
Kun fire mænd; dem magter I let, og inden-
for klostermuren drister de sig ikke til at røre jer.
Jeg søger Bård Bratte.
for klostermuren drister de sig ikke til at røre jer.
Jeg søger Bård Bratte.
Pål Flida.
Tænk jer om!
Peter.
Det er ikke på kongsskibet, men på Elgesæter,
at de fredløse skal frelse riget for min fader!
at de fredløse skal frelse riget for min fader!
(Går hurtigt ud til højre.)
s. 198
En Vårbælg
(hviskende til en anden).
(hviskende til en anden).
Går du til Elgesæter med Skule?
Den anden.
Hys; nej; Birkebejnerne er der jo.
Den første.
Jeg går ikke heller; men sig ikke noget til de
andre.
andre.
Korsbroderen.
Og nu afsted, to og to, – en krigsmand og
en korsbroder –
en korsbroder –
En anden korsbroder
(siddende på en træstub bag de øvrige).
(siddende på en træstub bag de øvrige).
Jeg tager kong Skule.
Kong Skule.
Ved du vejen?
Korsbroderen.
Den brede vej.
Første korsbroder.
Skynd jer; lad os spredes på forskellige stier
og samles udenfor klosterporten.
og samles udenfor klosterporten.
(De går ud mellem træerne tilhøjre; tågen letter og kometen viser sig
rød og skinnende i den disige luft.)
rød og skinnende i den disige luft.)
Kong Skule.
Peter, min søn –! (Farer tilbage.) Ha, der er
det gloende sværd på himlen!
det gloende sværd på himlen!
Korsbroderen
(siddende bag ham på træstubben).
(siddende bag ham på træstubben).
Og her er jeg!
s. 199
Kong Skule.
Hvem er du?
Korsbroderen.
En gammel kending.
Kong Skule.
Blegere mand har jeg aldrig seet.
Korsbroderen.
Men du kender mig ikke.
Kong Skule.
Det er dig, som vil følge mig til Elgesæter.
Korsbroderen.
Det er mig, som vil følge dig til kongssædet.
Kong Skule.
Kan du det?
Korsbroderen.
Jeg kan, hvis du selv vil.
Kong Skule.
Og ved hvilket middel?
Korsbroderen.
Ved det middel, som jeg før har brugt; –
jeg vil føre dig op på et højt berg og vise dig al
jordens herlighed.
jeg vil føre dig op på et højt berg og vise dig al
jordens herlighed.
Kong Skule.
Al jordens herlighed har jeg før seet i fristende
drømme.
drømme.
Korsbroderen.
Det var mig, som gav dig de drømme.
s. 200
Kong Skule.
Hvem er du?
Korsbroderen.
Sendebud fra det ældste kongs-emne i verden.
Kong Skule.
Fra det ældste kongs-emne i verden?
Korsbroderen.
Fra den første jarl, der rejste sig mod det
største rige, og som grundede et rige selv, der
skal vare ud over dommedag!
største rige, og som grundede et rige selv, der
skal vare ud over dommedag!
Kong Skule
(skrigende).
(skrigende).
Bisp Nikolas!
Korsbroderen
(rejser sig).
(rejser sig).
Kender du mig nu? Vi var kendinger før; –
for din skyld er jeg kommen tilbage.
På selvsamme skude, for selvsamme bør,
har vi sejlet i år og i dage.
Jeg var ræd da vi skiltes; der var uvejr og nat;
en høg i min sjæl sine klør havde sat;
jeg trygled om messer og klokkeklang,
jeg købte mig bønner og munkesang, –
jeg betalte for syv og de læste fjorten;
men endda slap jeg ikke indenfor porten.
Kong Skule.
Og nu kommer du dernedefra –?
Korsbroderen.
Ja, jeg kommer fra riget dernede;
fra riget, som altid så stygt blir malt.
s. 201
Å, du kan tro, der er ikke så galt;
det har ingen nød med den svare hede.
Kong Skule.
Og så hører jeg, du har lært skaldskab,
gamle Baglerhøvding!
gamle Baglerhøvding!
Korsbroderen.
Skaldskab? Ja, og en mængde latin!
Før var jeg ingen stiv latiner, som du mindes;
nu tvivler jeg på, at en stivere findes.
For at række dernede et passeligt trin,
ja, næsten bare for at slippe derind,
er det hartad nødvendigt at lære latin.
Og en må jo gå fremad, når til gæstebudsbord
en sidder hver dag med slig lærdom stor, –
halvhundred, som her lod sig paver kalde,
femhundred kardinaler og syvtusend skalde.
Kong Skule.
Hils din herre, og tak ham for godt venskab.
Du kan sige, han er den eneste konge, som
skikker hjælp til Skule den første af Norge!
Du kan sige, han er den eneste konge, som
skikker hjælp til Skule den første af Norge!
Korsbroderen.
Hør nu, kong Skule, hvi hid jeg er sendt.
Han har mange tjenere, han dernede,
og hver har sit strøg i verden at frede;
jeg fik Norge, thi her er jeg kendt.
Håkon Håkonssøn er ingen mand for os,
vi liker ham ikke, han byder os trods;
se, han må falde og du skal styre,
som eneste ejer af kronen den dyre.
s. 202
Kong Skule.
Ja, giv mig kronen! Har jeg den, så skal
jeg nok styre slig, at jeg kan købe mig løs igen.
jeg nok styre slig, at jeg kan købe mig løs igen.
Korsbroderen.
Ja, det kan vi altid snakkes om siden.
Inat det gælder at nytte tiden.
På Elgesæter sover kong Håkons barn; –
fanger du det i dødsens garn,
da hvirvles hver modstand som fnug for vejret,
da er du konge, da har du sejret!
Kong Skule.
Tror du så visst, at jeg da har sejret?
Korsbroderen.
Hver mand i Norge sukker om fred;
kongen må eje et kongs-emne med,
en ætling, som arver sin faders rige;
thi folket er træt af de hundredårskrige.
Rejs dig, kong Skule, inat det gælder;
nu eller aldrig du fienden fælder!
Se hvor det lysner, der langt mod nord,
ser du hvor skodden letter derude, –
der slutter sig lydløst skude til skude, –
og hør så hvor hult det dønner i jord!
Alt skal du få mod et bindende ord,
tusende stridsmænd i stormgang på jorden,
tusende skinnende sejl på fjorden!
Kong Skule.
Så nævn da ordet!
s. 203
Korsbroderen.
For at stille dig højest på verdensstigen,
jeg vil kun du føjer din egen higen;
landet du får med byer og borge,
hvis din søn efter dig bliver konge i Norge!
Kong Skule
(løfter hånden, som til ed).
(løfter hånden, som til ed).
Min søn skal – (holder pludselig inde og udbryder for-
færdet.) Kirkeraneren! Al magten til ham! Ha! nu
skønner jeg dig; – du vil hans sjæls fortabelse!
Vig fra mig, vig fra mig! (strækker armene mod himlen.)
Og forbarm dig over mig, du, som jeg nu skriger
til om hjælp i min højeste nød!
færdet.) Kirkeraneren! Al magten til ham! Ha! nu
skønner jeg dig; – du vil hans sjæls fortabelse!
Vig fra mig, vig fra mig! (strækker armene mod himlen.)
Og forbarm dig over mig, du, som jeg nu skriger
til om hjælp i min højeste nød!
(Styrter til jorden.)
Korsbroderen.
Forbandet! Nu gik dog det hele så glat;
jeg tænkte så visst, jeg havde ham fat;
men lyset har gjort et kærligt træk,
som jeg ikke kendte, – og spillet er væk.
Lad gå; til hast har jeg ingen trang;
perpetuum mobile er jo igang;
jeg har brev på min magt langt ud gennem slægterne,
brev på min magt over lysfornægterne;
dem skal i Norge jeg styre og råde,
er min magt end dem selv en uløselig gåde!
(længere fremme.)
Går til sin gerning de norske mænd
viljeløst vimrende, ved ej hvorhen, –
skrukker sig hjerterne, smyger sig sindene,
veke, som vaggende vidjer for vindene, –
kan kun om en ting i verden de enes,
s. 204
den, at hver storhed skal styrtes og stenes, –
hejses som mærke usseldoms klude,
sætter de æren i flugt og i fald, –
da er det bisp Nikolas som er ude,
Bagler-bispen, som røgter sit kald!
(Han bliver borte i skodden mellem træerne.)
Kong Skule
(rejser sig, efter et kort ophold, halvt ivejret og ser sig om).
(rejser sig, efter et kort ophold, halvt ivejret og ser sig om).
Hvor er han, den sorte? (springer op.) Vejviser,
vejviser, hvor er du? Væk! – Ligegodt; nu ved
jeg vejen selv, både til Elgesæter og længere frem.
vejviser, hvor er du? Væk! – Ligegodt; nu ved
jeg vejen selv, både til Elgesæter og længere frem.
(Går ud til højre.)
Klostergården på Elgesæter.
(På venstre side ligger kapellet med indgang fra gården; vinduerne er
oplyste. Langsmed den modsatte side af klostergården strækker sig nogle
lavere bygninger; i baggrunden klostermuren med en stærk port, som er
stængt. Det er klar måneskinsnat. Tre Birkebejnerhøvdinger står ved
porten; Margrete, fru Ragnhild og Dagfinn Bonde kommer ud
fra kapellet.)
oplyste. Langsmed den modsatte side af klostergården strækker sig nogle
lavere bygninger; i baggrunden klostermuren med en stærk port, som er
stængt. Det er klar måneskinsnat. Tre Birkebejnerhøvdinger står ved
porten; Margrete, fru Ragnhild og Dagfinn Bonde kommer ud
fra kapellet.)
Fru Ragnhild
(halvt fra sig selv).
(halvt fra sig selv).
Kong Skule måtte flygte ind i kirken, siger
du! Han, han, flygtende, tryglende om fred for
altret, – tryglende om livet kanhænde – o nej,
nej, det har han ikke gjort; men Gud vil straffe
jer, som vovede at lade det komme så vidt!
du! Han, han, flygtende, tryglende om fred for
altret, – tryglende om livet kanhænde – o nej,
nej, det har han ikke gjort; men Gud vil straffe
jer, som vovede at lade det komme så vidt!
Margrete.
Min gode elskede moder, styr dig; du ved
ikke hvad du siger; det er sorgen som taler.
ikke hvad du siger; det er sorgen som taler.
s. 205
Fru Ragnhild.
Hør, I Birkebejnere! Håkon Håkonssøn var
det, som skulde ligge inde for alteret og trygle
kong Skule om liv og fred!
det, som skulde ligge inde for alteret og trygle
kong Skule om liv og fred!
En Birkebejner.
Usømmeligt er det for trofaste mænd at høre
på slige ord.
på slige ord.
Margrete.
Hatten af for en hustrus sorg!
Fru Ragnhild.
Kong Skule dømt! Vogt jer, vogt jer alle-
sammen, når han får magten igen!
sammen, når han får magten igen!
Dagfinn Bonde.
Den får han aldrig mere, fru Ragnhild.
Margrete.
Ti, ti!
Fru Ragnhild.
Tror du, at Håkon Håkonssøn tør lade dom-
men sættes i værk, om han fanger kongen?
men sættes i værk, om han fanger kongen?
Dagfinn Bonde.
Kong Håkon ved selv bedst om en kongs-ed
kan brydes.
kan brydes.
Fru Ragnhild
(til Margrete).
(til Margrete).
Og slig blodmand har du fulgt i tro og
kærlighed! Er du din faders barn! Gid straffen
ramme –! Gå fra mig, gå fra mig!
kærlighed! Er du din faders barn! Gid straffen
ramme –! Gå fra mig, gå fra mig!
s. 206
Margrete.
Velsignet være din mund, skjøndt du bander
mig nu.
mig nu.
Fru Ragnhild.
Jeg må ned til Nidaros, ind i kirken og finde
kong Skule. Han skikkede mig fra sig, da han
sad i lykken; da trængte han mig jo heller ikke;
– nu vil han ikke vredes, fordi jeg kommer.
Luk porten op for mig, lad mig komme til
Nidaros!
kong Skule. Han skikkede mig fra sig, da han
sad i lykken; da trængte han mig jo heller ikke;
– nu vil han ikke vredes, fordi jeg kommer.
Luk porten op for mig, lad mig komme til
Nidaros!
Margrete.
Min moder, for Guds barmhjertigheds skyld –!
(Det banker stærkt på klosterporten.)
Dagfinn Bonde.
Hvem banker?
Kong Skule
(udenfor).
(udenfor).
En konge.
Dagfinn Bonde.
Skule Bårdssøn!
Fru Ragnhild.
Kong Skule!
Margrete.
Min fader!
Kong Skule.
Luk op, luk op!
Dagfinn Bonde.
Her lukkes ikke op for fredløse.
Kong Skule.
Det er en konge, som banker, siger jeg; en
konge, som ikke har tag over hovedet; en konge,
som trænger hellig grund, for at være tryg på
sit liv.
konge, som ikke har tag over hovedet; en konge,
s. 207
som trænger hellig grund, for at være tryg på
sit liv.
Margrete.
Dagfinn, Dagfinn, det er min fader!
Dagfinn Bonde
(går hen til porten og åbner en liden luge).
(går hen til porten og åbner en liden luge).
Kommer I med mange mænd til klostret?
Kong Skule.
Med alle de mænd, som blev mig tro i nøden.
Dagfinn Bonde.
Og hvormange er det?
Kong Skule.
Færre end en.
Margrete.
Han er alene, Dagfinn!
Fru Ragnhild.
Himlens vrede ramme dig, om du nægter
ham vigslet grund!
ham vigslet grund!
Dagfinn Bonde.
I Guds navn da!
(Lukker op; Birkebejnerne blotter ærbødigt sine hoveder; kong Skule
kommer ind i klostergården.)
kommer ind i klostergården.)
Margrete
(om hans hals).
(om hans hals).
Min fader! Min velsignede ulykkelige fader!
Fru Ragnhild
(stiller sig vildt mellem ham og Birkebejnerne).
(stiller sig vildt mellem ham og Birkebejnerne).
I hykler ærefrygt for ham, I vil svige ham,
som Judas. Vov ikke at komme ham nær! I skal
ikke røre ham, sålænge jeg er ilive!
som Judas. Vov ikke at komme ham nær! I skal
ikke røre ham, sålænge jeg er ilive!
s. 208
Dagfinn Bonde.
Her er han tryg, thi han er på vigslet grund.
Margrete.
Og ikke en af alle dine mænd havde mod til
at følge dig inat!
at følge dig inat!
Kong Skule.
Både korsbrødre og krigsmænd fulgte mig på
vejen; men de smøg fra mig, en for en, fordi de
vidste der var Birkebejnere på Elgesæter. Pål Flida
var den, som slap mig sidst; han fulgte mig til
klosterporten; der gav han mig det sidste håndslag
og takkede for den tid, der fandtes Vargbælger i
Norge.
vejen; men de smøg fra mig, en for en, fordi de
vidste der var Birkebejnere på Elgesæter. Pål Flida
var den, som slap mig sidst; han fulgte mig til
klosterporten; der gav han mig det sidste håndslag
og takkede for den tid, der fandtes Vargbælger i
Norge.
Dagfinn Bonde
(til Birkebejnerne).
(til Birkebejnerne).
Gå ind, I høvdinger, og stil jer som vagt om
kongsbarnet; jeg må til Nidaros og melde kongen,
at Skule Bårdssøn er på Elgesæter; i slig stor sag
får han selv handle.
kongsbarnet; jeg må til Nidaros og melde kongen,
at Skule Bårdssøn er på Elgesæter; i slig stor sag
får han selv handle.
Margrete.
O, Dagfinn, Dagfinn, kan du ville det!
Dagfinn Bonde.
Ilde tjente jeg ellers konge og land. (Til mændene.)
Stæng porten efter mig, våg over barnet, og luk
ikke op for nogen, før kongen kommer. (Dæmpet til
Skule.) Farvel, Skule Bårdssøn, – og Gud skænke
jer en salig ende.
Stæng porten efter mig, våg over barnet, og luk
ikke op for nogen, før kongen kommer. (Dæmpet til
Skule.) Farvel, Skule Bårdssøn, – og Gud skænke
jer en salig ende.
(Går ud gennem porten; Birkebejnerne lukker efter ham og går ind i
kapellet.)
kapellet.)
s. 209
Fru Ragnhild.
Ja, lad Håkon komme; jeg slipper dig ikke;
jeg holder dig tæt og kærligt i mine arme, som
jeg aldrig har holdt dig før.
jeg holder dig tæt og kærligt i mine arme, som
jeg aldrig har holdt dig før.
Margrete.
O, hvor du er bleg – og ældet; du fryser.
Kong Skule.
Jeg fryser ikke, – men jeg er træt, træt.
Margrete.
Så kom ind, og hvil dig –
Kong Skule.
Ja, ja; det tør vel snart være på tiden at
hvile.
hvile.
Sigrid
(fra kapellet).
(fra kapellet).
Endelig kommer du, min broder!
Kong Skule.
Sigrid! Er du her?
Sigrid.
Jeg lovede jo, at vi skulde mødes, når du
trængte mig i din højeste nød.
trængte mig i din højeste nød.
Kong Skule.
Hvor er dit barn, Margrete?
Margrete.
Det sover i Sakristiet.
Kong Skule.
Så er ætten samlet på Elgesæter inat.
Sigrid.
Ja, samlet efter lange forvildede tider.
Henrik Ibsen: Kongs-Emnerne.
14
s. 210
Kong Skule.
Nu fattes kun Håkon Håkonssøn.
Margrete og fru Ragnhild
(klynger sig med et smerteligt udbrud fast til ham).
(klynger sig med et smerteligt udbrud fast til ham).
Min fader! – Min husbond!
Kong Skule
(ser bevæget på dem).
(ser bevæget på dem).
Har I elsket mig så højt, I to? Jeg søgte
efter lykken ude i det fremmede, og agtede aldrig
på, at jeg havde et hjem, hvor jeg kunde fundet
den. Jeg jog efter kærlighed gennem synd og
brøde, og vidste aldrig, at jeg ejede den i kraft af
Guds og menneskenes lov. – Og du, Ragnhild,
min hustru, du, som jeg har forbrudt så meget
imod, du lægger dig varmt og blødt op til mig i
nødens højeste stund, du kan skælve og ræddes
for den mands liv, som aldrig har kastet et sol-
glimt over din vej.
efter lykken ude i det fremmede, og agtede aldrig
på, at jeg havde et hjem, hvor jeg kunde fundet
den. Jeg jog efter kærlighed gennem synd og
brøde, og vidste aldrig, at jeg ejede den i kraft af
Guds og menneskenes lov. – Og du, Ragnhild,
min hustru, du, som jeg har forbrudt så meget
imod, du lægger dig varmt og blødt op til mig i
nødens højeste stund, du kan skælve og ræddes
for den mands liv, som aldrig har kastet et sol-
glimt over din vej.
Fru Ragnhild.
Du forbrudt! O, Skule, tal ikke så; tror du
jeg nogen tid skulde vove at gå irette med dig!
Jeg har altid været for ringe for dig, min høje
husbond; der kan ikke hvile skyld over nogen
gerning, som du har øvet.
jeg nogen tid skulde vove at gå irette med dig!
Jeg har altid været for ringe for dig, min høje
husbond; der kan ikke hvile skyld over nogen
gerning, som du har øvet.
Kong Skule.
Har du troet så trygt på mig, Ragnhild?
Fru Ragnhild.
Fra den første dag, jeg så dig.
Kong Skule
(med liv).
(med liv).
Når Håkon kommer, vil jeg bede om grid!
I milde kærlige kvinder, – o, det er dog fagert
at leve!
s. 211
I milde kærlige kvinder, – o, det er dog fagert
at leve!
Sigrid
(med et udtryk af rædsel).
(med et udtryk af rædsel).
Skule, min broder! Ve dig, om du farer vild
på vejen inat!
på vejen inat!
(Larm udenfor; straks efter banker det på porten.)
Margrete.
Hør, hør! Hvem er det, som stormer frem!
Fru Ragnhild.
Hvem banker på porten?
Stemmer
(udenfor).
(udenfor).
Bymændene fra Nidaros! Luk op! Vi ved,
at Skule Bårdssøn er derinde!
at Skule Bårdssøn er derinde!
Kong Skule.
Ja, han er herinde; – hvad vil I ham?
Larmende stemmer
(udenfor).
(udenfor).
Kom ud, kom ud! Du skal dø, du onde mand!
Margrete.
Og det vover I bymænd at true med?
En enkelt.
Kong Håkon har dømt ham i Oslo.
En anden.
Det er hver mands pligt at dræbe ham.
Margrete.
Jeg er dronningen; jeg byder eder at fare
herfra!
herfra!
14*
s. 212
En stemme.
Det er Skule Bårdssøns datter og ikke dron-
ningen, som taler så.
ningen, som taler så.
En anden.
I har ingen magt over liv og død; kongen
har dømt ham!
har dømt ham!
Fru Ragnhild.
Ind i kirken, Skule! For Gud den barm-
hjertiges skyld, lad ikke blodmændene komme
dig nær!
hjertiges skyld, lad ikke blodmændene komme
dig nær!
Kong Skule.
Ja, ind i kirken; for dem derude vil jeg ikke
falde. Min hustru, min datter; det er som jeg
havde fundet fred og lys; o, det må ikke tages
fra mig igen så bråt! (Vil ile ind i kapellet.)
falde. Min hustru, min datter; det er som jeg
havde fundet fred og lys; o, det må ikke tages
fra mig igen så bråt! (Vil ile ind i kapellet.)
Peter
(udenfor til højre).
(udenfor til højre).
Min fader, min konge! Nu har du snart
sejren!
sejren!
Kong Skule
(med et skrig).
(med et skrig).
Han! Han! (synker ned på kirketrappen.)
Fru Ragnhild.
Hvem er det?
En bymand
(udenfor).
(udenfor).
Se, se; kirkeraneren klyver over klostertaget!
Andre.
Kast sten på ham! Kast sten på ham!
Peter
(kommer tilsyne på et tag tilhøjre og springer ned i gården).
(kommer tilsyne på et tag tilhøjre og springer ned i gården).
Vel mødt igen, min fader!
s. 213
Kong Skule
(ser forfærdet på ham).
(ser forfærdet på ham).
Dig – dig havde jeg glemt –! Hvor kommer
du fra?
du fra?
Peter
(vildt).
(vildt).
Hvor er kongsbarnet?
Margrete.
Kongsbarnet!
Kong Skule
(springer op).
(springer op).
Hvor kommer du fra, spørger jeg?
Peter.
Ude fra Hladehammeren; jeg har varslet Bård
Bratte og Vargbælgerne om, at kongsbarnet er på
Elgesæter inat.
Bratte og Vargbælgerne om, at kongsbarnet er på
Elgesæter inat.
Margrete.
Gud!
Kong Skule.
Det har du gjort! Og nu?
Peter.
Han samler flokken sammen, og så stævner
de opover til klosteret. – Hvor er kongsbarnet,
kvinde?
de opover til klosteret. – Hvor er kongsbarnet,
kvinde?
Margrete
(der har stillet sig foran kirkedøren).
(der har stillet sig foran kirkedøren).
Det sover i sakristiet!
Peter.
Ligegodt, om det så sov på alteret! Jeg har
hentet Olafs helligdom ud, – jeg er ikke ræd for
at hente kongsbarnet heller!
hentet Olafs helligdom ud, – jeg er ikke ræd for
at hente kongsbarnet heller!
s. 214
Fru Ragnhild
(råber til Skule).
(råber til Skule).
Ham er det, du har elsket så højt!
Margrete.
Fader, fader! Hvor kunde du glemme alle
os andre for hans skyld!
os andre for hans skyld!
Kong Skule.
Han var ren, som et Guds lam, da den
angrende kvinde gav mig ham; – det er troen
på mig, som har gjort ham til den, han nu er.
angrende kvinde gav mig ham; – det er troen
på mig, som har gjort ham til den, han nu er.
Peter
(uden at høre på ham).
(uden at høre på ham).
Barnet må herud! Dræb det, dræb det på
dronningens arm, – det var kong Skules ord i
Oslo!
dronningens arm, – det var kong Skules ord i
Oslo!
Margrete.
Syndigt, syndigt!
Peter.
En helgen kunde tryggelig gøre det, når min
fader har sagt det! Min fader er kongen; thi han
ejer den store kongstanke!
fader har sagt det! Min fader er kongen; thi han
ejer den store kongstanke!
Bymændene
(banker på porten).
(banker på porten).
Luk op! Kom ud, du og kirkeraneren, ellers
brænder vi klostret ned!
brænder vi klostret ned!
Kong Skule
(som greben af en stærk beslutning).
(som greben af en stærk beslutning).
Den store kongstanke! Ja, den er det, som
har forgiftet din unge kærlige sjæl! Ren og skyld-
fri skulde jeg give dig tilbage; det er troen på mig,
som driver dig så vildt fra brøde til brøde, fra
dødsskyld til dødsskyld! O, men jeg kan frelse
dig endnu; jeg kan frelse os alle! (råber mod baggrunden.)
Vent, vent, I bymænd derude; jeg kommer!
har forgiftet din unge kærlige sjæl! Ren og skyld-
fri skulde jeg give dig tilbage; det er troen på mig,
s. 215
som driver dig så vildt fra brøde til brøde, fra
dødsskyld til dødsskyld! O, men jeg kan frelse
dig endnu; jeg kan frelse os alle! (råber mod baggrunden.)
Vent, vent, I bymænd derude; jeg kommer!
Margrete
(griber forfærdet hans hånd).
(griber forfærdet hans hånd).
Min fader, hvad vil du?
Fru Ragnhild
(klynger sig op til ham med et skrig).
(klynger sig op til ham med et skrig).
Skule!
Sigrid
(river dem bort fra ham og råber med vild strålende glæde):
(river dem bort fra ham og råber med vild strålende glæde):
Slip ham, slip ham, I kvinder; – der vokser
vinger ved hans tanke nu!
vinger ved hans tanke nu!
Kong Skule
(fast og stærk til Peter).
(fast og stærk til Peter).
Du så i mig den himmelkårne, – den, som
skulde gøre den store kongsgerning i landet. Se
bedre på mig, du forvildede! Kongspjalterne, som
jeg har pyntet mig med, de var lånte og stjålne,
– nu lægger jeg dem af, en for en.
skulde gøre den store kongsgerning i landet. Se
bedre på mig, du forvildede! Kongspjalterne, som
jeg har pyntet mig med, de var lånte og stjålne,
– nu lægger jeg dem af, en for en.
Peter
(angst).
(angst).
Min høje, herlige fader, tal ikke så!
Kong Skule.
Kongstanken er Håkons, ikke min; han alene
har fået den kraft af herren, som kan gøre den til
sandhed. Du har troet på en løgn; vend dig fra
mig og frels din sjæl.
har fået den kraft af herren, som kan gøre den til
sandhed. Du har troet på en løgn; vend dig fra
mig og frels din sjæl.
s. 216
Peter
(med brudt stemme).
(med brudt stemme).
Kongstanken er Håkons!
Kong Skule.
Jeg vilde være den største i landet. Gud,
Gud; se, jeg ydmyger mig for dig, og står som
den ringeste af alle.
Gud; se, jeg ydmyger mig for dig, og står som
den ringeste af alle.
Peter.
Tag mig bort fra jorden, herre! Straf mig
for al min brøde; men tag mig bort fra jorden;
thi her er jeg hjemløs nu! (synker ned på kirketrappen.)
for al min brøde; men tag mig bort fra jorden;
thi her er jeg hjemløs nu! (synker ned på kirketrappen.)
Kong Skule.
Jeg havde en ven, som blødte for mig i Oslo.
Han sagde: en mand kan falde for en andens livs-
værk; men skal han blive ved at leve, så må han
leve for sit eget. – Jeg har intet livsværk at leve
for, jeg kan ikke leve for Håkons heller, – men
jeg kan falde for det.
Han sagde: en mand kan falde for en andens livs-
værk; men skal han blive ved at leve, så må han
leve for sit eget. – Jeg har intet livsværk at leve
for, jeg kan ikke leve for Håkons heller, – men
jeg kan falde for det.
Margrete.
Nej, nej, det skal du aldrig!
Kong Skule
(tager hendes hånd og ser mildt på hende).
(tager hendes hånd og ser mildt på hende).
Elsker du din husbond, Margrete?
Margrete.
Højere end alt i verden.
Kong Skule.
Du kunde bære, at han sagde dødsdommen
over mig; men vilde du også kunne bære det, om
han måtte lade den fuldbyrde?
over mig; men vilde du også kunne bære det, om
han måtte lade den fuldbyrde?
s. 217
Margrete.
Himlens herre, styrk mig!
Kong Skule.
Kunde du, Margrete?
Margrete
(sagte og gysende).
(sagte og gysende).
Nej, nej, – vi måtte skilles ad, – jeg turde
aldrig se ham tiere!
aldrig se ham tiere!
Kong Skule.
Du vilde lukke det fagreste lys ude fra hans
liv og fra dit; – vær rolig, Margrete, – du skal
ikke have det nødig.
liv og fra dit; – vær rolig, Margrete, – du skal
ikke have det nødig.
Fru Ragnhild.
Far fra landet, Skule; jeg følger dig hvorhen
og sålangt du vil.
og sålangt du vil.
Kong Skule
(hovedrystende).
(hovedrystende).
Med en hånende skygge mellem os? – Jeg
har fundet dig inat for første gang; der må ingen
skygge være mellem mig og dig, min stille tro-
faste hustru; – derfor må der heller intet samliv
være mellem os to på jorden.
har fundet dig inat for første gang; der må ingen
skygge være mellem mig og dig, min stille tro-
faste hustru; – derfor må der heller intet samliv
være mellem os to på jorden.
Sigrid.
Min kongelige broder! Jeg ser, du trænger
mig ikke; jeg ser, du ved, hvad vej du skal gå.
mig ikke; jeg ser, du ved, hvad vej du skal gå.
Kong Skule.
Der gives mænd, som skabtes til at leve, og
mænd, som skabtes til at dø. Min vilje vilde
altid did, hvor ikke Guds finger pegte for mig;
derfor så jeg aldrig vejen klart før nu. Mit stille
husliv har jeg forbrudt, det kan jeg ikke vinde
igen; hvad jeg har syndet mod Håkon, kan jeg
bøde på, ved at fri ham for en kongspligt, som
måtte skille ham fra det kæreste, han ejer. By-
mændene står udenfor; jeg vil ikke vente på kong
Håkon! Vargbælgerne er nær; sålænge jeg er
ilive, står de ikke fra sit forsæt; finder de mig
her, kan jeg ikke frelse dit barn, Margrete. – Se,
se, opad! Se hvor det blegner og svinder, det
gloende sværd, som har været draget over mig!
Ja, ja, – Gud har talt, og jeg har forstået ham,
og hans vrede er stilnet. Det er ikke i hellig-
dommen på Elgesæter jeg skal kaste mig ned og
bede om grid af en jordens konge; – den høje kirke
med stjernehvælven over må jeg ind i, og det er
kongernes konge, jeg skal bede om grid og frelse
for alt mit livsværk!
mænd, som skabtes til at dø. Min vilje vilde
altid did, hvor ikke Guds finger pegte for mig;
s. 218
derfor så jeg aldrig vejen klart før nu. Mit stille
husliv har jeg forbrudt, det kan jeg ikke vinde
igen; hvad jeg har syndet mod Håkon, kan jeg
bøde på, ved at fri ham for en kongspligt, som
måtte skille ham fra det kæreste, han ejer. By-
mændene står udenfor; jeg vil ikke vente på kong
Håkon! Vargbælgerne er nær; sålænge jeg er
ilive, står de ikke fra sit forsæt; finder de mig
her, kan jeg ikke frelse dit barn, Margrete. – Se,
se, opad! Se hvor det blegner og svinder, det
gloende sværd, som har været draget over mig!
Ja, ja, – Gud har talt, og jeg har forstået ham,
og hans vrede er stilnet. Det er ikke i hellig-
dommen på Elgesæter jeg skal kaste mig ned og
bede om grid af en jordens konge; – den høje kirke
med stjernehvælven over må jeg ind i, og det er
kongernes konge, jeg skal bede om grid og frelse
for alt mit livsværk!
Sigrid.
Stå ham ikke imod! Stå ikke Guds kaldelse
imod! Dagen gryr; det dages i Norge og det
dages i hans urolige sjæl! Har ikke vi forfærdede
kvinder stået længe nok i lønkamrene, skrækslagne
og gemte ind i de mørkeste kroge, lyttende til
al den rædsel, som øvedes udenfor, lyttende til
blodtoget, som gik landet over fra ende til ende?
Har vi ikke ligget blege og forstenede i kirkerne,
og ikke vovet at se ud, ligesom Kristi disciple lå
i Jerusalem på den store langfredag, da toget gik
til Golgata! Brug dine vinger, og ve dem, som
vil binde dig nu!
imod! Dagen gryr; det dages i Norge og det
dages i hans urolige sjæl! Har ikke vi forfærdede
kvinder stået længe nok i lønkamrene, skrækslagne
og gemte ind i de mørkeste kroge, lyttende til
al den rædsel, som øvedes udenfor, lyttende til
blodtoget, som gik landet over fra ende til ende?
Har vi ikke ligget blege og forstenede i kirkerne,
og ikke vovet at se ud, ligesom Kristi disciple lå
i Jerusalem på den store langfredag, da toget gik
til Golgata! Brug dine vinger, og ve dem, som
vil binde dig nu!
s. 219
Fru Ragnhild.
Far hen i fred, min husbond! Far did, hvor
ingen hånende skygge står mellem os, når vi atter
mødes. (iler ind i kapellet.)
ingen hånende skygge står mellem os, når vi atter
mødes. (iler ind i kapellet.)
Margrete.
Min fader, farvel, farvel, – tusende farvel!
(følger fru Ragnhild.)
Sigrid
(åbner kirkedøren og råber ind):
(åbner kirkedøren og råber ind):
Frem, frem alle kvinder! Saml jer i bøn;
send et bud opad med sang til herren, og meld
ham, at nu kommer Skule Bårdssøn angrende
hjem fra sin ulydighedsgang på jorden!
send et bud opad med sang til herren, og meld
ham, at nu kommer Skule Bårdssøn angrende
hjem fra sin ulydighedsgang på jorden!
Kong Skule.
Sigrid, min trofaste søster, hils kong Håkon
fra mig; sig ham, at jeg end ikke i min sidste
stund ved om han er den kongefødte, men at jeg
uryggeligt ved: han er den, som Gud har kåret.
fra mig; sig ham, at jeg end ikke i min sidste
stund ved om han er den kongefødte, men at jeg
uryggeligt ved: han er den, som Gud har kåret.
Sigrid.
Jeg skal bringe ham din hilsen.
Kong Skule.
Og en hilsen til får du bringe. Der sidder en
angrende kvinde nord på Hålogaland; sig hende,
at hendes søn gik forud; han fulgte med mig, da
der var al fare for hans sjæl.
angrende kvinde nord på Hålogaland; sig hende,
at hendes søn gik forud; han fulgte med mig, da
der var al fare for hans sjæl.
Sigrid.
Det skal jeg.
Kong Skule.
Sig hende, det var ikke med hjertet han
syndede; ren og skyldfri skal hun visselig møde
ham igen.
syndede; ren og skyldfri skal hun visselig møde
ham igen.
s. 220
Sigrid.
Det skal jeg. – (Peger mod baggrunden.) Hør, der
bryder de låsen fra!
bryder de låsen fra!
Kong Skule
(peger mod kapellet).
(peger mod kapellet).
Hør, der synger de højt til Gud om frelse
og fred!
og fred!
Sigrid.
Hør, hør! Alle klokker i Nidaros ringer –!
Kong Skule
(smiler sørgmodigt).
(smiler sørgmodigt).
De ringer en konge til graven.
Sigrid.
Nej, de ringer til din rette kroning nu! Far-
vel, min broder; lad blodets purpurkåbe flømme
vidt over dine skuldre; al brøde kan dækkes under
den! Gå ind, gå ind i den store kirke og tag
livsens krone! (iler ind i kapellet.)
vel, min broder; lad blodets purpurkåbe flømme
vidt over dine skuldre; al brøde kan dækkes under
den! Gå ind, gå ind i den store kirke og tag
livsens krone! (iler ind i kapellet.)
(Sang og klokkeringning vedbliver under det følgende.)
Stemmer
(udenfor porten).
(udenfor porten).
Nu er låsen fra! Tving os ikke til at bryde
kirkefreden!
kirkefreden!
Kong Skule.
Jeg kommer.
Bymændene.
Og kirkeraneren skal også komme!
Kong Skule.
Kirkeraneren skal også komme, ja! (går hen til
Peter.) Min søn, er du rede?
Peter.) Min søn, er du rede?
s. 221
Peter.
Ja, min fader, jeg er rede.
Kong Skule
(ser opad).
(ser opad).
Gud, jeg er en fattig mand, jeg har kun mit
liv at give; men tag det, og berg Håkons store
kongstanke. – Se så, ræk mig din hånd.
liv at give; men tag det, og berg Håkons store
kongstanke. – Se så, ræk mig din hånd.
Peter.
Her er min hånd, fader.
Kong Skule.
Og vær ikke ræd for det, som nu kommer.
Peter.
Nej, fader, jeg er ikke ræd, når jeg går
sammen med dig.
sammen med dig.
Kong Skule.
Tryggere vej har vi to aldrig gået sammen.
(Han åbner porten; bymændene står i mængde udenfor med løftede våben.)
Her er vi; vi kommer frivilligt; – men hug ham
ikke i ansigtet.
ikke i ansigtet.
(De går udenfor, hånd i hånd; porten glider til.)
En stemme.
Sigt ikke, spar ikke; – hug dem, hvor I kan!
Kong Skules stemme.
Uhæderligt er det at handle så med høvdinger!
(Kort våbenlarm; derpå høres tunge fald; alt bliver et øjeblik stille.)
En stemme.
De er døde beggeto!
(Kongsluren lyder.)
s. 222
En anden stemme.
Der kommer kong Håkon med al sin hird!
Mængden.
Hil eder, Håkon Håkonssøn; nu har I ingen
fiender mere!
fiender mere!
Gregorius Jonssøn
(stanser lidt ved de døde).
(stanser lidt ved de døde).
Så kom jeg dog for sent!
(går ind i klostergården.)
(går ind i klostergården.)
Dagfinn Bonde.
Usaligt for Norge, om I var kommen før!
(råber ud.) Her ind, kong Håkon!
(råber ud.) Her ind, kong Håkon!
Håkon
(stansende).
(stansende).
Liget ligger mig ivejen!
Dagfinn Bonde.
Vil Håkon Håkonssøn frem, så får han gå
over Skule Bårdssøns lig!
over Skule Bårdssøns lig!
Håkon.
I Guds navn da!
(Stiger over liget og kommer ind.)
Dagfinn Bonde.
Endelig kan I gå til kongsværket med frie
hænder. Derinde har I dem, I elsker; i Nidaros
ringes freden ind i landet, og derude ligger han,
som var jer værst af alle.
hænder. Derinde har I dem, I elsker; i Nidaros
ringes freden ind i landet, og derude ligger han,
som var jer værst af alle.
Håkon.
Hver mand dømte ham galt; der var en gåde
ved ham.
ved ham.
s. 223
Dagfinn Bonde.
En gåde?
Håkon
(griber ham om armen og siger sagte):
(griber ham om armen og siger sagte):
Skule Bårdssøn var Guds stedbarn på jorden;
det var gåden ved ham.
det var gåden ved ham.
(Kvindernes sang lyder højere fra kapellet; alle klokker bliver ved at
ringe i Nidaros.)
ringe i Nidaros.)
Teppet falder.
